Det er en utaknemmelig opgave at skulle afløse en succes. DALI Oberon-serien har i årevis været et af de nærliggende bedste bud, når det første rigtige anlæg skulle sammensættes – og hverken fylde for meget eller koste det hvide ud af øjnene. Men stilstand er tilbagegang, og nu skal Sonik løfte arven fra Oberon. Vi ser i første omgang på seriens mindste og billigste model.
Ved første øjekast ligner DALI Sonik 1 sin forgænger til nær forveksling. En klassisk, nydelig skotøjsæske-højttaler, der glider ind i enhver bogreol. Men under den pæne overflade (som nu også fås i en lys “Natural Oak”) er der sket ting og sager, der skal retfærdiggøre, at prisen lige akkurat holder sig under den magiske grænse på 4.000 kroner sættet.
Trickle-down effekten
I hi-fi-branchen elsker man “trickle-down”. Idéen om, at teknologien fra de svinedyre topmodeller langsomt drypper ned i budgetklassen. Med Sonik-serien er der dog nærmere tale om en teknologisk styrtregn fra flagskibet Kore. Hele Sonik 1 koster trods alt mindre, end hvad man må slippe for et sæt højttalerterminaler til en Kore, men slægtskabet fornægter sig ikke.
Mest iøjnefaldende er den nye 5,25-tommer basenhed. Den benytter stadig DALI’s varemærke, den rødbrune træfibermembran, men nu i en Clarity Cone-udgave, hvor et femkantet mønster er presset ned i membranen. Formålet er at bryde resonanser i selve membranen, så den opfører sig pænere ved de højere frekvenser.

På magnetsiden fortsætter DALI sporet fra Oberon-serien med at bruge SMC (Soft Magnetic Compound).
I den korte udgave er SMC et materiale, der er magnetisk, men ikke elektrisk ledende. Det minimerer forvrængning markant.
Design og placering
Sonik 1 er kompakt. Meget kompakt. Med en dybde på kun 23 cm kan den faktisk stå på en hylde uden at rage ud over kanten. DALI har endda indbygget et vægbeslag på bagsiden og anbefaler en afstand til bagvæggen på mellem 1 og 50 cm.
At klaske en højttaler direkte op ad væggen er normalt noget, man bør være varsom med, da det åbner for en Pandoras æske af mulige rumresonanser og dermed farvning af lyden.
Men når det gælder små kompakthøjttalere, kan det ofte være en fordel. Så små (og billige) højttalere vil typisk blive brugt i mindre rum, og her kan de stående bølger give den lille basenhed et tiltrængt skub i den nederste ende.
I min testopstilling fik højttalerne dog lov at stå på standere med cirka en halv meters luft til bagvæggen. Her kvitterede de – med rummets hjælp – med en nogenlunde jævn frekvensgang helt ned til omkring 40 Hz.

Lydkvaliteten
Det første, der slår en, når musikken spiller, er, hvor nemt det er at lytte til Sonik 1. DALI’s “low loss”-filosofi om at lave mekanisk tabsfrit ophæng har tydeligvis båret frugt: Højttaleren virker livlig, hurtig og imødekommende. Den er ganske enkelt hamrende charmerende.
Sonik 1 foretrækker dog de enkle ting i livet. Sæt en god akustisk optagelse på, og magien indfinder sig. På hi-fi-klassikeren Jazz at the Pawnshop gengives det notoriske nummer I’m Confessin’, som om musikerne stod i lokalet. Klarinetten har luft, vibrafonen har krop, og stemningen fra jazzværtshuset Stampen i Stockholm flytter ind i stuen. Det er netop her, Sonik 1 har sin force: Ambience. Evnen til at gengive rummet.
Også mere moderne toner håndteres med overskud. På det netop udgivne album Seven Dunes fra danske Code Elektro mødes synth-flader og rytmik, og her følger de små kasser med i svingene. Der er smæk på transienterne, og diskanten har den nødvendige luftighed uden at blive spids.

Men er der slet ingen svagheder? Jo, du godeste, da. Vi har trods alt at gøre med en højttaler i den absolutte budgetklasse. Begrænsningen viser sig, når musikken bliver kompleks, eller orkesteret bliver for stort. Beder man Sonik 1 om at gengive en symfoni ved fuldt tryk, eller et tætpakket metal-track, mister den overblikket. Lyden bliver presset, og instrumenterne flyder sammen. Det er fysikkens love, der træder i kraft.
Det er også her, forskellen til konkurrenterne bliver tydeligst. Sammenligner man med klassens duks, Fyne Audio F5E, der med sin koaksial-enhed løb med titlen som Årets Højttaler 2025, tegner der sig to forskellige skoler. Fyne er mesteren i det holografiske perspektiv og kan udpege hver enkelt korsanger med millimeters nøjagtighed. Sonik 1 har ikke helt samme kirurgiske præcision, men vinder til gengæld på atmosfære og en mere tilgivende klangbalance.

Konklusion
DALI Sonik 1 er en vellykket evolution. Prisen er steget en smule i forhold til forgængeren, men det er charmen også. Med teknologilån fra øverste hylde har DALI skabt en lille højttaler, der spiller med en åbenhed og en rumfornemmelse, man normalt skal betale mere for. Den kan ikke spille en ladeport op, og den knækker nakken på Mahlers 8. symfoni. Men til langt det meste musik i en almindelig stue er den en livlig og musikalsk humørbombe, man kun kan holde af.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!








