Med varm og fyldig lyd er Pro-Jects pladespiller et godt valg. Den leverer et stort og klangrigt lydbillede, men mangler lidt af åbenheden og opløsningen fra de bedste.

Ligesom med Argons pladespiller – der kommer fra samme fabrik – er opsætningen nem, og justering av nåletryk og anti-skating er gjort på få minutter. Hvis man følger den letforståelige brugsanvisning.

Pladespilleren, der fås i flere farver – vores var solgul – er den mest kompakte i testen, og selv om den er simpel, er den godt bygget med en lækker arm støbt i kulfiber. Hastighedsafvigelsen er marginal med + 0,25 procent hurtigere rotation og minimale udsving.

Til daglig brug behøver man bare at starte motoren med en lille knap foran på undersiden af pladespilleren og sænke den enkle Ortofon-pickup ned i rillen. Så spiller den rigtig godt.

Klavermusik lyder klippefast, og der er endda dybde i de laveste oktaver. 2L-indspilningen med Jan Gunnar Hoff får overbevisende dybde, og stereoperspektivet er solidt med både bredde og format. Lydbilledet er i det hele taget både behageligt og medrivende, og Ola Gjeilos klaverimprovisationer gengives med indlevelse og god dynamisk kontrast.

Større besætninger som Neil Cowley Trio klares fejlfrit, uden at pladespilleren roder lydbilledet for meget til, når musiceringen tager til i kompleksitet. Men jeg kunne godt have ønsket lidt mere drive og dybde i bassen, for selv om balancen i lydbilledet er god, kan det ikke nægtes, at det hele kan lyde lidt for slankt.

Det er dog ikke noget stort problem, for strygerklangen fra Marianne Thorsen og Trondheimsolisterne bliver aldrig så tynd, at det lyder spidst eller ubehageligt.

Pro-Jects pladespiller er et godt køb på alle måder. Den er utrolig nemt at bruge og spiller virkelig godt, også fra USB-udgangen. Lyden er ikke af den mest transparente slags, men som pladespiller for begyndere er den en rigtig godt køb.

Også i denne test:

Seks letbetjente pladespillere