TEST: Qobuz

Streaming er fantastisk: Man har adgang til – rundt regnet – al musik, hvor som helst og når som helst. Og selv om man har en velvoksen musiksamling og nyder følelsen af at kunne holde et album i hånden, er det hurtigere at finde et bestemt stykke musik med mobilen, end det er at ligge på knæ foran reolen og lede.

Desværre har streaming tidligere været forbundet med dårlig lydkvalitet. Spotify, der stort set er dominerende, leverer 320 kilobit som deres “high quality” lydkvalitet. Og hos Apple Music er billedet det samme.

Tidal har hidtil været den eneste musiktjeneste med officiel skandinavisk tilstedeværelse, der har tilbudt musik i tabsfri kvalitet. Men det monopol er nu blevet brudt af franske Qobuz. Det handler ikke bare om, hvorvidt der findes en hjemmeside på dansk, og om man kan betale med dankort. Men også om, at de kunstnere, som danske brugere forventer, er tilgængelige. Og det er de!

Høj opløsning

CD-kvalitet er et mindstekrav for musiknydelse i hi-fi-kvalitet. I hvert fald hvis det foregår på hjemmeanlægget. Men der, hvor det næste slag skal stå, er HD-lyd. Altså lyd med en højere opløsning end de 16 bit/44,1 kHz, der er CD-formatets begrænsning.

Afhængigt af musiksmag og held vil en større eller mindre del af bagkataloget fra dine yndlingskunstnere være tilgængelige. Jo smallere og mere eksotisk smag, jo mindre er chancen. Men der er en god portion tilfældighed indblandet.

Som dyrker af engelsk prog-rock glæder jeg mig over at finde hele Pink Floyds bagkatalog i HD-opløsning. Men undrer mig over, at intet af Genesis’ repertoire er tilgængeligt i samme kvalitet. Og det er mig ingen trøst, at The Monkees Greatest med det engelske tyggegummi-popband af samme navn fås i fuld 24 bit/192 kHz opløsning.

Qobuz er ikke alene om at tilbyde HD-kvalitet. Det samme gør Tidal. Hos dem hedder kvaliteten Masters, og hos begge er HD-lyden inkluderet i samme abonnement som almindelig CD-kvalitet.

Men hvor Tidal bruger det kontroversielle MQA-format, der dels er tabsgivende og dels kun understøttes af få hardwareproducenter, er filformatet hos Qobuz FLAC. Det betyder, at HD-filerne kan afspilles på alle digitalkonvertere (og for den sags skyld alle multirumssystemer).

Det betyder også, at Qobuz stiller store krav til internetforbindelsen. Afspilning af 24 bit/192 kHz får det trådløse netværk til at gispe efter vejret ved 32 megabit i sekundet. Hvilket er omkring det dobbelte af, hvad der kræver at se film på Netflix i 4K-kvalitet!

Danske navne er også med. Både de kendte og de smalle, som fortaber sig i 60’ernes tåger. Men kun i CD-kvalitet.

Æbler vs. pærer

Almindeligvis er det en forudsætning, når man vurderer lydkvalitet, at de ting, der sammenlignes er … sammenlignelige. Og når det gælder streaming-tjenester, skal man holde tungen lige i munden. For skyldes forskellen i lydkvalitet overførslen, eller handler det om kildematerialet?

Det samme album findes ofte i flere udgaver, der umiddelbart ser identiske ud. Der kan være tale om en nyere remastering – eller endda om flere forskellige remasters. Og særlig populære albums kan være udsendt i særlige audiofile versioner.

Som plade- og CD-køber er jeg smerteligt bevidst om dette. En del centrale albums i min samling har jeg købt mindst fire gange: Først på LP, så på half-speed-mastered jomfruvinyl, siden på CD og derefter i mindst én remaster-udgave!

Ud over remasterede udgaver, som kan afsløres ved at læse det med småt, kan den samme version desværre også optræde i forskellig kvalitet på streaming-tjenesterne. Når en streaming-tjeneste anskaffer musik, køber de jo ikke fysiske albums, men digitale lydfiler – og tusindvis ad gangen.

Hvad skal du så stille op med det? Almindeligvis betaler det sig at vælge den nyeste udgave, og er der en audiofil version, så vælg den.

Nogle gange er det i øvrigt helt i orden at sammenligne æbler og pærer. Qobuz har således en del albums i HD-opløsning, som på andre tjenester kun tilbydes i almindelig CD-kvalitet. Det taler naturligvis til deres fordel.

Er der så en forskel?

Hvis du er vant til tabsgivende streaming fra Spotify eller Apple Music, kan du lige så godt indstille dig på, at den månedlige udgift herefter vil være fordoblet. For det er meget bedre. Så meget, at du næppe vil vende tilbage igen.

Har du allerede abonnement på Tidal HiFi, er forskellen mere subtil. Tidals Masters er i HD-kvalitet, men det er ikke tabsfrit. Direkte sammenlignet over udstyr, der kan dekode MQA (en NAD C658 forforstærker med BluOS) er forskellen lille. Der er måske en smule mere frihed og åbenhed. Lidt mere luft mellem instrumenterne. Men det kræver i bedste fald en god optagelse. Og ikke alle albums, der er tilgængelige i HD-kvalitet, har reelt noget at bruge al den opløsning til.

Bemærk, at dette gælder, uanset hvilken streaming-tjeneste musikken afspilles gennem. De fleste albums går igen mellem tjenesterne.

Hvad der til gengæld gør en forskel, er, at Qobuz ikke kræver særlig hardware for at dekode HD-lyden. Hvis din digitalkonverter eller forstærker ikke understøtter MQA, afspilles Tidal Masters i almindelig CD-kvalitet.

Besværlig brugerflade

Der er angiveligt 60 millioner musiknumre på Qobuz (omtrent samme antal som hos konkurrenterne Tidal og Spotify) – men de er ikke nemme at finde! Søgefunktionen er sådan set dyb nok, og man kan søge på ikke blot kunstner og titel, men også komponist, optrædende og pladeselskab.

Problemet er den uoverskuelige måde, resultatet præsenteres på. Albums, singler og enkeltnumre præsenteres mellem hinanden uden at være sorteret hverken alfabetisk eller efter udgivelsesår. Og samme album kan optræde flere gange tilfældige steder på listen, hvis det findes i flere udgaver.

Når man langt om længe har fundet det nummer, som man leder efter, kan det gemmes i en playliste. Men også her spænder Qobuz’ brugerflade ben: Hvor organisering af playlister er en simpel klik-og-træk-operation på andre streaming-tjenester, sker det gennem en kompliceret menufunktion på Qobuz. I Windows-app’en krævede det hjælp fra Qobuz’ tekniske support at lokalisere den – og i Android-app’en lykkedes det aldrig.

Konklusion

Med Qobuz’ indmarch på den nordiske scene er der lagt op til ny konkurrence på højkvalitets-streaming. Et område, hvor Tidal hidtil har været enerådende.

Qobuz stiller med et katalog med masser af højopløst musik, og de gør det i ukomprimeret FLAC-format, der ikke kræver speciel hardware. Brugerfladen er dekorativ, men dysfunktionel, men alt i alt er oplevelsen positiv. Da man kan få en måneds gratis prøveabonnement, er der ikke meget at betænke sig på.