Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Dynaudio Contour S 3.4 Limited Edition

Øjeblikkelig klassiker

En musikalsk altædende højttalere, som på flere områder kan sammenlignes med de allerbedste.

Skrevet af / 24/02/2016 - 10:00
Dynaudio Contour S 3.4 Limited Edition
Audun Hage

Hos Dynaudio laver de stadig højttalerne i hånden. Fabrikken i Skanderborg bruger stort set kun egenproducerede højttaler-elementer, kabinetter og andre komponenter. Og de skifter ikke deres modeller ud hvert kvartal, bare fordi de kan! Ikke desto mindre har vi set en række innovative nyheder fra den danske producent den seneste tid, bl.a. de trådløse og aktive serier Xeo og Focus XD, som forener moderne teknik med ægte hi-fi.

(Foto: Producent)
Contour S 3.4 har frontbaffel i metal. Sammen med et solidt kabinet og en kraftig MDF-sokkel med justérbare pigge giver det en ufarvet og resonansfri lydgengivelse. (Foto: Producent)

De højttalere, vi kigger på her, er derimod af den mere traditionelle slags. Contour-serien har længe været en af Dynaudios mest populære højttalerserier. Efter godt ti år på markedet vil producenten nu fejre deres bestsellere med to specielle Limited Edition-modeller, hvor der er kælet ekstra for både kabinet, delefilter og elementer for at opnå endnu klarere og mere distinkt lyd.

Og vi ved af erfaring, at Dynaudios specialmodeller kan lyde rigtig godt – ofte bedre, end prisen berettiger til.

 

Contour Limited Edition

Vi er mange, der har ejet Dynaudio-højttalere gennem årene. Et af de bedste køb undertegnede har gjort i hi-fi-sammenhæng, var de trevejs gulvstående Contour 3.3. De var mine første rigtige “hi-fi”-højttalere – fabelagtig åbne og afslørende, og med en besnærende livagtig vokalgengivelse.

Da den nye Contour S-serie blev lanceret i 2003, havde Dynaudio vendt alting på hovedet: De nye modeller havde fået et nyt design – inspireret af de dyrere Evidence- og Confidence-modeller – med slanke, højrejste kabinetter og diskanten monteret neden under mellemtone og bas. En løsning, der skulle give en bedre koordination af diskant og mellemtone i lyttepositionen.

Den nye Limited Edition-version har meget tilfælles med originalen, men er teknisk og kosmetisk mere raffineret. De tekniske forskelle består i et nyt diskant-element med en speciel coating samt nøje udvalgte delefilterkomponenter og intern kabling. Desuden kommer kabinettet i en række eksklusive træ- og lak-finishes hentet fra Confidence-serien.

Det, der først og fremmest kendetegner Contour, er deres frontbaffel af metal. Afhængigt af hvilken finish man vælger, er den enten i silkemat sort eller børstet stål.

Højttaler-elementerne sidder monteret i denne metalplade, der er fastgjort til kabinettet med et dæmpende materiale imellem. Kombineret med et slankt, robust kabinet og en kraftig MDF-sokkel med justérbare pigge er alt lagt til rette for en ufarvet og resonansfri lydgengivelse.

 

Lydkvalitet

“Danes don’t lie,” siger Dynaudio, og det viser sig at stemme godt med vores lydmæssige erfaringer. Det her er højttalere, der giver præcis det ud, som de får ind! Samtidig er de meget behagelige at lytte til. Dynaudio er en førende leverandør af studiemonitors, der er kendt for deres afbalancerede lydbillede og lyttevenlige karakter, og den beskrivelser kan også hæftes på Contour S 3.4.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Lytteoplevelsen er umiddelbart lidt interessant. Det at placere højttaler-elementerne så lavt, som Dynaudio har gjort, har en vis indvirkning på lyden. At diskanten skal befinde sig i ørehøjde, har nærmest været en nagelfast regel i mange år, og efter at have hørt hundredvis af højttalere med den konfiguration lægger jeg mærke til, at Contour S 3.4 lokaliserer tromme-whiskers lidt lavere i lydbilledet, end jeg er vant til. Men det går hurtigt over.

Mellemtonen er sat i centrum på disse højttalere, og det kan høres i form af en meget åben, nærværende og neutral gengivelse af vokaler. Her ligger Dynaudio-højttalernes store styrke, og det lyder noget nær optimalt i mine ører: Usminket, utilsløret og med en realistisk tilstedeværelse.

For dem, der er overfølsomme over for skarp diskant, er det glædeligt at konstatere, at disse Dynaudio lyder silkeblødt og behageligt, uanset hvad vi udfordrer dem med. Selv et energisk, lyst track som Röyksopp og Robyns “The Girl and the Robot” lyder smertefrit via Contour S 3.4. Ligeledes kan nogle spor lyde lidt mørkt, afhængigt af hvad man er vant til.

Hvis du er typen, der kan lide, at slagtøjet virkelig klirrer af metal, og messingblæserne fræser ud imod dig, er det måske en idé at kigge andetsteds. På den anden side er det fedt at kunne spille højt, uden at det skærer i ørerne.

Når alt kommer til alt, er balancen i lydbilledet vigtigere end blærerøvsfaktorer som distinkt diskant, krystalklar mellemtone eller knogleknusende bas – især hvis man har ambitioner om at spille andet og mere end testnumre. Jo mere jeg lytter til disse højttalere, og jo dybere i playlisterne jeg graver, jo bedre kan jeg lide dem.

Præsentationen er afbalanceret, stram og tydelig, så alle elementer får god plads i lydbilledet. Det er især sjovt at starte med numre, hvor mikset bygges op lag for lag med nye elementer. Dynaudio lyder måske lidt tilbagetrukket til at begynde med, men formår at gengive selv de mest komplekse lydlandskaber, uden at det bliver grødet.

 

Eksemplarisk bas

Som nævnt kan det høres, at diskanten sidder lidt lavere end normalt, men det kan også høres, at Dynaudio har fået bassen op fra gulvet. Det påvirker den måde, højttalerne interagerer med rummet på, og der er hørbart mindre “boom” og efterslæb end på mange andre højttalere, vi har haft på besøg.

Tovejs højttalere med to 6,5 tommers basser vil aldrig være optimale til dybbas eller punch. Hvis det er dét, der står øverst på prioritetslisten, er det mere nærliggende at tjekke Dynaudio Focus 380 ud – Contours lidt mere “onde” fætter, som er udstyret med to 8 tommers basser.

Men inden for deres fysiske rammer synes jeg alligevel, at Contour S 3.4 spiller utrolig godt. Der er masser af tyngde og definition fra 30 hertz og opad, uden generende ujævnheder eller pukler.

Bassen er behersket og kontrolleret, men det skorter ikke på evnen til at grave dybt, når optagelsen kræver det. Og det bedste af det hele er, hvor homogent bassen spiller op mod resten af frekvensområdet og bidrager til et sammenhængende lydbilde. For at sige det på en anden måde: Det er ikke højttalere, der vil få buksebenene til at flagre, når du fyrer op under tunge hiphopnumre, men du kan bedre høre refrænet, og hvad sangen handler om!

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Forstærkervalg

Det er let at blive forvænt, når man næsten hver uge stifter bekendtskab med højttalerkonstruktioner i 100.000 kroners klassen. Derfor er Contour S 3.4 et behageligt “reality check” for, hvor godt det faktisk kan blive, uden at man behøver at røve den nærmeste bank! Samtidig står det klart, at de penge, man “sparer”, med fordel kan bruges på ordentlig forstærkning.

Med en følsomhed på 86 dB kræver Contour S 3.4 nogle kræfter for at kunne spille op til dans – helst 70-80 watt eller mere. Og i betragtning af den lidt tilbageholdende lydkaraktervil være en fordel, hvis forstærkeren også har lidt ekstra power og dynamik – Naim eller Hegel ville f.eks. være et godt valg. Og sjov nok bruger Dynaudio bl.a. Hegel, når de evaluerer deres højttalere!

 

Placering

Én ting, jeg lærte af mine gamle Dynaudio, var at det gælder om at få placeringen rigtig – helt ned til sidste millimeter. Det gælder sådan set alle højttalere, men forskellen er usædvanlig stor i tilfældet Contour S 3.4 LE! Stil dem lige op og ned på gulvet, og du får fin lyd. Men hvis du arbejder lidt med placeringen, bliver det langt bedre.

Særlig vigtigt er det at få den nøjagtige afstand mellem de to højttalere og lyttepositionen (“smørhullet”). Så bliver du belønnet med sej holografi, flot stereoseparation og et lydbillede i bredformat.

På andre områder højttalerne relativt tilgivende, men afhængigt af gulvtype og lytteafstand kan det være en god idé med et tykt tæppe, som kan dæmpe de første refleksioner af lyden.

 

Konklusion

At Dynaudios Contour-serie er blevet populær, er let at forstå, når man hører S 3.4 LE. En stram og korrekt, men samtidig underholdende og lyttevenlig lydkarakter gør dem til musikalsk altædende allround-højttalere, som det er meget let at holde af. Den fintunede Limited Edition-udgave kan følge med mange kræsne højttalere, uden at Dynaudio har været alt for grådige med prisen.

Contour S 3.4 LE er kort sagt et trygt køb, som er let at anbefale.

Lyd & Billede mener

Dynaudio Contour S 3.4 har en simpel og bundsolid konstruktion med høj kvalitet i alle led. De spiller stramt, velordnet, korrekt og fyldigt, og er helt igennem afbalancerede og lyttevenlige højttalere. Tommel op! Dynamisk set ikke de mest ildsprudende højttalere, vi har hørt, men meget behagelige allroundere, som du kan have i mange år uden at blive træt af dem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Lyd & Billede
Scroll to Top