TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Alienware M18

Stor, flad og suveræn

Alienware M18 er stor og flad som en flynder. Og en af de hurtigste PC’er, vi til dato har prøvet.

Af / 14/08/2023 - 08:00
Alienware M18

Home mener

  • Et gennemført luksusprodukt. Vanvittigt hurtig til hvad som helst. Så let og elegant som en atten tommers sværvægts-gaming-PC kan være. Mekanisk tastatur.
  • Prisen er lige så overvældende som ydelsen. Og så er det ikke engang topmodellen. Fås ikke i 4K-udgave.

Vi kan lige så godt sige det med det samme: Denne computer er for de få.

For det første koster den vanvittigt meget. Du kan med lethed få tre flotte bærbare PC’er for samme pris. Og tilsammen vil de sandsynligvis fylde og veje mindre i tasken.

For det andet skal du have et behov for computerkraft, der er så ekstraordinært, at du er villig til at ofte de absurd mange kroner.

Det kan for eksempel være, hvis du er seriøs e-sportsatlet. Altså gamer. Alienware M18 kan også være interessant for grafiske designere og filmskabere, der har brug for at bearbejde absurde mængder af data.

Den største fra Alienware nogensinde

Alienware M18 er ikke bare en stor og vild maskine. Det er den største og vildeste, Alienware endnu har fremstillet.

Annonce

Det virker, som om Alienware-ingeniørerne har fået frie hænder til at rive al den bedste hardware ned fra øverste hylde. Og for at få plads til det hele er de endt med at montere det i et kabinet med en stor 18-tommer-skærm i 16:10-format. Det er den første skærm på mere end 17 tommer fra Alienware.

Resultatet er blevet en meget stor og meget flad computer, der med sine afrundede former giver minder om amerikanske dollargrin fra dengang, benzin stadig var billigere end vand.

Alienware M18 20
Alienware M18 er firmaets største og vildeste bærbare hidtil. (Foto: Dell)

Kan fås endnu vildere

Selv om specifikationerne og prisen virker voldsom, er den testede udgave kun en “letvægtsudgave” af topmodellen. Testmodellen var udstyret med 32 GB DDR5-RAM og 1 TB SSD på en NVMe M.2-enhed. Om nødvendigt kan man få 64 GB RAM og hele ni terabyte lagerplads, fordelt på fire SSD’er. Men så bliver den samlede pris på computeren 50 procent højere!

Stærkeste grafikkort nogensinde

Med så gavmild hardware er det en selvfølge, at grafikkortet er Nvidia GeForce RTX 4090 med 16 GB video-RAM. Selv om det er er mobiludgaven, der er langt mindre muskuløs end den stationære version, er det stadig det vildeste grafikkort, der nogensinde har siddet i en laptop.

Læs også Kan I høre mig derude? Hvis du vil andet og mere end bare at blive hørt til videomøderne, skal du bruge en ordentlig mikrofon. Vi har testet et bundt af slagsen.

Konfigurationen af Alienware M18 er dermed også så godt som identisk med Medion Erazer Beast X40, som vi testede i begyndelsen af året. GeForce RTX 4090 er af naturlige grunde det mest avancerede valgmulighed.

Kan du nøjes med mindre, fås M18 med GeForce RTX 4080, 4070 eller 4060. Vælger du GeForce RTX 4060, bliver maskinen en tredjedel billigere!

Stor, flad og kvadratisk

Alienware M18 er som sagt en stor computer. Og som følge af størrelsen virker den tyndere, end den egentlig er. I virkeligheden måler kabinettet knap tre centimeter i højden. Skærmen er i 16:10-format, og hængslet er placeret et stykke fra bagsiden for at give plads til kølesystemet. Det gør samlet set maskinen så dyb, at den er tæt på at være kvadratisk!

Der er derfor god plads til tastaturet, hvor alle taster er i fuld bredde. Og til et fuldstørrelses numerisk tastatur ved siden af. Hver tast er naturligvis individuelt RGB-belyst. Alt andet ville være pinligt på en gaming-computer i denne klasse.

Alienware M18 17
Maskinen ser meget flad ud, men størrelsesforholdet snyder. (Foto: Dell)

Mekaniske taster

Hvad der til gengæld ikke er hverdagskost, er tastaturkontakterne, der er ægte mekaniske Cherry MX-kontakter i lavprofiludgave. Det gør skrivningen til en anden oplevelse end på de bobletastaturer, som 99,9 procent af bærbare computere må nøjes med. Tasterne har en acceptabelt lang vandring og en god feedback. Og det siger klik, når man trykker tasten i bund. Et stille, men hørbart klik. Som det skal være. At naboerne kan høre tasterne, er jo den halve fornøjelse.

Alienware M18 01
Alienware M18 har et ægte mekanisk tastatur med Cherry MX-kontakter. (Foto: Dell)

Skærmen er stor og skarp, men lidt mat, da overfladen er antirefleksbehandlet. Farvegengivelsen er glimrende, men uden den dybde og intensitet, vi er blevet vant til med OLED-skærme. Men eftersom Alienware M18 er en gamingcomputer, handler det først og fremmest om hastighed. Maskinen kan købes med enten en QHD+ skærm (2.560 x 1.600 pixels) med 165 Hz opdateringshastighed eller FHD-opløsning (1.920 x 1.200 pixels) med svimlende 480 Hz opdatering. Til skuffelse for grafisk kreative er 4K-skærm ikke en valgmulighed.

Benchmarks

Oftest er de resultater, vi ser i vores benchmark-målinger, ret ens. For i en given prisklasse finder man stort set sammenlignelig hardware. En maskine som Alienware M18 skiller sig ud fra mængden.

På processortesten Geekbench 6 scorer Alienware M18 det højeste tal, vi har set på en PC nogensinde: 16.275 i multicore. Det er en anelse bedre end Medion Erazer Beast X40. Men begge må dog se sig slået – og det eftertrykkeligt – af Apple Mac Studio M2 Ultra. Da Mac’en koster det dobbelte af de to tilsammen, sætter det ydelsen i perspektiv.

Læs også Så hurtig er den første GeForce RTX 4090-PC Erazer Beast X40 fra tyske Medion er den hurtigste computer, vi har testet. Men det koster at være på toppen.

Kontorprogram-simuleringen PC Mark 10 giver et testresultat på 8.010, der er formidabelt – og identisk med Medion.

Klarer alle spil på maksimum

Der, hvor en superkraftig gaming-PC glimrer, er på 3D-grafikken. Og her leverer Alienware M18 en tour de force – der hele vejen er så lig med Medion, at der kræves målfoto for at udpege vinderen. Resultaterne på 21.004 i 3DMark Time Spy og 34.045 i Fire Strike er så høje, at du får svært ved at finde et spil i dag, der ikke kan køres med maksimale grafikindstillinger og i højeste opløsning ved et billedfrekvens, der er højere end skærmens grænse på 165 Hz.

På et enkelt felt slår Alienware M18 konkurrenten fra Medion suverænt: Cinebench R23-testen er med et multicore-resultat på 28.314 næsten dobbelt så god som Medion. Og endda også reelt bedre end Mac M2 Ultras resultat på 27.147 i samme disciplin.

Batteritesten er, som altid med gaming-maskiner, kun foretaget for fuldstændighedens skyld. Med kontorprogramsimuleringen var batteritiden blot to en halv time. Heldigvis er opladeren relativt let for en 330W-oplader. Det er selve computeren ikke. Og den befinder sig i det hele taget bedst derhjemme.

Alienware M18 11
Da 16:10-skærmen er rykket fremad for at give plads til kølesystemet, bliver det store kabinet næsten kvadratisk. (Foto: Dell)

Konklusion

Når jeg skal spille, foretrækker jeg normalt at have separat skærm og tastatur.  Alienware M18 er så stor og så gennemført overdrevet, at dette ikke er absolut nødvendigt. Skærmen på 18 tommer optager lige så meget af synsfeltet som en 27-tommers skærm på normal arbejdsafstand. Og det mekaniske tastatur er næsten lige så lækkert og præcist som mit løse tastatur. Og med (næsten) det helt rigtige Cherry-klik.

Vi har kun testet én PC i samme hastighedsklasse hidtil, og det er Medion Erazer Beast X40, som vi testede først på året. Og den er på de fleste områder jævnbyrdig med Alienware M18. Det gælder også prisen.

Ud over et lækrere design på Alienware er den største forskel på de to maskiner, at Medion-maskinen var udstyret med vandkøling via en ekstern boks. Alienware M18 havde ikke i testperiode problemer med at komme af med varmen, men de indbyggede blæsere larmer rigtig meget, når 300 watt varme skal skaffes af vejen.

Karakter
Alienware M18
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Stor gaming-lyd i lommen

Spektakulær gaming-skærm med QD-OLED

Den bedste håndholdte gaming-PC

Fantastisk skærm til gaming

Gaming du har råd til

Kongen af gaming-laptops

Skarp som en ragekniv

Guf for tastaturkrigere

Tjek det billede!

Omen Transcend 14 rammer rigtigt på det meste

Den vildeste Razer Blade

Den næste ”Slim" evolution af PlayStation 5 er klar