TestKlipsch Cornwall III

Sprælsk 60-årig

De store Klipsch-højttalere spiller overraskende friskt og levende af 60-årige at være.
Karakter
Klipsch Cornwall III
Lyd & Billede mener
Spændstig dynamik, enormt fyldig og fysisk bas, meget letdrevne og vanvittig underholdende.
Kabinettet farver bassen, når man spiller højt, vokaler kan lyde lidt tyndt, og vi vil gerne have endnu mere raffinement.
Specifikationer
  • Type: 3-vejs gulvhøjttaler
  • Bas: 38 cm fiberkompositmembran
  • Mellemtone: 4,45 cm titaniummembran
  • Diskant: 25,4 mm titaniummembran
  • Følsomhed: 102 dB/8 ohm
  • Frekvensområde: 34 Hz – 20 kHz (+/-4 dB)
  • Mål og vægt: 90,8 x 64,3 x 39,4 cm / 44,5 kg
  • Finish: Kirsebær, valnød, sort finér
  • Web: av-industry.dk
forfatter

Grammy Awards begynder det år. Buddy Holly og Richie Valens bliver dræbt i et flystyrt, og IBM lancerer en gigantisk transistorbaseret computer kaldet Mainframe. Verdens dyreste film hidtil, Ben Hur, har premiere. Sovjetunionen rammer bogstavelig talt månen med det ubemandede rumfartøj Luna 2, og Alec Issigonis’ lillebitte Mini kommer i handelen.

Samme år lægger Paul Wilbur Klipsch sidste hånd på værket, den gulvstående Cornwall. En stor trevejs højttaler beregnet til at blive brugt som centerhøjttaler mellem to store Klipschorn-højttalere. Den brede højttaler indeholder en 15 tommer stor bas-enhed og to hornladede enheder, og kan let drives af en lille rørforstærker.

Året er 1959, og Klipsch Cornwall bliver produceret i Arkansas helt frem til 1990. Undervejs gennemgår højttalerne mange ændringer, men den grundlæggende opskrift er den samme hele vejen.

Første generation af Klipsch Cornwall fra 1959. Foto: Klipsch

Corner and wall

I 2006 starter Klipsch produktionen igen, denne gang med nye enheder med titaniummembraner, bi-wire-terminaler og Klipschs patenterede Tractrix diskanthorn.

Cornwall III, som den hedder, har fået navn efter, hvor Klipsch mener, at den passer bedst. I et hjørne eller op mod en væg: Corner-Wall. Det var efter sigende Belle Klipsch, Paul Klipschs kone, der foreslog det klingende navn.

Dengang fandtes højttalerne både i en stående og en liggende udgave samt endnu en liggende beregnet til installation.

Den nye udgave bliver stadig bygget i hånden i Hope, Arkansas, men med mere moderne enheder, opdateret delefilter og fineret træværk. Der findes også en specialudgave af Cornwall i sort californisk valnøddefinér og med stoffronter betrukket i lys uld.

Annonce

Følsomme

Ligesom originalen var det, er den moderne version også meget letdrevet. Cornwall III har en følsomhed på 102 dB, og samtidig kan den tåle op til 119 dB lydtryk. Med moderate 8 ohm belastning behøver man kun få watt effekt for at få lydtryk i rummet.

Det velvoksne basreflekskabinet indeholder en 38 cm stor K-33 E bas-enhed med fiberkompositmembran, en 4,45 cm K-53 TI kompressionsenhed med titaniummembran og en 25,4 mm K-107 TI kompressionsenhed med titaniummembran til diskanthornet.

Hornladede kompressionsenheder var meget almindelige i 1950’erne og 60’erne, og var populære pga. deres høje følsomhed. Ulempen var, at de krævede godt med plads, og hornhøjttalere fandtes ikke i reoludgaver dengang.

Som med alle hornladede enheder kan man opnå bedre kontrol over spredningen. Hornets form retter lydbølgerne mod lytteren og undgår i høj grad refleksioner fra væggene.

Anden generation, Cornwall II. Foto: Klipsch

En sandhed med modifikationer

Den mindre Klipsch Forte III SE har en passiv basradiator bagpå, som giver et seriøst bastryk, hvis højttalerne placeres ind mod en væg. Det samme sker med Cornwall, men ikke i lige så høj grad.

Men hvis man synes, at der mangler bas – hvilket er usandsynligt – kan de placeres skråt, tættere på hjørnerne i rummet. Jeg valgte at trække dem ud fra væggen og vinkle dem lidt indad.

For der er rigelig bas her. En 15 tommers bas-enhed kan flytte luft på en anden måde end to 8-tommere. Der er mere power bag slagene på en stortromme, men måske ikke den samme grad af raffinement, som der kan være med to mindre bas-enheder.

En integreret 48 watt Line Magnetic med vakuumrør havde ingen problemer med at drive højttalerne. Heller ikke når jeg spillede højt. Den langt kraftigere MC462 fra McIntosh havde selvfølgelig stålkontrol over Klipsch-højttalerne, som er noget af det mest underholdende, jeg har testet længe.

Annonce

En fest

Sammenlignet med Forte III SE er Cornwall III lynhurtige, især i bassen. Hvor det næsten ryger fra højttalerne, når Bob Dylans “Political World” ruller ud i rummet. Den store bas-enhed går måske ikke kælderdybt, men for pokker, hvor kan den flytte luft!

DSD-udgaven af Dylan-albummet Oh Mercy stråler af dynamik, og “Man In the Long Black Coat” får en dybde og en tilstedeværelse i rummet, der bedst kan beskrives som ægte live-følelse.

Cornwall rocker altså bedre end Forte. Som også er en udpræget dynamisk højttaler, men storebror leverer bedre dynamisk kontrast, strammere bas og et mægtigt, fedt lydbillede.

De går også dybere i bassen, i hvert fald virker det sådan. For kontrabasser og kirkeorgler får større vægt i bassen end på Forte. I teorien burde der ikke være så stor forskel (-4 dB ved 34 Hz vs. -3 dB ved 38 Hz på Forte), men der er mere drive i dybbassen på Cornwall, i høj grad fordi højttalerne har basrefleksporte (foran) i stedet til en passiv basradiator.

Højttalerne har også et bedre basfundament for store instrumenter. F.eks. de nævnte kirkeorgler samt pauker, koncertflygler og trommer.

Annonce

Et par Klipsch RF-7 med deres to 10-tommere vil strække sig lidt dybere, men mangler den fede og muskuløse generøsitet i bassen. Som giver lyden fra Cornwall den førnævnte live-følelse. De lyder simpelthen bare sejere.

Selv om Klipsch-højttalerne ikke er lige så detaljerede, opløste og raffinerede som et par Dynaudio Contour 20 eller Sonus faber Olympica III, spiller de Keith Jarretts Köln-koncert med stor indlevelse. Sådan oplever jeg det i hvert fald, når klangen fra det let rustne klaver rammer mikrofonerne i Kölns operahus sent om aftenen den 24. januar 1975.

Der er dybde i klaveret her, men de lysere toner virker tyndere end de dybe i den forstand, at de mangler lidt fylde. Klaveret klinger dog smukt ud i rummet, og højttalerne placerer lytteren nærmest foran scenekanten.

På Puccinis La Boheme, dirigeret af Herbert von Karajan og med Luciano Pavarotti og Mirella Freni (Decca), kommer atmosfæren i rummet godt frem. Men også her kunne vokalerne have haft mere dybde og fylde. Cornwall III har også en resonant karakter, som farver især bassen lidt. Det sker gerne, når man skruer op for lyden, så det ryster lidt i buksebenene, og hvis man mærker på højttalerne, vil man lægge mærke til, at især bagvæggen på kabinettet vibrerer en del.

Det farver selvfølgelig bassen lidt, men egentlig var jeg ret ligeglad. Jeg noterede det som karakter, for det har Cornwall III i spandevis. Jo, bassen lyder lidt farvet, når man spiller højt, mellemtoneregisteret kunne godt have haft mere fylde og gerne mere finmasket raffinement. Men i sidste ende handler det om at have det sjovt, om at musikken pirker til dit nervesystem, og rytmen ryster din krop. Og sådan er det i den grad her.

De nutidige Cornwall III. Foto: Klipsch

Konklusion

Klipsch Cornwall III er ikke de perfekte højttalere. Dem må man finde andetsteds. Men for alle, der går mere op i musikkens sjæl, dens dynamik, puls og nerve, er de ustyrligt underholdende. De gør enhver plade til en lille begivenhed og formidler smerte lige så godt som glæde. Desuden kan de lide at spille højt, de kan drives af en NAD 3020 fra 1980’erne og trives endnu bedre på en varmt klingende rørforstærker.

Okay, kabinettet ser ikke så eksklusivt ud. Der er ingen detaljer at falde i staver over som på et par Sonus faber Homage, og kabinettet farver lyden – but who cares? Livet bliver en fest med disse 60 år gamle højttalere. Her kan man for alvor tale om det grå guld.

Annonce

Læs alle artikler i én uge for 19 kr

Få adgang alle +artikler samt til hele testarkivet.
Ingen bindingstid.
Allerede abonnent?
Har du dette produkt?
Giv din karakter.
0 / 6

Your page rank:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Læs også: