TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

test: Audiovector R3 Arreté

Når himlen åbner sig

Danske Audiovector har kastet deres kærlighed på løbende opgraderinger. Vi kan dog ikke tro andet, end at deres high-end 3-serie nu har nået sit klimaks.

Af / 18/10/2019 - 13:18
Audiovector R3 Arreté

Lyd & Billede mener

  • Så let på tå, så lynhurtig og så luftig! Det er noget af det bedste, vi har hørt fra en så kompakt gulvhøjttaler. Og det bliver endnu bedre, hvis du jorder den!
  • Den stramme bas er lidt på bekostning af fyldigheden.

Audiovector har en anderledes praksis med deres højttalerserier. Nemlig at en højttalermodel findes i flere udgaver, ligesom når man køber bil. Hvis du går ind til en VW-forhandler og spørger til en Golf, vil forhandleren spørge: Hvilken Golf? Det samme vil Porsche gøre, hvis du vil have en 911 (vidste du, at der findes ti forskellige 2019-udgaver af 911?).

I modsætning til når du køber bil, vil Audiovector imidlertid ikke låse dig til den udgave, du har købt, men giver dig mulighed for at opgradere højttalerne, hvis budgettet tillader det på et senere tidspunkt.

Du kan bruge 25.000 kroner på et par SR3 i den billigste variant, Super, og derefter opgradere – gerne i flere trin – indtil du til sidst sidder med den dyreste version kaldet SR3 Avantgarde Arreté. Som i øvrigt koster 60.000 kroner for et par, hvis du køber dem direkte.

For to år siden kom SR3 imidlertid i en endnu vildere version, nemlig Arreté Raw Surface. Det var en udgave klædt i beton med en helt ny diskant og et nyt delefilter. Den kunne man i øvrigt ikke opgradere til, men måtte købe direkte. Der blev kun lavet 100 par, og et af dem har stået i vores testrum indtil nu. Prisen på Raw Surface var 90.000 kroner for et par, men den er nu udsolgt.

Audiovector R3 AR white walnut 62989
Forrest står Audiovector R3 Arreté i skinnende hvidt, mens kabinettet i baggrunden er i italiensk valnød. (Foto: Audiovector)

En helt ny 3’er

Efter Raw Surface har Audiovector lavet R8, en lillebror til flagskibet R11. I udviklingen af denne højttalere – som koster 400.000 kroner parret (!) – har man lært noget nyt. Ikke bare kunsten at lave endnu bedre højttaler-enheder, men også at man ved at koble de rigtige komponenter i delefilteret til jord kan halvere den elektriske forvrængning (3 dB).

Annonce

Denne lærdom er blevet brugt, da man skulle skabe en endnu bedre højttalerserie end SR3. R3, som den hedder, er tilgængelig i udgaverne Signature, Avantgarde og Arreté – med mulighed for at opgradere fra den ene udgave til den anden. Det er dog kun Arreté-versionen, der kan kobles til jord.

Priserne ligger omtrent, hvor forgængerne lå, men med Signature som den billigste model er startprisen nu 35.000 kroner. Arreté-udgaven er noget dyrere end SR3 Avantgarde Arreté, men en god nyhed er, at den skulle være både bedre og billigere end Raw Surface-versionen af SR3 Arreté. Den koster nemlig 72.500 kroner, altså 17.500 mindre end Raw Surface. Hep!

Endnu bedre end bedst

SR3 Raw Surface sendte mig til himmels, og det kunne ikke blive meget bedre. Men så hørte jeg R3 Arreté.

Selve klangkarakteren er meget lig Raw Surface. Luften i toppen og den fantastiske mellemtone, der får magien frem, når vokalister i verdensklasse folder sig ud. Uanset om det er Pavarottis legendariske vibrato eller de overjordiske overtonestrukturer i Cecilia Bartolis stemme, får højttalerne det frem som den største selvfølge.

Med de to modeller side om side i vores testrum aner jeg måske et lillebitte lag med flere overtoner hos R3 Arreté, men samtidig vil jeg ikke udelukke, at det er ønsketænkning. Man vil jo gerne have, at en ny model skal lyde bedre! Én ting, der i hvert fald er sikker, er at R3 Arreté ligesom Raw Surface er meget bedre end SR3 Avantgarde Arreté, den tidligere topmodel.

Audiovector R3 AR black 62993
Audiovector R3 Arreté i sort. (Foto: Audiovector)

Strammere bas

Der er større forskelle at høre i bassen. Ved første gennemlytning (efter ca. 50 timers “tilspilningstid”) synes jeg, at bassen er slankere på R3. Raw har mere tryk på bassen på fladt producerede pop- og rap-numre. Hvilket gør dem en tand mere underholdende at lytte til på produktioner, der i udgangspunktet ikke er specielt underholdende. Mere tilgivende over for dårlige produktioner, simpelthen.

Men efterhånden står det klart, at det er, fordi bassen på Raw er lidt trægere end på R3. Den er skam taktfast, bestemt, men på R3 reagerer den endnu hurtigere. Hør f.eks. kontrabassen på Patricia Barbers “Summertime” fra A Distortion of Love. Okay, der er ikke samme kraft i bunden som på den større SR6 Arreté, men den er lige så klippefast som på SR3 Raw. Og endnu sprødere og tonalt mere luftig.

Til jord skal du blive

Så er det blevet tid til at slutte jordkablet (som Audiovector kalder Freedom) til. Det kobles fra jordingspunktet på hver højttaler til stikkontakten, men bemærk, at det kun er jord, der er tilsluttet.

Det, der så sker, er rimelig opsigtsvækkende. Lyden bliver hverken højere eller lavere, og selve klangbalancen er den samme. I stedet er det holografien, der er anderledes. Nærmere bestemt at lydbilledet får bedre fokus. Instrumenter, der er mikset i centrum, trækkes endnu tydeligere ind mod midten i stedet for at smøres lidt ud til hver side.

Audiovector R3 Arrete rear 62991
Forgængernes tri-wiring er nedskaleret til bi-wiring for at give plads til jordingspunktet. (Foto: Audiovector)

Bækkener, der panorerer fra venstre mod højre, er endnu tydeligere placeret i stereobilledet. Det hører man især på monoindspilninger, f.eks. Frank Sinatras “Only the Lonely” fra 1958-albummet af samme navn, remastret i MQA i 2018. I stedet for at males ud mod siderne står Frankie Boy og klaveret midt i rummet, næsten som om de spiller gennem én højttaler placeret midt på gulvet.

Tilsvarende vil en indspilning med stor stereobredde males endnu bredere ud, fordi fasen er endnu mere fasttømret. Hunden i starten af Roger Waters’ “The Ballad of Bill Hubbard” lyder virkelig, som om den kommer bagfra til højre takket være QSound-processering og højttalernes faserigtige respons.

Konklusion

Når budgettet øges til 80.000 kroner for et par gulvhøjttalere, har størrelsen det med at øges tilsvarende. Hvilket er blæret, men upraktisk. Derfor er det meget glædeligt, at der også findes high-end-producenter, som lægger deres sjæl i et par kompakte gulvhøjttalere. Og når det gælder kompakte gulvhøjttalere til omkring 100.000 kroner, kender vi intet bedre end Audiovector R3 Arreté.

Lyden er yderligere forfinet i forhold til den allerede fantastiske SR3 Raw Surface. Bassen er endnu strammere, instrumenterne får endnu mere luft, og det lyder bare fantastisk. Og hvis du kobler Freedom-jordkablet (som koster små 5.000 kroner ekstra) til, får du et stereoperspektiv, der langt overgår det næstbedste blandt gulvhøjttalere i denne klasse.

Audiovector R3 Arrete 62992
(Foto: Audiovector)
Karakter
Audiovector R3 Arreté
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

6 kommentarer til “Audiovector R3 Arreté”

  1. Hejsa, hvilken elektronik og kabler har i testet højttalerne med? Hvad kan i specielt anbefale af elektronik/kabler, der lyder ‘magisk’ på Audiovector’s 3-serie Arrete?

    1. René Thorsø

      lyder som en super højtalere men synes di air motion diskanter er meget lyse
      dem jeg har hørt

  2. Hej
    Mange tak for endnu en test af en kompakt gulvhøjtaler. De manglende røde stjerne må vel skyldes at
    en højtaler i kompaktklassen – men til de penge – tilsyneladende ikke trækker bassen ned på et niveau
    hvor man får den fulde holografiske oplevelse hvilket i min optik er en særdeles vigtig information.
    Efter en tid i jeres udmærkede blad med gadgets her og der, er der rigtig mange som mig selv der drømmer om
    snart at kunne læse nogle test vedrørende” blærede og brovtende” højtalere som Dynaudio´s Confidence 50 og ikke mindst 60èrn,
    højtalere der må kunne fylde en stue med en STOR og REN lyd? Vi glæder os:-). Mvh Peter

  3. Keld Snejbjerg Nielsen

    Hej! En fin test af en sikkert ganske udmærket højtaler. Jeg har dog efter 35 år med hifi ikke hørt en højtaler med 6,5 tommer basser spille rigtig bas. Jeg synes tit det bliver lidt naivt med den “stramme bas” osv. I virkeligheden handler det jo bare om, at de qua fysikkens love simpelthen ikke kan spille en bas som nærmer sig noget realistisk. Det er også helt fint, de er jo stylede og konerne er sikkert tilfredse når det skal være, men for mig at se er det mere et møbel med fornuftig lyd end en højtaler med realistisk lyd. Jeg kunne godt tænke mig, at se test af højtalere med seriøse basenheder, som ikke skal tilfredsstille konerne men mændene…..just my two cents

  4. Hvad spiller bedst? Disse eller Dynaudio Confidence 20? Eller R1 Arreté med en R Sub?

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?

Dynamit på boghylden

Seks budgetvenlige soundbars

Lyngdorf til lavpris?