TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Audio-Technica AT-ART20

Synd, at du næppe får fingre i en

Denne pickup burde være hvermandseje, desværre er den sjældnere end hønsetænder.

Af / 01/05/2023 - 11:19
Audio-Technica AT-ART20

Lyd & Billede mener

  • Ekstremt dynamisk med en blændende transientrespons, krystalklar gennemsigtighed og en stram og artikuleret basgengivelse.
  • Vanskelig at få fat i. Nålearmen er ikke let at se, når man skal sænke den ned i rillerne.

Audio-Technica er mest kendt for at levere pickupper til pladespillere, som sælges færdigmonteret, klar til brug. Deres pickupper findes i tusindvis af hjem, men der er nok ikke mange, der er klar over, at lyden fra vinylpladerne kommer fra en masseproduceret pickup med helt fin lyd. 

De samme mennesker er næppe klar over, at Audio-Technica også håndbygger delikate pickupper i high-end-klassen. En slags japansk håndværkstradition, som har varet i 60 år, og som kulminerede med AT-MC2020 til 10.000 Euro. 

Det er slet ikke den eneste kostbare pickup, Audio-Technica producerer. Vi har tidligere testet AT-ART1000, og vi har også testet andre pickupper i ART-serien. Samt den legendariske OC-serie med MC-pickupper. Resultatet har hver gang været i referenceklasse, i hvert fald i prisklassen. 

Derfor kommer det næppe som nogen overraskelse, når jeg afslører, at det også gælder den nye AT-ART20. En slags light-udgave af den rådyre MC2020, som er næsten identisk i opbygningen. Men selvsagt med nogle forskelle, som gør ART20 betydeligt billigere. 

Samtidig er det ikke nogen budget-pickup. Prisen fører den op i high-end, om end ikke ultra high-end-klassen, og blandt konkurrenterne finder vi bl.a. Ortofon Cadenza Black, Phasemation PP-500 MC, og Soundsmith The Voice. 

Annonce
AT ART20
Foto: Lasse Svendsen

Til omtrent den halve pris af en Ortofon Anna MC får man en skarpsleben MC-pickup med Audio-Technicas specielle dual moving coil-design. Kendt fra bl.a. ART9XI, hvor en spole for hver kanal er placeret i ankerpunktet til nålearmen i 0,28 mm rørformet boron. Som har en line contact-slibning på 1,5 × 0,28 mm, som er fæstet til nålearmen med en mikroskopisk plade i titanium. 

AT ART20 needle
Boron nålearm og diamant, fæstet til en titaniumplade for enden. (Foto: Lasse Svendsen)

Stort frekvensområde

Magnetstyrken er højere end på en ART9XI, og pickuppen leverer 0,55 mV udgangsspænding, 15 procent mere end ART9XI. 

Den bevægelige masse er lav nok til, at pickuppen effektivt klarer et frekvensområde på 20-50.000 Hz. 

Kroppen, som huser det hele, er bygget i titanium og aluminium med en speciel elastisk polymer under, som dæmper resonanser for at hindre, at den samlede masse bliver for høj. 

ART20 er ikke lige så kompleks som ART1000, og den er enklere at montere og sætte op.  

AT ART20 assemly
Alt undtagen protractor og pickuphus følger med. (Foto: Lasse Svendsen)

Enkel at montere

Den er udstyret med gevind, der gør det relativt nemt at montere pickuppen på en arm eller et pickuphus. Audio-Technica anbefaler et nåletryk på 1,8 gram, men det kan også være mellem 1,6 og 2 gram, alt efter hvad du foretrækker. Den lodrette sporingsvinkel er opgivet til 20 grader, og har man en tonearm med højdejustering, kan man eksperimentere sig frem til sin foretrukne vinkel.  

I æsken finder man en skruetrækker, en enkel nålebørste, messingfarvede skruer i fire længder og et beskyttelsesdæksel. Det er alt.   

AT ART20 connectors
Ekstra tykke guldbelagte kontaktben. (Foto: Lasse Svendsen)

Men som mange ved, skal der mere til for at montere pickuppen korrekt. En såkaldt skabelon eller protractor fra Ortofon, Dr. Feickert eller Pro-Ject er at foretrække. Det samme er en nøjagtig nåletryksvægt; Rega eller Ortofon DS-3 vægte er nyttige, ligesom man skal bruge en lup eller et forstørrelsesglas, så man kan tjekke, at nålearmens vinkel er på linje med markeringerne på protractoren. 

Enkel belastning

Pickuppens udgangspænding på 0,55 mV og anbefalede belastningsmodstand op til 100 Ohm gør den ikke til nogen elektrisk udfordring for en pladespillerindgang. Så længe den er beregnet til MM-pickuper. Men det er en fordel, at man har en phono-forstærker (RIAA) separat eller indbygget, som giver mulighed for at tilpasse forstærkningen nøjagtig til pickuppen. 

Der er med andre ord ikke noget i vejen for at tilslutte sin pladespiller med en ART20 direkte til MC-indgangen, men justeringsmulighederne vil give et mere optimalt resultat.

AT ART20 bottom
Elastisk polymer på undersiden. (Foto: Lasse Svendsen)

Vægtløs lyd

Hvis ART20 skal tilskrives en signaturlyd, må det være ‘neutral og gennemsigtig med et skarpt fokuseret lydbillede’. Det kunne også godt være en beskrivelse af ART9XI og ART1000 og for den sags skyld en række andre MC-pickupper fra Audio-Technica.  

Men som alle fornemmer, kan en ART20 noget, som en ART9XI ikke kan, og den adskiller sig fra en Cadenza (både Bronze og Black), på flere måder.   

Læs også Audio-Technica AT-ART1000 Konstruktionen er unik, og lyden er i referenceklasse, men det kræver, at man ved, hvad man laver.

Selv om ART20 spiller neutralt og gennemsigtigt, lyder det aldrig tyndt. Lidt kølig neutralt, vil nogle sige, for den har ikke varmen fra f.eks. en Ortofon Quintet Black eller Musikraft DL-103R.  

Læs også Audio MusiKraft DL-103R Den velkendte pickup er strippet ned og genopbygget – med hørbare forbedringer.

Men når nålearmen sænker sig ned i rillen, og lyden af Steve Dobrogosz’ klaver i optagelsen fra Grieghallen i Bergen strømmer ud af højttalerne, er der ingen, der tager sig af, hvilken klangsignatur pickuppen egentlig har. Klaveret, og Radka Toneffs vokal fra albummet Fairytales, tryllebinder fra første takt. Vokalen er krystalklar og vægtløs. Samtidig kan man høre baggrundsstøjen på optagelsen. Nogle af klavertonerne lyder nærmest lukkede, hvilket de også bør, da det er den originale udgivelse. Mange andre pickupper fanger ikke denne nuance.   

Pickuppen flyver gennem de krævende skæringer på Ortofons Pick Up Test Record og har ingen problemer med hverken fase eller sporing. Den graver dybere ned i rillerne end en Cadenza, og lyden er bedre fokuseret end fra en ART9XI.   

AT ART20 PU
Titanium og aluminium. (Foto: Lasse Svendsen)

Den opfanger ikke så mange mikrodetaljer som en ART1000, men transientresponsen er ekstremt god og står ikke meget tilbage for den dyrere pickup. På Dire Straits Love Over Gold får slagtøjet dybde og betydelig vægt, og guitarklangen er silkeblød og gengives med snert og kraft. Hvilket kun kan skyldes, at der går så lidt tabt på vejen fra rillerne gennem pickuppen. 

Det lyder aldrig tyndt, lyst eller skingert. En mono-optagelse med Harry Belafonte, der synger Billie Holiday’s God Bless the Child, giver kuldegysninger ned ad ryggen. Selv om klangen er varm, og vokalen er som at lægge et blødt tæppe over skuldrene. Bassen på optagelsen er fyldig og stram på samme tid, selve lydbilledet er stort og omsluttende, og vokalklangen er silkeblød.   

Læs også Hegels første phono-trin Det er en gåde, hvorfor Hegel ikke har gjort det før. Deres første phono-trin lykkes på alle punkter.

ART20 er superfokuseret, lynhurtig og kontrolleret på samme tid. Den henter så meget mere ud af rillerne, end billige pickupper kan, og afslører ret hurtigt, hvis der er problemer i signalkæden. Hvis pladespilleren eller armen ikke er god nok, vil man lægge mærke til det her. Men når alt klapper, er belønningen en generøs åbenhed og en indsigt i musikken på vinylplader, som kun de allerbedste pickupper formår at give. 

Konklusion

Audio-Technica AT-ART20 er et rigtig godt køb i high-end-klassen. Den største ulempe er, at den kan være svær at få fat i. Men hvis man lykkes med det, får man en åbenbaring med den rigtige kombination af pladespiller/arm. Ønsker man en varm og romantisk lyd med behagelig dynamik og dejlig fylde, bør man kigge andre steder hen. For her får man en langt mere neutral og ærlig gengivelse af musikken. ART20 viser, at Audio-Technica kan præstere meget mere end deres billige pickupper – denne her kan tørre det skeptiske smil af selv den mest mavesure skeptiker. 

Læs også Tilbehør pladespillere Hvis du er den glade ejer af en pladespiller, er der noget tilbehør, som er praktisk at have. Her er en oversigt.
Karakter
Audio-Technica AT-ART20
High End
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen