Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Bowers & Wilkins 683 S2

Fra godt til bedre

Den succesfulde 600-serie fra Bowers & Wilkins er blevet grundigt opdateret. Vi tester seriens topmodel.

Skrevet af / 10/06/2014 - 05:51
Bowers & Wilkins 683 S2
Sven Bilen

“Den gamle 600-serie var god, men den nye er på et helt andet niveau,” siger Bowers & Wilkins om deres nye 600-serie. B&W er en af verdens største højttalerproducenter, og 600-serien er vigtig for dem. Den henvender sig til den store skare af købere, der gerne vil have rigtig gode højttalere, men ikke er indstillet på at betale en formue eller ommøblere hele stuen, for at det skal lyde godt. Konkurrencen er benhård, så det gælder om at have noget at byde på.

Det havde den tidligere 600-serie i høj grad, og den har solgt i meget stort antal. Men udviklingen fortsætter, og en ny serie skal naturligvis være bedre end den gamle. Serien består af to gulvmodeller, to stativmodeller og to centerhøjttalere, og de kan suppleres med tre subwoofere. Det er altså muligt at bygge et ordentligt hjemmebiosystem med 600-serien. Vi har haft et par 683 S2, den største model, på besøg i lytterummet.

Design på godt og ondt
Det er tydeligt, at det er lyden, de har arbejdet mest med hos B&W, for hvis vi skal beskrive udseendet, er det ikke just præget af nytænkning. Det er “klassisk” design med meget firkantede vinylklædte kabinetter. Træfinér er simpelthen for dyrt, hvis man vil bygge konkurrencedygtige højttalere i denne prisklasse, mener de hos B&W. Finishen er mat hvid eller “black ash”; den hvide er okay, mens den sorte er temmelig kedelig.

BowersWilkins-Black-683-beauty2
Frontpanelet er flot udført og hjælper på højttalernes udseende.

B&W anvender bi-wiring terminaler, som i og for sig er af god kvalitet. Jeg ved ikke hvorfor – det er vist de færreste, der har bi-wiring eller dobbelte højttalerkabler til højttalere af denne kaliber. Måske er det et salgsargument, men det er mange år siden, det rigtig var relevant. Hvis du bruger single-wire kabler, bør du droppe metalbøjler mellem terminalerne. Hvad som helst er bedre at forbinde dem med.

Retfærdigvis er det ikke kun Bowers & Wilkins, der skal revses her; langt de fleste producenter fortsætter hårdnakket med denne løsning i prisklassen.

Fin teknologi
Det er altså noget andet, der gør disse højttalere til noget særligt. Diskanten – med en såkaldt nautilus-pibe til at tage hånd om bagudstrålingen – har lånt teknologi fra CM10 og har en membran med aluminium-dome. Desuden er der brugt teknologi fra 800-serien til at afkoble diskanten fra kabinettet, så den sidder i en slags fjedrende ophængning. Det forhindrer resonanser fra kabinettet i at forplante sig til diskant-elementet og forstyrre de små luftbevægelser, som en diskant laver.

Mellemtonen har – som sædvanlig for B&W – en membran af flettet kevlar med coated bagside og er af FST-typen, hvilket betyder, at der ikke er noget almindeligt kantophæng, kun en ring af skum på bagsiden af membranen, som styrer bevægelserne. Det er en nu klassiske B&W-løsning, som anvendes i alle de dyre modeller.

Diskant-elementet skilt ad. Det sidder i en flydende ophængning med en “nautilus-pibe” på bagsiden.
Diskant-elementet skilt ad. Det sidder i en flydende ophængning med en “nautilus-pibe” på bagsiden.

Bas-elementerne er af sandwichtypen med en aluminiummembran i to lag. Det skulle mindske resonans og give en renere bas samt en glattere overgang til mellemtonen. For alle elementers vedkommende er der arbejdet på at flytte de forskellige elementers resonansfrekvens så langt væk fra elementets hørbare arbejdsområde som muligt. Det giver mindre forvrængning og en renere lyd, samtidig med at man kan bruge et enklere og mere faserigtigt delefilter.

Det er altså ikke småting, der er tale om, rent lydmæssigt, og efter min mening er B&W’s prioriteringer på disse højttalere i orden. Jeg skal heller ikke kritisere designet sønder og sammen, for takket være en fint udført frontbaffel og B&W’s typiske gule mellemtone-element får højttalerne karakter og skiller sig positiv ud fra mængden af traditionelt udseende højttalere. Altså med den hvide finish.

Lyden er vigtigst
683 S2 har en fornuftig, ret hurtig og spændstig bas, selv om den ikke opleves som voldsomt dyb. Vi får en ganske mættet lyd, hvis karakter minder om CM10’s, som jeg for nylig havde på besøg. Altså højttalere, der er harmoniske over hele frekvensområdet og spiller med power, prægnans og musikalitet.

Her er en luftig og åben diskantgengivelse, der opleves som noget blødere og mere behagelig end på tidligere B&W-modeller, præcis som med CM10. De har gjort noget ved diskanten, som jeg tror, kritikere af den til tider noget omstridte B&W-diskantgengivelse vil sætte pris på. Her opleves diskanten som mere harmonisk, og for dette prisinterval er det rigtig godt.

Mellemtonen er velartikuleret og håndterer f.eks. sangstemmer og radio-speak rigtig godt. Det er langtfra alle højttalere, der kan gengive radionyhederne, så oplæserens stemme bliver troværdig – eller man overhovedet kan høre, hvad der bliver sagt.

Konklusion
Bowers & Wilkins 683 S2 er en meget vellykket opdatering af den succesrige 600-serie. At producenten udvikler teknologi til high-end segmentet og implementerer den i de lavere prisklasser, giver gode forudsætninger for vellykkede højttalere, der er til at betale. Hele serien er blevet bedre på alle planer, og 683 S3 ligger lydmæssigt i toppen af prisklassen. Fremragende!

Lyd & Billede mener

603 S2 indeholder fornem teknik fra producentens topserier, hvilket løfter lyden til et højt niveau for prisklassen. Højttalerne er lette at placere og spiller harmonisk over hele frekvensområdet med kraft, prægnans og spilleglæde. Designet er ikke særlig spændende, i hvert fald ikke i sort. Kvalitetsforskellen mellem højklasse-elementer og et mere standardpræget kabinet er mærkbar.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Trådløse guldpokaler

Er dette Samsungs "Sonos-killer"?

Klassens bedste kompakthøjttaler

Stor lyd - men vi savner noget

Vi tester prisvenlige soundbars

Scroll to Top