Taiwanske AOC har også deres eget gaming-mærke kaldet AGON. AOC’s AGON AG251FZ-skærm adskiller sig fra resten af feltet ved at have en ekstrem opdateringshastighed på hele 240 Hz. Fire tusindedele af et sekund. Eller fire gange så hurtigt som en typisk kontorskærm.
Men hvad skal man overhovedet med en så rundtosset opdateringshastighed? Vi, der voksede op med billedrørsskærme, lærte jo, at 50 Hz var så hurtigt, at øjet ikke kunne se forskel (faktisk opdaterede CRT-fjernsynet kun halvdelen af billedet hver gang, så den reelle opdateringshastighed var kun 25 Hz).
At billedet dengang forekom stabilt på fjernsynsskærmen, skyldtes ikke øjet, men eftergløden i billedrøret. På en LCD-skærm er det en anden sag. Faktisk viser undersøgelser, at øjet kan opfatte hurtige bevægelser, der svarer til en opdateringshastighed på op til 1000 Hz. Og bevægelse er jo netop, hvad det handler om i gaming.
Ud over den vilde hastighed gør AG251FZ sig især bemærket fra bagsiden, hvor der er fuldt hus på indgangssiden: Hele fem videoindgange efter fire standarder giver dig adgang til at tilslutte næsten hvad som helst: HDMI (2 stk.), DisplayPort, DVI og endda også en antik VGA-indgang er der. Og så en USB 3.0-hub med fire udgange.
Forsiden er mere afdæmpet: En smal sort ramme om skærmen. Den V-formede metalfod holder et lodret “elevatortårn” i metal. Det ser både enkelt og nydeligt ud.
Gør 240 Hz så virkelig en forskel? Det gør det i den grad! Dog ikke så stor som forskellen, når man går fra 60 til 144 Hz skærmopdatering. På AOC-skærmen forekommer hurtige panoreringer i 3D-spil helt glidende, og man får følelsen af, at det er synsfeltet – og ikke et skærmbillede – der flyttes.
Konklusion
AOC AGON AG251FZ er ekstrem på sit eget felt. Hvis du vægter helt glat opdatering højere end alt andet, er det her ganske enkelt den skærm, du skal have. AOC kan også prale af det største udvalg af tilslutninger, selv om det kun er på DisplayPort og HDMI, du kan få glæde af den svimlende opdateringshastighed. Da skærmen tilmed kun koster lidt mere end det halve af den dyreste, gør det AG251FZ til bedste køb i kategorien.
Home mener
Sindssygt hurtig skærm, der tilmed ikke engang er dyr. Du kan koble den til hvad som helst. Opløsningen kunne være højere, og skærmen større. Men til den pris er der virkelig ikke noget at klage over.
Vejl. pris SEK
Specifikationer
Størrelse: 25”
Paneltype: TN
Opløsning: 1920 x 1080 (Full HD)
Responstid: 1 ms
Opdateringshastighed: 240 Hz
Aspect ratio: 16:9
Kontrast og lysstyrke: 1000:1 / 400 nit
Højttalere: Ja
G-Sync/FreeSync: Adaptive Sync
Tilslutning: 2 x HDMI, DisplayPort, DVI,
VGA, USB 3.0-hub (4 stk.)
Mål og vægt: 54,5 x 56,7 x 25 cm / 6,5 kg
Web: aoc-europe.com