Den slanke Yamaha-højttaler lyder, ligesom den ser ud. Lidt tyndt i bassen og med et fladt lydbillede. Der er bestemt bas her, men ikke af den overdrevne type som i Monster-højttaleren.
Yamahas højttaler kan hænges på væggen – det hjælper lidt på fylden i bassen, men selv det er ikke nok. På den positive side er den veludstyret og nem at sætte op. Med Bluetooth, Wi-Fi, FM og DAB+ radio samt analog lydindgang kan Restio fungerer som husets hovedanlæg.
Her får man Spotify integreret plus forskellige tjenester, og Yamahas MusicCast-app gør det til et af de nemmeste anlæg at forbinde med trådløse højttalere i en multirumsløsning. Vi koblede den nemt og hurtigt til en lille Yamaha WX-030 i det andet rum.
MusicCast er meget fleksibelt at sætte op. Man kan tage et billede af det rum, højttaleren skal stå i, og lave et ikon af billedet med det navn, man foretrækker, og så er det bare at pege på de rum, man vil have lyd i. Let og elegant!
Lydkvalitet
Desværre holder lyden fra den flade højttaler ikke samme niveau. Snarere er den tyndere end de fleste, og medmindre man sætter den helt ind til væggen, er der ikke meget dybde eller dynamik i bassen. For mens brugervenligheden er upåklagelig, er lydbilledet for tyndt.
Generelt kan mellemtonen også opleves som tynd, og med betoning af sibilanter (s- og sj-lyde) lyder den til tider spidst i både mellemtonen og diskanten. Lydbilledet er ikke et af de største, og Restio trives ikke med at spille højt. Lyden fra Yamaha-højttaleren er fint afbalanceret, og den spiller slet ikke værst, men den har svært ved at rive os med.
Yamahas største styrke er MusicCast, og brugervenligheden på app’en – der også fungerer på tablets – er eksemplarisk. Bare synd, at lyden ikke holder samme niveau.