TEST: Audio-Technica AT-LPA2

For tre år siden testede vi Audio-Technica AT-LP2022 og konkluderede, at den fortjente et langt større publikum. Modellen blev produceret i et begrænset antal i anledning af Audio-Technicas 60-års jubilæum og var i praksis udsolgt, allerede da vi testede den.

Dengang mente vi, at den fortjente at leve videre i en version uden begrænsning i antal, så flere kunne få glæde af en pladespiller, der ikke bare ser fantastisk ud, men også spiller imponerende godt.

Siden skete der ikke meget – og vi havde næsten glemt LP2022, indtil en meget lignende pladespiller dukkede op på high-end-messen i München i 2025. Jeg siger lignende, for selv om begge er udført i poleret, gennemsigtig akryl, er der flere væsentlige forskelle.

De fysiske mål er de samme, men LPA2 har en tykkere tallerken i 20 mm akryl, en opgraderet tonearm og leveres med en ekstern strømforsyning med elektronisk hastighedsskift via to knapper. På LP2022 var strømforsyningen af den mere enkle type – en almindelig vægadapter – og hastigheden blev skiftet med en kontakt på selve pladespilleren.

Med en separat strømforsyning flyttes en potentiel støjkilde væk fra pickup’en, og samtidig er det muligt at konstruere en mere stabil og bedre strømforsyning, når der er plads til alle komponenterne i et selvstændigt kabinet.

En sort silikonerem ligger rundt om den tykke akryltallerken, og den lige kulfiberarm med aftageligt pickup-hus i aluminium hviler i en højdejusterbar armbase. Antiskating er løst med den klassiske løsning – et lod i en snor – men her udført mere elegant end på mange andre pladespillere med samme princip.

Audio-Technica AT-LPA2

Som på LP2022 medfølger der ingen plademåtte, men man kan naturligvis eksperimentere med filt, gummi, kork eller silikone. Husk blot at justere tonearmens højde bagefter.

Hvor LP2022 blev leveret med den enkle, men udmærkede Audio-Technica AT-VM95E BK MM-pickup, er LPA2 udstyret med den markant bedre AT-OC9XEN MC-pickup. Den eneste reelle ulempe – ud over at nålen ikke kan udskiftes – er, at den kræver et seriøst phonotrin for at yde sit fulde potentiale.

Pickup’en, som leveres monteret i pickup-huset, har en sporingsvinkel på 20 grader, en udgangsspænding på 0,35 mV og en elliptisk slibning på en aluminiumsnålearm, som passer rigtig godt til pladespilleren. Det er naturligvis muligt at opgradere yderligere. Audio-Technicas nye AT-33x-serie vil for eksempel være et oplagt næste skridt. Vi har også meget gode erfaringer med ART-serien fra samme producent.

Målinger 

De fleste remdrevne pladespillere har relativt små afvigelser i omdrejningshastigheden. Typisk varierer wow og flutter en smule – men sjældent voldsomt. LPA2 viser i vores målinger, at hastigheden er usædvanlig præcis. Afvigelsen er helt nede på 0,12 %, hvilket er lavere end på den direktedrevne AT-LP8X – og også lavere end på den markant dyrere Cyrus TTP, som ligeledes er direktedrevet.

Wow og flutter ligger lidt højere, som forventet, men stadig flot: LPA2 måles til 0,36 %. Det er bedre end både den remdrevne Pro-Ject The Classic Reference og MoFi MasterDeck – som begge er væsentligt dyrere end LPA2.

Gennemsigtigt og fokuseret lydbillede

Du kan få mere autoritet og dynamik i bassen fra for eksempel en Technics SL-1200GR2 – og tilsvarende lynhurtig transientrespons og gennemsigtighed fra en Rega Planar 8 – men det koster væsentligt mere end en LPA2 med OC9XEN-pickup.

LPA2’s styrker ligger først og fremmest i en letflydende gengivelse og et meget transparent lydbillede. Her får man alle nuancerne ud af rillerne – med lynhurtig præcision og fremragende fokus. Pladespilleren har måske ikke helt den samme dynamiske kontrast som en Planar 8, men den åbner lydbilledet på en måde, som hverken Planar 3 RS eller Pro-Ject XA B formår med de medfølgende pickupper.

Klaveret i åbningen af den legendariske The Köln Concert med Keith Jarrett klinger organisk og uanstrengt ud i rummet. LPA2 har stålfast kontrol over de små nuancer i Jarretts spil, og man lægger straks mærke til, hvor hurtigt den reagerer, når slutningen af den energiske første del accelererer voldsomt – i et tempo, hvor man næsten venter, at det skal gå galt. Her er der fuld kontrol, og det åbne lydbillede gør det let at fornemme akustikken omkring mikrofonerne ved flyglet.

En SL-1200GR2 gengiver de dybeste klavertoner med mere kraft og tyngde, og man får i højere grad fornemmelsen af et – ganske vist ikke stort – fysisk klaver i rummet.

Technics-pladespilleren leverer også bassen på Turn My Back On You af Sade med større autoritet og rytmisk kontrast. LPA2’s styrke er i stedet rytmisk kontrol og fokus – som er usædvanligt præcist. Med en 600 grams pladestrammer fra Audio-Technica (ekstraudstyr) løftes den dynamiske kontrast i bassen yderligere, og lyden opleves med ét mere levende og engagerende.

Et lille, men effektivt opgraderingstip.

Radioheads velkendte Creep fra albummet Pablo Honey har en guitarsolo, der nemt kan komme til at lyde skarp og ubehagelig. Billige pladespillere gengiver den ofte som forvrænget, spids og todimensionel støj. LPA2 får derimod mere klangdybde frem i guitaren, og lyden bliver ganske enkelt mere interessant og nuanceret.

Konklusion

Audio-Technica AT-LPA2 er en fremragende pladespiller i klar, poleret akryl med tykkere tallerken, opgraderet tonearm og separat strømforsyning – sammenlignet med LP2022, som vi testede for tre år siden. Den leveres med en glimrende AT-OC9XEN MC-pickup og byder på meget præcis omdrejningshastighed samt lave værdier for wow og flutter. LPA2 leverer en letflydende og gennemsigtig gengivelse med fremragende fokus og imponerende rytmisk kontrol. Efter vores mening er LPA2 et af de absolut bedste køb i sin klasse – og uden tvivl den mest iøjnefaldende pladespiller i prisklassen.