Bil & Mobilitet Computer Fitness Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Steelseries Arctis Nova 7 Wireless

Gaming for voksne

Steelseries har styr på lyden, og softwaren er direkte fremragende.

Publiceret 12/01/2023 - 14:01
Steelseries Arctis Nova 7 Wireless
John Alex Hvidlykke

Danske Steelseries er blevet et fast element i vores tests. Vi har gennem årene testet headsets i alle prisklasser, og resultatet har ofte været overbevisende. Senest vandt Steelseries Arctis Nova Pro Wireless prisen som årets gaming-headset 2022-23.

I testen her har vi bevæget os ned til Steelseries Arctis Nova 7, der er den største model i den nye Arctis Nova-serie. Med en pris, der er den halve af Pro-modellens er headsettet tilgængeligt for et noget bredere publikum.

Afdæmpet og behageligt

Steelseries Arctis Nova 7 Wireless ligner et gensyn med den stil, som vi har kendt fra den oprindelige Arctis-serie og den nye ditto. Steelseries har valgt en afdæmpet stil, der kan tale til et voksent publikum. Alt på headsettet er sort: Hovedbøjlen, der er af metal, ørekopperne af plast og de bløde ørepuder i meshstof. Pasformen er blandt de bedste. Headsettet sidder stabilt på hovedet, men uden at omklamre, og de bløde ørepuder føles behagelige og luftige.

Arctis Nova 7 Wireless er Stelseries’ bedste ‘civile’ headset. Og det er et rigtig godt køb! (Foto: Steelseries)

Knapper og kontroller er logisk disponeret. To lydstyrkehjul på hver sin ørekop justerer henholdsvis volumen og miks mellem spil og chat. Trykknapperne til mikrofonafbryder, Bluetooth og tænd/sluk er placeret, så man kan finde dem uden at være i tvivl.

Svanehalsmikrofonen på venstre ørekop kan skydes ind i ørekoppen, når den ikke bruges. Eller man måske vil bruges headsettet som trådløse hovedtelefoner. Det er de diskrete og behagelige nok til.

Steelseries Arctis Nova 7 Wireless kan både bruges med Bluetooth og den medfølgende lag-fri 2,4 GHz-forbindelse. Som de eneste i testen er Steelseries gået over til USB-C frem for den gamle USB-A-port. Desværre er adapteren upraktisk designet, da den er så bred, at den kan dække over to-tre porte på én gang. Til gengæld er Simultaneous Wireless en smart detalje, der betyder, at du kan bruge begge trådløse lydforbindelser på én gang. Endelig er det også muligt at bruge headsettet med analog, kablet minijackforbindelse.

Avanceret software

Styreprogrammet er todelt: Steelseries GG tager sig af den praktiske forbindelse til alle Steelseries-enheder, du måtte have. Men lyden indstilles i Sonar, der er integreret i Steelseries GG.

Sonar byder på de mest avancerede indstillingsmuligheder i noget styreprogram for gamingheadsets i dag. Der er separate equalizere for spil, chat, mikrofon og medielyd. Og til spil- og medielyd er det endda 10-bånds parametriske equalizere. Altså equalizere, hvor man frit kan vælge, hvor i frekvensområdet hver regulering skal lægges, samt båndbredden på den. Det er umådeligt omfattende, og det giver mulighed for at skræddersy sin spilopsætning meget præcist.

Lyd med drøn på

Det, der flere gange har gjort Steelseries til testvinder, er dog lydkvaliteten. Og den skuffer heller ikke her, selv om Arctis Nova 7 ikke løber med guldet.

Lyden af Steelseries Actis Nova 7 Wireless er i den neutrale indstilling virkelig velafbalanceret og nærværende. Det er let at høre hvert ord, der bliver sagt. Og dynamikken imponerer. Når bomberne falder, eller der kæmpes tæt på i film eller i 3D-skydespil, hopper man hver gang lidt i stolen.

Lyden er både ren og velopløst – og fuldt ud så god, som man med nogen rimelighed kan kræve til prisen. Dog trækker de deciderede hovedtelefonspecialister Sony og EPOS det længste strå her. Vel at mærke til en noget højere pris.

Konklusion

Steelseries Arctis Nova 7 Wireless er topmodellen i firmaets konsum-serie. Og en vellykket en. Lyden er tæt på hi-fi – men sjovere. Og styreprogrammet er et af de bedste, der findes i dag. Pasformen er behagelig, og byggekvaliteten upåklagelig. At der findes endnu bedre, men dyrere, konkurrenter, bør ikke lægges Steelseries til last, og de løber fortjent med prisen for bedste køb.

Karakter
Steelseries Arctis Nova 7 Wireless
Premium

Home mener

God lyd. Fremragende styreprogram. Behageligt. Til prisen er der intet at klage over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den bedste budget-streamer

Blændende highend-højttalere

Pladespiller helt i top

Scroll to Top