Lige siden KEF lancerede de trådløse LSX’ere, har de været blandt vores favoritter. De små højttalere kan stå i en bogreol, på en bænk, eller hænges på væggen og placeres på stativer. Mulighederne er mange. Og de lyder også godt.
For nogen er de for små, men så er der KEF LS50 Wireless II som et alternativ. For andre er de for dyre, men så er der sandelig også et alternativ til dem i KEF LSX II LT, som er en enklere og dermed billigere udgave.
Nu er der så et tredje alternativ fra KEF: KEF Coda W. Den er opkaldt efter en velkendt klassiker fra KEFs efterhånden for længst udgåede katalog.
Den moderne udgave er naturligvis trådløs, men har også et ”fortidslevn” i form af en pladespillerindgang på bagsiden. Det er basalt set en højttaler lavet til det store flertal, som vil have bedre lyd. I stereo.

Med HDMI-indgang erstatter den på elegant vis behovet for en soundbar. Medmindre man går op i Dolby Atmos til film og TV-serier, for dét får man ikke her.
Det man får, er en pladespillerindgang til MM-pickupper, som er den mest almindelige type på de fleste pladespillere i både lavere og højere prisklasser. Her findes også en optisk indgang til digitale lydkilder, såsom en CD-afspiller, og en almindelig lydindgang til en analog lydkilde.

KEF Coda W
Coda W har også en udgang til subwoofer for dem, der ønsker mere bas og et større lydbillede. Vælger man en KEF-subwoofer, som KEF KC62, kan den let sættes op i KEF Connect-app’en, og man kan derefter bruge en trådløs KW-1-adapter til at forbinde højttalere og subwoofer.
Et tre meter langt USB-C-kabel forbinder højre og venstre kanal, og det er kun den ene af højttalerne, der skal tilsluttes strøm.

Der findes også en USB-C-port til lyd fra en iPad eller PC, hvis man vil bruge Coda W sammen med sin computer.
Så får man endda endnu bedre lyd, fordi lydkortet i computeren kan sende et højopløst lydsignal direkte ind i højttalerne. Det giver bedre lyd end højttalernes trådløse Bluetooth-forbindelse.

Kun Bluetooth
I modsætning til KEF LSX II og KEF LSX II LT understøtter Coda W ikke 24-bit lyd over WiFi. Simpelthen fordi Bluetooth med aptX Adaptive og aptX Lossless er den eneste måde at streame musik fra mobilen på.
Det er ikke sikkert, det er noget stort savn. De fleste klarer sig fint med Bluetooth, og som nævnt kan man også streame med kabel. En WiiM-streamer løser langt hen ad vejen problemet for dem, der vil høre musik i højere opløsning fra Tidal, Apple Music eller Qobuz.
Spotify? Jo, men efter vores test af streamingtjenester anbefaler vi ikke Spotifys højopløste streaming til andet end Bluetooth.
Unikke enheder
Coda W har KEFs nyeste koaksiale KEF Uni-Q driver, med en 13 cm bas/mellemtone og en 25 mm diskant i midten. Den samlede effekt er 200 W for begge højttalere, fordelt på 70 W til bas/mellemtone og 30 W til diskanten. Forstærkermodulerne sidder i den ene højttaler, hvilket er grunden til, at man kun behøver ét kabel mellem højttalerne for at få lyd.

Der følger en lille fjernbetjening med, og man kan også betjene højttalerne fra et lille panel oven på hovedhøjttaleren. Musikken streamer man via Bluetooth fra mobilen på samme måde som med alle Bluetooth-højttalere.

I KEF Connect-app’en findes der en enkel justering af lyden baseret på højttalernes placering, og man kan indstille, hvilken der skal være venstre og højre kanal samt aktivere subwooferen fra app’en.
Hvis man ikke kan eller vil have højttalerne stående på sit TV-bord, findes der et gulvstativ kaldet KEF SQ1 i sort eller hvid – vælg den farve, der passer bedst til højttalerne. Der findes også et ekstra langt USB-kabel på otte meter, hvis man ønsker større afstand mellem højttalerne.

Stort lydbillede
De kantede Coda W er faktisk en del større end de mere strømlinede KEF LSX II, som er vores reference blandt de mere prisbillige trådløse stereohøjttalere – og det kan man godt mærke på lyden.
Tag for eksempel Drakes version af Don’t Matter To Me med afdøde Michael Jackson. De små højttalere spænder et stort lydbillede op, hvor man får en medrivende rytmefornemmelse og tager sig selv i at sidde og klappe i takt med musikken. Der er god tyngde i bassen, som lyder ubesværet og potent.
Der er faktisk mere vægt i bassen på Coda W end på et par LSX II, men sidstnævnte ligger et stykke foran, når det gælder opløsning og gennemsigtighed.
Dén forskel mærker man især, hvis man streamer musikken til Coda W via Bluetooth, som maskerer detaljerne mere, end hvis man lytter via en USB-kabeltilslutning. Jeg prøvede også at koble en CD-afspiller til den optiske indgang på Coda W, og så kom klangnuancerne i musikken langt bedre frem.
Der er mærkbart bedre dynamisk kontrast i lyden fra lydkilder, der er tilsluttet med kabel. Selv den indbyggede pladespillerindgang er god. Det kan være rart at vide for dem, der ikke har en pladespiller med indbygget phono-trin, som Rega Planar 1 eller Pro-Ject Debut.
Al Jarreaus Cold Duck lyder fladere og mere grovkornet via Bluetooth. Med kabel kommer dynamikken og bassen bedre på plads, og fokus bliver mere fintmasket. Skifter man tilbage til Bluetooth, bliver lydbilledet fladere, men stadig milevidt bedre end det, de fleste forbinder med en almindelig Bluetooth-højttaler.
De små Coda W passer fint i små og mellemstore rum, men forvent ikke et lydtryk, der kan måle sig med en festhøjttaler. Her handler det om finesse frem for lydtryk – både til musik og film.
Konklusion
KEF Coda W er en trådløs kompakt højttaler med HDMI-indgang, pladespillerindgang og mulighed for subwoofer. Den har KEFs nyeste Uni-Q-enhed og 200 W effekt fordelt på bas/mellemtone og diskant. Coda W leverer et stort lydbillede og god lydkvalitet, især ved kablet tilslutning, men mangler WiFi-streaming og Dolby Atmos. For mange vil dette være den perfekte højttaler – med alt, hvad man behøver samlet ét sted og i stereo – men de mest kræsne audiofile bør nok se på KEFs dyrere alternativer.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!








