De er bedre kendt for kassette- og spolebåndoptagere, men TEAC laver også pladespillere. Som denne. En stilig grammofon, der ikke fylder meget, men er nem at sætte op og bruge, og spiller fint. Måske ikke så varmt, fyldigt og medrivende som de bedste i testen, men det er ikke meget, der adskiller TEAC’s grammofon fra de bedste.

Klangen er lidt mere grå end på Audio-Technicas og Sonys pladespillere, og ikke lige så fyldig som på Pro-Jects, men den leverer et stort og stabilt lydbillede med veldefineret bas og god dynamisk kontrast.

Hastighedsafvigelsen er den største i testen med + 0,47 procent, men pladespilleren kører meget jævnt og er ikke særlig følsom over for vibrationer. I hvert fald ikke mere end de andre i testen og ikke i nærheden af Scansonics nervøse plastickabinet.

Neil Cowley Trio sprudler ikke ligefrem her, men TEAC TN-300 følger rigtig godt med i de mere komplekse dele af den lidt vanskeligt tilgængelige jazz, som trioen spiller.

Ligesom de fleste andre pladespillere i testen formår den ikke at hente dybbassen ud af rillerne, men klaverklangen fra Jan Gunnar Hoffs og Ola Gjeilos 2L-indspilninger lider ikke nævneværdigt under det. De dybe oktaver kommer stadig godt frem, og selv om klangen er lidt mørkere og lydbilledet ikke lige så transparent som på de bedste pladespillere, fænger TN-300 temmelig godt.

Det skyldes, at den har god dynamisk kontrast i bassen, der giver f.eks. trommer og kontrabasser godt med tyngde og drive. Der er ikke så meget klang i strygerne på Mozart-indspilningen med Marianne Thorsen og Trondheimsolisterne, og lydbilledet mangler lidt af dybden fra testens bedste pladespillere.

Ligesom de andre i testen vil TEAC lyde endnu bedre med en bedre pickup, men til prisen er den stadig et godt køb for begyndere, der gerne vil have en ukompliceret grammofon med god lyd, som også ser godt ud.

Også i denne test:

Seks letbetjente pladespillere