TEST: Circle Labs A200

Sidste års reportagerejse til Audio Video Show 2025 i Warszawa var på mange måder en øjenåbner og i mange tilfælde også en fryd for ørerne. Hi-fi-messen, der var spredt over tre steder i byen, er Europas næststørste. Og det varer måske ikke længe, før den er den største.

De fleste internationale virksomheder var til stede, og ikke overraskende var der mange polske hi-fi-producenter, der hovedsageligt producerer til det indenlandske marked og næsten ikke eksporterer.

Et af disse firmaer er Circle Labs, et af mange nye polske firmaer inden for hi-fi. Vores første møde med Circle Labs og dets grundlæggere Krzysztof Wilczyński og Krzysztof Lichoń var – du gættede det – på sidste års Audio Video Show.

De to grundlæggere spillede på P300-forforstærkeren, M200-effektforstærkeren og den integrerede A200, hvor de skiftede mellem Dynaudio-højttalere i Confidence- og Contour-serien som vi kender godt fra tidligere. Det lød bemærkelsesværdigt godt, selv i et stort rum på det nationale stadion uden for byens travle centrum.

Circle Labs A200

Historien om Krzysztof og Krzysztof adskiller sig ikke meget fra historien om mange andre hi-fi-iværksættere. De er faktisk involveret i noget andet, blandt andet udvikling og produktion af måleinstrumenter til forskning, men de er også forenet i deres passion for musik og hi-fi.

Forstærkeren, de fremstiller, er udviklet af to mænd, der ved, hvad de laver, og det indtryk af kvalitet, som den integrerede A200 giver, er på niveau med andre high-end-produkter, vi har testet. En 15 mm tyk glasplade med sort lak på bagsiden dækker den minimalistiske front, hvor LED’er viser den valgte indgang og lydstyrke.

Når man vender forstærkeren, afsløres fem analoge linjeindgange, hvoraf den ene er balanceret, og et par udgange til en effektforstærker eller subwoofer. Det er alt. Her er ingen streaming, DAC eller pladespillerindgang. To par solide kabelterminaler fra WBT tyder på, at Krzysztof og Krzysztof har tænkt på alle detaljer.

Transistorer og rør

Indvendigt er den bygget som en hybridforstærker med JFET’er forbundet i en push-pull-konfiguration i udgangstrinnet og to ECC88-vakuumrør i forforstærkersektionen. Dette er ikke en usædvanlig løsning; vi har set det samme fra mere kendte producenter som McIntosh, og Luxman gjorde det samme for 50 år siden. Det er altså ikke en ny idé.

Men det er en god idé. Når det gøres rigtigt, kan man få en jævnere og lidt blødere lyd ud af forstærkeren uden at gå på kompromis med effekten.

Som angivet her er den klassificeret til 120 W pr. kanal i 8 ohm og 200 W i 4 ohm. En massiv kondensatorbank på 200.000 µF vidner om rigelige effektreserver, og under vores test var der intet, der tydede på, at den manglede kræfter.

Som Geir undrede sig over, da vi sad og lyttede til A200 sammen med KLH Model Seven: “Jeg var sikker på, at den var meget kraftigere.”

Præcis. Den lyder ekstremt kraftig, og selv i sammenligning med vores Hegel H600, der koster meget mere og er endnu kraftigere, følte vi aldrig, at forstærkeren manglede kraft.

De små rør kan skimtes under gitteret, når forstærkeren er tændt, men hvad man ikke kan se, er de to knapceller, der er placeret ved hvert rør. Deres opgave er at regulere bias-strømmen til rørene, og det er det.

Silkeblød lyd med muskler

Med forstærkeren tilsluttet Model Seven i den ene ende og en Hegel D50 DAC som mellemled til en HiFi Rose RS451 i den anden ende, var det eneste, vi skulle gøre, at vente på, at relæerne tændte for forstærkeren, når rørene var varmet op. Efter cirka et halvt minut lød der et dæmpet klik, og LED’erne holdt op med at blinke. Du kan høre relæerne, når du skifter indgang, og hvis du drejer på volumenknappen, kan du høre små klikkende lyde.

Volumenpotentiometeret er bygget med transistorer fra Khozmo – som også fremstiller sine egne forstærkere – med relæer og en tolerance på 0,1 %.

Displayet kan dæmpes og slukkes med den enkle fjernbetjening, der følger med, og musikken kan dæmpes fra sofaen.

Store dele af vores test af KLH Model Seven blev gennemført med vores referenceforstærker fra Hegel, H600, som har rigeligt med kræfter selv til de mest tungt drevne højttalere. Den puster liv i livløse højttalere og styrer dem med jernhånd. Med 303 (!) watt om bord og en massiv strømforsyning hejser selv de mest genstridige højttalere det hvide flag, når en H600 kobles til.

Netop derfor var både Geir og jeg desto mere forbløffede over, at A200 ikke så ud til at have mindreværdskomplekser, da den erstattede H600 i anlægget. Bevares, H600 har bedre kontrol over de 13-tommer store basenheder, når man spiller virkelig højt. Men på Rage Against the Machine var det ikke let at høre forskel på kontrollen, da A200 blev koblet til.

Circle Labs-forstærkeren skabte et lidt dybere lydbillede end H600. Harry Belafontes Jamaica Farewell fra 1959 lød mere åbent med mere luft i toppen, når A200 var i kontrol. Den skarpe fokus fra Hegel-forstærkeren var blødere på A200, hvilket gav vokalen et let strejf af varme.

Det samme gjaldt Kari Bremnes’ smukke Det Kunne Skjedd. Her lød klaveret kraftfuldt dybt og resonant; det var som om der var flere farver i lyden med A200, eller i det mindste varmere farver. Vokalen blev gengivet silkeblødt, og lydbilledet var lidt smallere, men igen lidt dybere end på H600.

Med A200 tilsluttet vores reference-to-vejs højttaler, Dynaudio Contour Black Edition, lød messinginstrumenterne på Amundsen & Co’s Lill I Utsiktsveien 16a tætte og varme med en smuk bundklang. Klavertoner lød næsten bløde, de var så blide, og lydbilledet føltes som et varmt kram. Black Edition er mere åben og mere nøjagtig end Model Seven, og her var det endnu tydeligere, i hvilken retning lyden fra A200 gik.

Klaverlyden fra Keith Jarrett eller Jan Gunnar Hoff lød varmere med A200 end med H600, og samtidig formåede forstærkeren at løfte fra den laveste oktav på en eksemplarisk måde i de mellemstore standerhøjttalere.

En sammenligning med H400 eller Yamaha A-S3200 er mere oplagt end med H600. Som koster en del mere end A200. Ligesom H600 har H400 bedre dynamisk kontrast, men den leverer ikke den samme glatte og luftige lyd som A200. Yamaha-forstærkeren kommer faktisk tættere på A200 i både ydeevne og lyd, og den koster mindre og inkluderer en fremragende MM/MC-phonotrin.

Sammenligner man A-S3200 med A200, er guitarlyden mere fokuseret og vokalen mere åben på Ambles’ Lonely Island, når Yamaha-forstærkeren er tilsluttet, men A200 leverer et dybere lydbillede med en lidt mørkere tone. Begge lyder fantastisk, bare forskelligt, så i sidste ende kommer det an på, hvad du kan lide.

Tiden med forstærkeren fra Circle Labs har været givende og lærerig. Vi vidste allerede, at polsk hi-fi er en styrke, man skal regne med. Producenter som Ferrum Audio, Unitra, Pylon, Lampizator, J.SIkora og Gigawatt, blandt mange andre, har bevist dette uden tvivl. Nu kan vi føje Circle Labs til listen over spændende polske hi-fi-producenter, der er værd at følge.

Konklusion

Circle Labs A200, en hybridforstærker med JFET’er og ECC88-vakuumrør, leverer 120 W pr. kanal og har en dyb, varm lydscene med silkeblød vokal. Den er en interessant udfordrer til billigere og dyrere forstærkere som Yamaha A-S3200 og Hegel H600 og tilbyder en unik lydkarakter med en silkeagtig, blød tone i et åbent og luftigt lydbillede. A200 er en velkonstrueret og solid konstruktion, der ser meget dyrere ud, end den er, og når den kombineres med de rigtige højttalere, er den i stand til at levere enestående og mindeværdige musikoplevelser. Stærkt anbefalet.