TEST: JBL Synthesis 4309

Efter at have masseret sjælen med James Blakes nyeste album var jeg i humør til et stilskift. Ikke fordi det var trættende at lytte til Blake, men mest fordi stemningen mere hældede mod hyggelig baggrundsmusik.

Men da Brad Mehldau startede på “Things Behind the Sun” solo på scenen i Sumida Triphony Hall i Tokyo, måtte jeg ned og sidde i sofaen igen. Jeg havde ikke forventet, at klaverkoncerten, som jeg havde hørt så mange gange før, ville lyde så voldsomt tredimensionelt og åbent på de små højttalere.

De relativt kompakte JBL Synthesis 4309 er nærmest en miniatureudgave af de massive Synthesis 4367, der med en 15-tommer i bunden og en vægt på godt 50 kilo ikke ligefrem kan kaldes reolhøjttalere.

Men det kan 4309, selv om de ikke er lige så kompakte som Dynaudio Evoke 20 eller KEF LS50 Meta. Men de ligner heller ikke helt om nogen af de to.

Ligheden med 4367 er til gengæld ikke tilfældig. De hører begge til JBL’s Synthesis-serie af såkaldte studiemonitors, og de små 4309 har en mindre udgave af JBL’s HDI-horn, men ellers er principperne de samme.

I bund og grund er det det fysiske – ud over prisen, selvfølgelig – der udgør de grundlæggende forskelle.

Mini-kompressionshorn

Højttalerens kompakte 2410H-2 kompressionshorn har en 25 mm membran i bunden, hvor geometrien er formet med henblik på en ensartet frekvensrespons. Diskantniveauet kan også hæves eller sænkes med +/-1 dB med et lille potmeter foran.

HDI-hornet er parret med en 16,5 cm bas med fibermembran og en 1½ tomme stor svingspole, og hjulpet af to små basrefleksporte under den aftagelige stoffront.

Hvis man piller fronterne af, kan man se portene på den klassiske blå frontplade, som JBL altid har brugt på studiehøjttalerne, men det er ikke ofte, vi ser så små basenheder i studiehøjttalere fra den kant.

Basenheden har lang slaglængde, og svingspolen har den flux-ring, som vi kender fra tidligere tests af JBL Synthesis, og som koncentrerer magnetfeltet. Enheden har en ring af kobber; et materiale, der fint kan tåle varme, uden at enheden forvrænger.

De små JBL-højttalere er bredere, end de er dybe, og kan fint placeres tæt på bagvæggen. De første uger af testen spillede de på en Hegel H190, før tungere skyts blev taget i brug, men de er relativt letdrevne og spiller fortræffeligt med en 50-watter, så længe den har drejningsmoment nok.

 

Indspilningskvalitet

Men tilbage til koncertoptagelsen med Brad Mehldau. For efter at Steely Dan skuffede med indspilningskvaliteten på “Black Cow” fra live-albummet Northeast Corridor – selv om nummeret er godt – ville jeg hellere hyggede mig med James Blakes album Friends That Break Your Heart. Her er både musikken og optagelsen af en kvalitet, der er velegnet til test.

Hvor “Black Cow” lød fladt og livløst, ja ligefrem kedeligt, lød Blakes nye album frisk, dynamisk og langt mere åbent. Titelnummeret fik et format, der langt oversteg størrelsen på de små JBL-højttalere, som leverede en forbløffende fyldig og dynamisk bas. Ikke nogen særlig dybbas at tale om, men man kan mærke bassen i mellemgulvet, når man spiller højt.

Meget underholdende, faktisk, og højttalerne fængede mig så meget, at jeg lige så godt kunne skrue endnu mere op for lyden. Det var præcis det, jeg også måtte gøre, da klavertonerne fra Brad Mehldau svævede blødt ud af de små højtalere.

At have musikken kørende i baggrunden var pludselig udelukket. For hvad i alverden var det her?

De små studiehøjttalere havde indtil da overbevist mest på pop, rock og jazz. Altså musik med trommer, bas, guitar, synth og klaver (blandt andet). Den lille basenhed havde endda fået gardinerne til at blafre på Kari Bremnes’ “Togsang”, men dette?

Klaveret lød virkelig, som jeg tror, teknikerne havde tænkt sig. Formatet og klangen af den store koncertsal var tydeligt til stede i mit meget mindre lytterum.

 

Højttalerne fik ikke helt dybden af den laveste oktav med, men dybden i klaverklangen var i højeste grad til stede. Perspektivet var klippefast, og jeg lod forstærkeren øse endnu mere på for at tjekke, hvor højt jeg rent faktisk kunne spille.

Højt. Mere end normalt med så små højtalere. Og med mere medrivende bas, end man forventer af tovejs reolhøjttalere.

Der er altid noget at pille i. Også her. Mikrodetaljer i mellemtoneregistret er fremragende gengivet, men længere oppe i diskanten kan de indimellem virke lidt grovkornede, og i denne konfiguration er diskanten ikke så luftig som på f.eks. et par 4367. Det havde jeg nu heller ikke forventet.

Konkurrenter

Det er ikke kun KEF LS50 Meta og Dynaudio Evoke 20, der er nære konkurrenter til 4309. JBL’s egne L82 Classic koster ganske vist lidt mere, med de leverer også et endnu mere velvoksent lydbillede med mere bas. KEF-højttalere er de bedst fokuserede og måske de bedst balancerede af disse fire, mens Evoke 20 lyder mere luftigt og raffineret.

Konklusion

JBL Synthesis 4309 er måske nok små højttalere, men de kunne sagtens have narret os. Det meste af tiden opfører de sig som meget større, sejere og mere dynamiske højttalere, end man forventer, når man ser størrelsen på det kompakte kabinet. Som bl.a. gør, at de let kan placeres tæt på bagvæggen og vil fylde en stor stue mere meget mere lyd, end de fleste har brug for. Men som mange ønsker sig, uden at gå på kompromis med indretningen i hjemmet.

Sæt et par af dem på et par solide standere, slut dem til en potent forstærker, hæld et glas af noget godt op og sæt din yndlingsmusik på. Jeg garanterer, at du ikke får et kedeligt øjeblik.