TEST : Mola Mola Tambaqui

Enestående DAC slår rod i sjælen

Fra en producent, jeg ikke havde hørt om, kommer et virkeligt unikum af en DAC. Faktisk den bedste, jeg har hørt.

Mola Mola Tambaqui

Lyd & Billede mener

Lyden er fænomenal! Forvrængning og støjgulv er på så forsvindende niveauer, at man er helt inde i den musikalske kerne. Brugervenlig streaming med Roon.
Det bliver en tårevædet afsked …
  • Indgange: Optisk TOSLINK, SPDIF, AES/EBU, USB-B, HDMI (i2s)
  • Udgange: Stereo XLR (variabel volumen), hovedtelefoner (6,3 mm og XLR), 12 V trigger
  • Streaming: Bluetooth (LDAC, aptX, AAC, SBC), Roon Ready
  • Opløsning: 32 bit/384 kHz, DSD256 (11,2 MHz)
  • DAC: PWM, 32 trins analog FIR
  • Betjening: Fjernbetjening, app og frontpanel
  • Mål: 20 x 11 x 32 cm
  • Vægt: 5,2 kg
  • Finish: Aluminium m. sorte sidepaneler
  • Web: perfect-sense.se
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 75000 kr

Man skal bare kaste et hurtigt kig på chassiset på DAC’en Tambaqui fra hollandske Mola Mola for at forstå, at det her er dyre sager. Sådan nogle bølgede kurver er ikke billige at fræse ud og laves kun på virkelig dyre produkter. Vi er med andre ord i high-end-segmentet, og prisen nærmer sig det sekscifrede.

Der er noget ved den smalle, men alligevel solide formfaktor, der appellerer til mig, og det runde display bryder frontfladen elegant. Vægten på lidt over 5 kilo er måske ikke noget særligt, men det er også indvendig, magien sker.

Det meste af Mola Mola Tambaquis chassis er fræset ud af ét stort stykke aluminium. (Foto: Mola Mola)

Ingen hokuspokus?

At lave en god digitalkonverter virker ikke som verdens mest krævende job for en hi-fi-konstruktør. Man bruger en hundredlap eller to på den bedste DAC-chip til opgaven, giver den en strømforsyning og en analog forstærkerdel af en vis kvalitet og monterer dem i et chassis. Færdigt arbejde, og så kan du holde fyraften. Sådan kan det i hvert fald virke, når vi taler typiske hyldevarer.

I high-end-segmentet er det anderledes. Her lægger de deres sjæl i at lave virkelig gode DAC’er, modificerer og fintuner kredsløbene omkring DAC-chippen, til de er grønne i hovedet.

Man måler ting som jitter, støjgulv og forvrængning, laver yderligere justeringer og måler igen. Frem og tilbage, indtil man har presset det maksimale ud af DAC’en, alt sammen i musikkens og støjfrihedens tjeneste. Så må man give analogdelen den samme kærlighed, for her er der meget, der kan gå galt – og støj kan introduceres på ny.

Mola Mola Tambaqui
Du finder det, du har brug for af indgange, på bagsiden, inklusive USB og en Ethernet-port, der gør det muligt at streame højopløst musik. HDMI-stikket er til at sende rådata ud via i2s, ikke til at tilslutte din Blu-ray-afspiller. (Foto: Mola Mola)

Et helt andet udgangspunkt

Men også high-end-producenterne har som regel det samme udgangspunkt, nemlig at arbejde ud fra den bedste tredjeparts DAC-chip, de kan finde. Problemet er bare, at tredjepart ikke aner, hvad det er for et spændende produkt, konstruktøren har tænkt sig at lave. I stedet er chippen lavet til at passe til det meste – en “one size fits all”-konstruktion.

Det ville hollandske Mola Mola ikke være med til, men begyndte i stedet fra bunden med deres helt egen konstruktion. Derfor finder du ikke en DAC-chip fra hverken AKM, Burr-Brown eller ESS inde i deres DAC Tambaqui. I stedet er produktet bygget op med kredsløb og digitale algoritmer udviklet af Mola Mola selv.

Ifølge producenten har de bedste DAC-chips på markedet et maksimalt dynamisk omfang på 22 bit og er kun lineære inden for et 20 bit virkeområde. Tambaqui anvender i stedet sofistikeret databehandling, som bl.a. involverer sampling af signalet til hele 32 bit/3,125 MHz, før det behandles videre og derefter konverteres til analogt.

Sådan opnår de ifølge dem selv et signal/støj-forhold på hele 130 dB, tæt på den teoretiske grænse for 24 bit lydfiler. Og de lover, at forvrængningen altid ligger lavere end støjgulvet – uanset dynamisk omfang og lydniveau på kilden. Det burde være umuligt at opnå for producenter, der bruger tredjeparts DAC-chips.

Konstruktøren giver troværdighed

Det er påstande, der kan være svære at sluge, især da du sandsynligvis ikke har hørt om Mola Mola før. Det havde jeg i hvert fald ikke. Men chefkonstruktøren er straks en anden historie.

Han hedder er Bruno Putzeys, er teknisk ansvarlig hos Kii Audio og ansvarlig for klasse D-forstærkningen og den digitale indmad i deres højttalere. Han er også hjernen bag Hypex’ digitale forstærkermoduler, der bruges af flere high-end-producenter. Så det er ikke hr. hvem som helst.

(Foto: Mola Mola)

Lydkilder

Ud over normale digitalindgange som TOSLINK og SPDIF finder du både AES/EBU og en USB-indgang, der understøtter op til 32 bit/384 kHz PCM og 22,5 MHz DSD-signaler (DSD512). Med andre ord alt, hvad du kan finde på at smide efter den.

Som Roon-bruger konstaterer jeg med glæde, at DAC’en er Roon Ready via Ethernet-porten. Bare plug den i og stream fra en PC, der er koblet på det trådløse netværk.

Ubalancerede udgange er der ikke nogen af – her er det XLR ud, der gælder. Og hvis du ser nøje efter, finder du to hovedtelefonstik på bagsiden: Et 6,3 mm jack-stik og en firepols XLR, der giver separat jord til højre og venstre kanal.

Usædvanligt nok for en high-end-DAC har den også Bluetooth, der understøtter bedre lyd med aptX- og AAC-codecs, og desuden Sonys LDAC-codec, som giver noget nær tabsfri lyd over Bluetooth.

Betjening

Mola Mola Tambaqui kan styres med en fjernbetjening, og hvis du har lyst til at bruge 5.000 kroner på sådan en, så tilbyder Mola Mola skam det. Gudskelov følger der også en omprogrammeret Apple TV-remote af den gamle type med (ikke et ualmindeligt trick). Eller du kan bare downloade Mola Mola Remote-app’en og styre den fra mobilen.

Hvis du vil smide nogle tusind kroner efter en lækker fjernbetjening, kan du gøre det. Men du kan også lade være og bruge mobil-app’en eller den omprogrammerede Apple TV-remote, som distributøren har vedlagt. (Foto: Mola Mola)

Førsteindtrykket

I Lyd & Billedes testrum står vores trofaste, men efterhånden lidt for ofte omtalte Hegel-rig bestående af DAC’en HD30, forforstærkeren P30 og to styk H30 effektforstærkere. Elektronik, der tilsammen koster mere end 200.000 kroner, hvoraf DAC’en udgør de 30.000.

Der er ingen tvivl om, at det lyder godt, både med vores nye reference blandt højttalere i klassen under 100.000 kroner, Audiovector R3 Arreté, og desuden et par højttalere, som vi har testet for nylig, Vivid Audio Kaya 90, som til 200.000 kroner parret lyder meget åbent, ufarvet og exceptionelt dynamisk!

Med Hegel i alle elektroniske led lyder det virkelig heftigt og uanstrengt. Der er både tryk på og godt med luft, og lydbilledet præsenteres så åbent og ærligt, at jeg ikke rigtig kan se, hvordan MQA-versionen af Susanne Sundførs “Undercover” live fra the Barbican i London skal kunne lyde meget bedre. Software-dekodet i Roon, da HD30 ikke understøtter MQA direkte.

Det gør Tambaqui for så vidt heller ikke, men hvad gør det? For når den tilsluttes, er det, som om endnu et silkeslør løftes væk fra lydbilledet, og man kommer endnu tættere på kernen.

Men det foresvæver mig, at forskellene burde være større. Det ikke er let at vide, hvad man skal lytte efter, og forskellene er på detaljeniveau. Jeg nåede kun lige at høre den ved siden af Merging NADAC PL8, før sidstnævnte skulle returneres, og også her var der små forskelle at høre. Men jeg bildte mig ind, at Tambaqui var en tand mere skarp – selv om NADAC måske er verdens bedste multikanals DAC.

Jeg skifter til den integrerede McIntosh MA7000, som i endnu mindre grad afslører forskellene. Det lyder lidt for varmt og tykt.

Mola Mola Tambaqui testes mod den væsentlig billigere Hegel HD30, der dog præstationsmæssigt er i high-end-klasse. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

På studietur

Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med ikke at kunne høre forskel på en DAC til 30.000 kroner og en til 75.000, selv om jeg ved, at Hegel HD30 er rigtig god til prisen. Her er vi nødt til at finde på noget.

Jeg fik et tip af importøren om, at en studietekniker i Oslo netop havde købt Mola Mola Tambaqui til brug i sit arbejde. “Fordi han ikke kunne leve uden,” som det blev sagt. George Tanderø hedder han, og han har mikset en bunke norske albums med bl.a. Kari Bremnes, Magne Furuholmen fra A-ha og Bjørn Eidsvåg. Men han er først og fremmest mastering-tekniker og har i den disciplin artister som Madrugada, DumDum Boys og Astrid S på samvittigheden. For bare at nævne nogle få.

Det hører også med til historien, at jeg kender George i forvejen. Ikke alene gik vi på lydlinjen sammen i vores grønne ungdom, vi boede faktisk også sammen. Vi talte om og nærmest levede og åndede for lyd døgnet rundt, og der er ikke mange ører, jeg har mere tillid til. Det stod klart, at jeg måtte lægge vejen forbi hans studie.

Legestue

George har lydbehandlet sit studie indtil benet med hjælp fra en amerikansk akustiker ved navn John Brandt. Der er virkelig en fantastisk akustisk, hvor det, der er af efterklang, lyder meget naturligt. Ingen flanger-effekter her, men alligevel er det så levende, at man kan spille musik på anlægget og mærke gåsehuden rejse sig.

Jeg har Hegel HD30 med under armen, og vi kobler de to DAC’er parallelt til en passiv forforstærker af høj kvalitet, så vi hurtigt kan skifte frem og tilbage. Tambaqui har et højere udgangsniveau, så den dæmpes til det rigtige niveau ved hjælp af en decibelmåler.

Ved at sætte den til et stykke under 100 procent får den teoretisk set et dårligere udgangspunkt, da det kan gå ud over den digitale opløsning. Men det burde ikke være noget problem, da den har så meget dynamisk spillerum.

I George Tanderøs mastering-studie i Oslo fik vi virkelig at høre, hvad Mola Mola Tambaqui formår. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Klare forskelle

Forskellene mellem de to DAC’er vokser sig langt større end det, jeg selv kunne få frem i vore lytterum. Højttalerne er et par velvoksne ATC SCM100ASL Pro, som George har indfældet i en baffelvæg, optimalt vinklet mod lyttepositionen bag miksebordet. Der er en vanvittig dynamik i dem, samtidig med at de gengiver lyden så musikalsk og veldefineret, at det meste rendyrkede hi-fi blegner i sammenligning.

“Det er jo sådan, det skal lyde!” udbryder jeg, da Rage Against the Machine kører på med “Bullet in the Head”.

Forskellen ligger i, at mens Hegel-DAC’en lyder både ufarvet og detaljeret, så er det, som om stjernehimlen åbner sig bag musikerne, når vi skifter til Tambaqui. Bækkener skinner mere, der er bedre adskillelse mellem instrumenterne, og selv på dødsmetal kan man høre rummet mellem bækkenerne meget klarere, når det er Tambaqui, det styrer slagets gang.

Forskellene er lette at høre, og man registrerer dem med det samme, uanset musik. F.eks. på Laura Marlings “Soothing”, hvor kontrabassen får mere tyngde, men også med klarere detaljer fra strengeanslagene. Og hvor kantslaget på lilletrommen markerer rytmen på en mere bestemt, men samtidig ømfindtlig måde.

“Det er de samme slags forskelle med de DAC’er, jeg har brugt indtil nu,” konstaterer George. DAC’er, som han ikke vil oplyse navnene på, fordi han ikke ønsker at sværte nogen til.

Måtte bare købe den

“Da jeg hørte Mola Mola-DAC’en, vidste jeg bare, at jeg var nødt til at købe den. Så jeg måtte refinansiere boliglånet for at få den ind i studiet. Om det kan betale sig, er måske tvivlsomt, men så får artisterne i hvert fald den bedst mulige behandling af deres musik.”

Men George havde faktisk ikke prøvet Tambaqui til monitoring før nu. Kun som et led i mastering-kæden. Han bruger en anden DAC til lytning. I hvert fald lidt endnu.

“Efter at have hørt det her har jeg fået et problem. For nu vil jeg have en til! En, der er i indspilningskæden, som jeg bruger den nu, hvilket kommer artisterne til gode. Og så en til, som jeg kan lytte til, mens jeg sidder og skruer på knapperne. Men det har jeg sgu ikke råd til!”

Jeg forlader George Tanderøs mastering-studie i det nordlige Oslo med tre tanker i hovedet: For det første er jeg misundelig på Georges studie og akustik. For det andet er Tambaqui en sygt god DAC. Og for det tredje tror jeg, at jeg har ødelagt hans dag. Nu må han jo have to af dem …

De to DAC’er blev matchet i lydniveau med hjælp fra lydtryksmåleren SPL Pro for iPhone. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

At teste en DAC er ikke det samme som at teste en forstærker. Det er mere subtile forskelle, det handler om, og hvis man ikke har rummet og udstyret i orden, gør det jobbet svært. Mola Mola Tambaqui lyder godt på selv halvdyrt udstyr i en almindelig stue, men det er først, når man får alting på plads, at den virkelig blomstrer – og for alvor skiller sig ud fra andre gode DAC’er.

Da vi tog til et mastering-studie med topudstyr og gennemført akustik, blev forskellene afsløret så klart som dagen. Tambaqui lægger afstand med et dybere, bredere og mere velordnet lydbillede. Man kommer tættere på musikken. Og bag alle nullerne og ettallerne er det trods alt det, det handler om.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 3 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
forfatter

Geir Gråbein Nordby

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.
1 kommentar

Skriv et svar

    Læs også

    Den nye iPhone 12 Pro tørrer gulv med konkurrenterne og har det bedste kamera, vi har set hidtil.
    Huaweis første hi-fi-højttaler imponerer. Ikke så underligt, da det er Devialet, der står for lyden.
    Premium-soundbaren LG SN8YG har, hvad man har brug for af udstyr, og lydmæssigt har LG oppet sig. Men hvad pokker har de tænkt på med app’en?
    Marantz’ nye CD-afspiller er også en netværksafspiller. Og en internetradio. Og en DAC. Og en forforstærker. Og en ...
    Der var engang, hvor Apples MacBook Air var det helt naturlige valg, hvis man skulle have sig en prisbillig og ultraslank bærbar computer. Er det stadig tilfældet?
    Marantz Model 30 er en pragtfuld forstærker for både øjne og ører, og byggekvaliteten overgår det meste.
    En netværksspecialist og et high-end lydfirma har sammen begået en smart-højttaler i hi-fi-kvalitet.
    For prisen på et par støjreducerende hovedtelefoner leverer Philips Fidelio X3 uendelig meget bedre lyd.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Marantz Model 30

    Vejl.pris 21499 kr Vanedannende Marantz-forstærker

    Denon DCD-A110

    Vejl.pris 21999 kr Til ære for dine CD-skiver

    Denon PMA-A110

    Vejl.pris 25999 kr Jubilæumsforstærker med klassiske dyder

    Rega io

    Vejl.pris 3995 kr Miniforstærker med maksimumlyd
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.