Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Denon PMA-1700NE

Klassiske hi-fi-dyder

Denon PMA-1700NE er en klassisk stereoforstærker med et nostalgisk touch – og et par moderne tilføjelser.

Skrevet af / 28/11/2023 - 14:00
Denon PMA-1700NE
John Alex Hvidlykke

Dengang jeg var en ung, ranglet nørd (nu er jeg kun nørd), var drengedrømmen et lækkert stereoanlæg med en solid forstærker som centrum. Det er mange år siden, og den klassiske stereoforstærker var i mange år en truet art. Men ligesom pladespilleren og vinylpladerne er stereoforstærkeren ved at få en renæssance.

Denon PMA-1700NE ligner en klassisk stereoforstærker fra før verden havde hørt om streaming. Forpladen domineres af en motoriseret volumenknap på størrelse med en dåse skosværte. Ud over volumenknappen er der bas- og diskantkontrol, balanceknap og indgangsvælger på fronten. Tre små knapper kan henholdsvis slå digitalsektionen fra, springe tonekontrollerne over og vælge mellem MC- og MM-pickup på det indbyggede phono-trin.

Denon PMA-1700NE ligner en klassisk stereoforstærker fra før verden havde hørt om streaming. (Foto: Denon)

At der er pladespillerindgang er en selvfølge på en så klassisk designet forstærker. Men det er et særsyn, selv i noget højere prisklasser, at man kan tilslutte moving coil-pickupper direkte. Indgangsvalget vises i et klart og let læseligt OLED-display.

Det siger sig selv, at hovedtelefonudgangen på fronten har den korrekte diameter: 6,3 mm. Hvis du vil tilslutte noget nymodens bras, må du bruge en adapter. Og nej, der er ikke en sender til Bluetooth-hovedtelefoner!

Denon PMA-1700NE ligner ikke blot noget fra en svunden tid; den ligner også sin forgænger, PMA-1600NE til noget nær forveksling. Og ligesom forgængeren fås den både i sølvfinish og sort – alt efter om du foretrækker det blanke 70’er-look eller de mørke forplader, der har været normen siden 80’erne.

DENPMA1700HNEBK_L_4 DENPMA1700HNEPS_L_4
<
>
Denon PMA-1700NE fås både i sølvfinish og sort. (Foto: Denon)

PC-indgang – men ikke HDMI

På bagsiden finder man to sæt solide, forgyldte højttalerbøsninger, samt et fuldt sæt analoge og digitale indgange, herunder pladespillerindgangen. Man finder også en USB-B-port, så forstærkeren kan bruge en computer som signalkilde. Det er samme konfiguration som på forgængeren, men her virker valget snarere gammeldags end nostalgisk. I dag ville en HDMI-indgang være langt mere anvendelig, således at forstærkeren kunne bruges til TV-lyd i stereo. Det kan den stadig via de to optiske indgange, men man kan ikke styre lydstyrken fra TV’ets fjernbetjening.

Bagsiden er godt fyldt op. (Foto: Denon)

Denon skal til gengæld have ros for at have inkluderet en Ext. Pre in-indgang, der går uden om PMA-1700NE’s egen forforstærker og volumenkontrol. På den måde kan forstærkeren bruges som effektforstærker til frontkanalerne i et surroundsystem med en hjemmebio-receiver.

Der er to sæt højttalerbøsninger, ligesom på klassiske stereoforstærkere, men begge sæt er altid tilkoblet samtidig, så de kan alene bruges til bi-wiring, og ikke til at skifte mellem to sæt højttalere. Bøsningerne er de sædvanlige skruebøsninger med mulighed for også at bruge bananstik – hvis man fjerner de små plastpropper, der skal sikre mod netop det. Propperne sad i øvrigt forbistret godt fast, skal vi hilse og sige!

Der er to sæt højttalerbøsninger, ligesom på klassiske stereoforstærkere, men begge sæt er altid tilkoblet samtidig. (Foto: Denon)

Intet net

Denon PMA-1700NE har digitale indgange, men man leder forgæves efter selv de mest basale streamingfunktioner. Ingen AirPlay, Chromecast eller multirum. Og lad være med at spørge om rumkorretion. End ikke Bluetooth-modtagelse. Du må enten sætte en vinylplade på og tage en slapper. Eller investere i en separat streamingmodtager, f.eks. Denon DNP-2000NE.

Klasse AB

Indeni er Denon PMA-1700NE et behageligt gensyn. Både med klassiske dyder og med teknologien fra PMA-1600NE.

Læs også Til stereoanlæg eller hjemmebio? Marantz Stereo 70s er lige dele stereoforstærker og hjemmebio-receiver. Er den et columbusæg, eller falder den mellem to stole?

Denon PMA-1700NE er en klasse AB-forstærker, som man lavede dem i 70’erne. To solide transformatorer, solide ladekondensatorer og to endnu mere solide køleplader til at aflede varmen fra udgangstransistorerne.  En klasse AB-forstærker producerer nemlig en hel del spildvarme, hvilket ikke ser særlig godt ud på det grønne regnskab – men som ofte også følges med en varm lyd.

Denon PMA-1700NE er en klasse AB-forstærker, som man lavede dem i 70’erne. To solide transformatorer, solide ladekondensatorer og to endnu mere solide køleplader til at aflede varmen fra udgangstransistorerne. (Foto: Denon)

Det betyder også, at PMA-1700NE er tungere end de mere moderne klasse D-forstærkere, som vi oftere møder. 17,6 kilo for at være helt præcis. At der er kræfter i den, vidner også effektopgivelsen i 4 ohms belastning, der er præcis dobbelt så stor som i 8 ohm – altså 140 watt. Sådan skal det gøres!

Lyden af Denon PMA-1700NE

Lyden anslår lige så nostalgiske toner som det ydre. Fra første tone står det klart, at vi har at gøre med en forstærker, der er skabt til hyggelige lyttestunder.

Der er ikke noget mørkt eller dunkelt, men en varme og nærhed, der giver lyst til at smide benene op i sofaen og skænke et glas rødvin (eller en kop te, hvis det foretrækkes).

Volumenknap er på størrelse med en dåse skosværte – og motoriseret. (Foto: Denon)

Denon PMA-1700NE har en overraskende fylde i bunden for en forstærker, der trods alt blot et opgivet til en udgangseffekt på 70 watt. Paukeslagene i Banditen Galopp siger ikke ”bum”, men et fyldigt og klingende ”boumm!,” og synthesizertrommestemmen i Madonnas Dark Ballet fylder stuen med basdrøn. Hvad forstærkeren har i engagement, savnes måske lidt i disciplin. For jeg har hørt begge numre gengivet med bedre kontrol i bunden.

Læs også Behersker rummet I mange rum vil Lyngdorf TDAI-1120 fungere meget bedre end andre forstærkere takket være et vigtigt trick.

Varmen og hyggen går igen i de øvrige toneområder. Stemmer gengives nært og behageligt, og på indledningen til Disturbeds coverudgave af Sound of Silence får man fornemmelsen af at have David Draiman stående i stuen. Lidt senere i samme nummer går illusionen dog tabt. Orkestercrescendoet i slutningen er en af mine yndlingstests af overskud i forstærkere. Og selv om Denon PMA-1700NE har godt med kræfter, mister den overblikket, og det bliver svært at adskille instrumenterne fra hinanden.

DENDNP2000NEPS_DENPMA1700NEPS_L_3_obs-polk-speaker DENDNP2000NEBK_DENPMA1700NEBK_L_2_obs-polk-speaker
<
>
PMA-1700NE er skabt til hyggelige lyttestunder. (Foto: Denon)

Men hold lige hestene! Dette behøver ikke være et stort problem. Der findes forstærkere, der er bedre end Denon PMA-1700NE til at trække de sidste detaljer ud af pladerillerne og bitstrømmene. Hvis ruminformation og knivskarpt dybdeperspektiv er det vigtigste for dig, skal du være beredt på at betale en hel del mere for det. Eller i hvert fald give køb på andre egenskaber. Vi taler faktisk om en komplet klasse AB-forstærker med MM og MC-indgang til en pris, de fleste kan have råd til.

Mange nok ville foretrække at bytte USB DAC-indgangen med en HDMI Arc. (Foto: Denon)

Konkurrenter

Da vi oplever en renæssance for stereoforstærkere, er der ganske mange konkurrenter, der bejler om købernes gunst. Skal det være helt klassisk, kan man få endnu varmere lyd i den genskabte bordgrill Musical Fidelity A1, og i den modsatte ende af teknologiskalaen finder man Lyngdorf TDAI-1120, der både har rumkorrektion og streamingfunktioner. Denon PMA-1700NE lægger sig lydmæssigt midt mellem de to. Den er mere engageret – men også mindre nøjagtig – end Lyngdorf. Og takket være større effekt kan den bruges med et større udvalg af højttalere end Musical Fidelity. Et andet – bogstaveligt nærliggende – alternativ er Model 50n fra søsterfirmaet Marantz.

Læs også En helt speciel oplevelse Den lille forstærker var både beundret og berygtet, det er der flere grunde til.

Konklusion

Denon PMA-1700NE er en forstærker, som det er nemt at holde af. Den spiller med begejstring og nærhed, og den vil være perfekt til hyggekrogen eller herreværelset. Gerne sammen med et par mindre standerhøjttalere, hvor den ret fyldige bas vil blive opfattet som en styrke. Analogfans vil glæde sig over indgang for ikke blot pladespiller, men endda også forstærkning for  MC-pickups. Digitalindgangene er også stort set fuldtallige, selv om mange nok ville foretrække at bytte USB host-indgangen med en HDMI Arc. Netværks- og streamingfunktioner må man imidlertid købe sig til som ekstraudstyr, så hvis bekvemmelighed er i højsædet, findes der mere digitale alternativer.

Karakter
Denon PMA-1700NE
Premium

Lyd & Billede mener

Indbygget pladespillerindgang til MM og MC. Varm og energisk spillestil. Ualmindelig tillidsvækkende og tung i forhold til prisen. Kræfterne er – trods alt – begrænsede. Ingen HDMI-indgang. Ingen indbygget streaming. Man kan få mere detaljeret lyd til prisen.

2 kommentarer til “Denon PMA-1700NE”

  1. Michael Larsen

    Hvad med Yamaha R-N1000A til 11.999kr som konkurrent, den her alle streamings muligheder + dab,net radio og alm radio fm (tror den har flere end denon forstærkeren som b.la amazon music og napster)musiccast, der er hdmi arch, 2 optiske ,1 coaxial og 1 usb indgange, mere effekt 2×100 watt i 8 ohm, ypao lydoptimering, dog har den kun indgang til en mm pickup.

  2. Jørgen Galting.
    Jeg købte Denon PMA 1700NE forstærkeren i 2022 og er meget glad for den. Den er behagelig at lytte til med en klarhed i både diskant,mellem og bas tonerne . Stereobilledet er også stort og detaljeret. Den er forrygende til vinyl . Til prisen er den fantastisk.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kraftigere lyd, end man skulle tro

Referencelyd i premium-klassen

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Lyd & Billede
Scroll to Top