Skullcandy er især kendt for farverige hovedtelefoner. Men for godt et år siden lancerede de en højttalerserie kaldet Barricade, hvor XL selvfølgelig er den største. Det er også den største og tungeste højttaler i testen, så hvis man vil have en virkelig transportabel model, skal man måske gå en størrelse ned.
XL har en gummieret overflade og et højttalergitter i metal, så den virker meget robust. Og ikke nok med at den er vandtæt, den kan også flyde!
På toppen er der store knapper til at styre afspilningen og på siderne nogle mindre, mere obskure knapper. De viser sig at bruges til at parre to Barricade til party-mode samt skifte mellem Bluetooth-kilder.

Bag en luge er der ikke alene AUX-indgang og ladestik, men også en USB-port til mobilopladning. Desuden er der en mikrofon til telefonsamtaler, men desværre ikke til stemmeassistenter. Men man kan få talte statusmeddelelser fra højttaleren.
Barricade XL er en meget bastung højttaler. Det kan være en fordel ved udendørs fester, hvor bassen ellers nemt forsvinder. Og det gør absolut pop, rock og elektronisk musik mere fornøjeligt. Men når det får bordet til at vibrere, er det lidt for meget af det gode. Og hvis man skruer op for lyden, kommer der resonans i kabinettet.
Til mere finstemt musik er den derfor ikke noget godt valg. Ikke kun på grund af bassen, men også fordi den lyder lidt todimensionelt og indelukket.

Konklusion
Leder du efter en højttaler, der kan blive hørt til en strandfest og har bas nok til at sætte gang i dansen, så er Barricade XL ikke noget dumt valg. Især da den ikke alene kan tåle vand, men rent faktisk vil flyde, hvis den falder ned fra badebroen. Man kan også parre to styk for endnu større lyd. Og hvis mobilen løber tør for strøm, kan den oplades fra højttaleren.
På den anden side er den lidt stor til at tage med på tur, og lyden er ikke sofistikeret nok til mere stille musik.
Lyd & Billede mener
God lydstyrke. Medrivende lyd. Kan oplade mobilen. Robust og kan flyde i vand. Meget dominerende bas. Risiko for resonans. Lige lovlig stor til rejser.
Vejl. pris 1000 kr
Specifikationer
Tilslutninger: 3,5 mm, Bluetooth 4.1
Batteri: 10 timer
Funktioner: Højttalertelefon, party-mode
Resistens: IPX7 (vandtæt)
Mål og vægt: 17 x 10 x 9 cm / 866 g
Web: turascandinavia.com
Læse hele artikkelen? Log ind eller bliv medlem af LB+.
-
LB+ Måned79 kr/mnd
-
LB+ 12 mnd66.66 kr/mnd
Se alle vores abonnementer her.