Sonys flagskib er et fremragende kamera på rigtig mange områder – bortset fra ét, som jeg vil vende tilbage til. Men først er det tid til et hurtigt kig i bakspejlet.
Sony har på rekordtid formået at bygge et spejlløst kamerasystem, hvor alle kameraerne har fuldformat billedsensorer. Samtidig har de været bedre end de fleste til at bygge et økosystem op omkring kameraerne, med et rigtig godt udvalg af objektiver og tilbehør.
Der er en Sony alfa til næsten alle fotografer, for hver applikation. Netop denne model, a7R V, er Sonys flagskib i serien, og det er et kamera som mange landskabsfotografer har et godt øje til.
Kameraet er også fremragende til mode-, portræt- eller produktfotografering. Bryllupsfotografer elsker kamerasystemet, for kameraerne er kompakte og leverer høj billedkvalitet, mange af objektiverne er ekstremt gode og Sony har efterhånden fået styr på både farvegengivelse og hvidbalance, så der er ikke særlig meget tilbage at kritisere kameraerne for.
Sony har også været på forkant med autofokus, og det er først for nylig, at konkurrenterne delvist har været i stand til at indhente Sonys forspring inden for sporing, følgefokus og øje-, ansigts- og motivfokus.
Denne særlige model er ikke primært bygget til hurtighed, selvom den har et opgraderet fokussystem, med flere indstillinger og bedre fokussporing.
Kameraet er strengt taget en opgraderet version af a7R IV fra 2019, og har den samme 60-megapixel bagbelyste billedsensor, men med en ny processor, der også understøtter 8K-video, udover 4K-video.
Billedstabilisatoren er blevet opgraderet med op til 8 niveauer af stabilisering i kameraet. Den nye Bionz XR-processor understøtter også kunstig intelligens, som primært skal give bedre eksponeringskontrol, mere præcis hvidbalance og mere præcis fokussporing af flere motiver. Fra tog, fly og biler, til fugle og insekter.
Ellers har kameraet den samme højopløselige pixel shift-eksponering som a7R IV, med fire eller 16x eksponeringer, der giver op til 240 megapixel højopløsning. Som før kræver det, at kameraet står på et stativ, og at motivet er stille, for at billedet er skarpt nok, når de fire eller 16 eksponeringer tages i rækkefølge. Filen er gemt på et SD- eller CFexpress A-hukommelseskort, og skal software-behandles efterfølgende.
De vigtigste ændringer sammenlignet med a7R IV:
- Ny Bionz XR billedprocessor
- Autofokus med forbedret motivgenkendelse
- Samme 60 Mp BSI CMOS fuldformat billedchip som A7r IV
- Billedstabilisering op til otte trin
- Skudhastighed på 10 bps med fokussporing (JPEG og lossless Raw)
- 4K30p 10-bit 4:2:2, S-Log3, S-Cinetone og HLG
- 8K24p og 4K60p-video med 1,24x beskæring
- MPEG-H HEVC og H.265 HEIF-komprimering
- Ny firevejs pegeskærm med vrid og vip
- Focus bracketing på computer
- Højopløst still-foto med pixel shift på computeren
Intelligent autofokus
Som du kan se på listen ovenfor, er der helt sikkert flere forbedringer på a7R V sammenlignet med forgængeren. Men ikke på billedkvaliteten i nævneværdig grad.
Nogle kan være interesserede i muligheden for 8K-video, men tro mig; efter at have set resultatet, kan jeg fortælle at netop dét har begrænset interesse.
Så er det vigtigere, at kameraet rent faktisk har bedre og mere fleksibel autofokus. Det er ikke noget sportskamera, men det har stadig en fokushastighed, der kan lade flere sportskameraer agterude.
Vi troede, at forgængeren havde perfektioneret Sonys følgefokus, men det er faktisk endnu mere excellent her, og de nye, mere intelligente fokusalgoritmer finder fokus så hurtigt, at man næsten ikke når at vælge et udsnit, inden man er klar til at trykke på udløseren.
Betjening
Jeg ved, at mange mennesker kan lide formfaktoren ved alfa-kameraer. Den adskiller sig tydeligt fra eksempelvis en Canon EOS R5, med et meget mere firkantet design, et traditionelt PASM-programhjul med tre databanker – og et gabende tomt område til venstre for søgeren.
Det er dér, Canon har knappen til stillbilleder og video, mens den hos Sony er placeret rundt om udløserknappen.
Canon-kameraet har desuden en praktisk statusskærm, som uanset hvad der vises på touchskærmen bagpå, altid holder fotografen orienteret om de vigtigste indstillinger.
Skærmmenuerne i Sony-kameraet er nye og en klar forbedring i forhold til det kaos, de har haft på tidligere kameraer. Nu er de bygget op med en lodret bjælke med otte faner, og op til fire undermenuer for hver af dem. Det kræver mildest talt tilvænning, og jeg er ikke sikker på, at ’fremskridt’ er det ord, jeg leder efter her.
Jeg vil sige, at jeg oplever Canons skærmmenuer som langt mere informative og klare.
Sony får en del berettiget kritik for håndgrebene på alfa-kameraerne. De er vokset og har efterhånden fået en form, der giver et bedre greb, men der er alt for lidt afstand mellem grebet og mange af de større linser. Det bliver simpelthen for stramt til store hænder, især med handsker på. Canon-kameraet har bedre plads til fingrene, og en EOS R5 ligger bedre i mine hænder.
Men ingen andre kan matche søgeren på Sony-kameraet. Den enorme søger har 0,9 x forstørrelse og 9,44 megapixel opløsning, når du har aktiveret den højeste opløsning i menuerne. Touchskærmen på bagsiden kan både drejes og vippes. Genialt nok kan den vippes op eller ned, uden først at skulle vrides ud af kameraet. Meget praktisk.
De to kortpladser accepterer enten CFexpress A eller UHS-II tilpassede SD-kort, og på den modsatte side under umarkerede luger finder du et HDMI-stik i fuld størrelse, og tilslutningsmulighed til hovedtelefoner, mikrofon og flashsystem.
Kameraet understøtter trådløs filoverførsel, og det kan også bruges som et webcam, når det bliver tilsluttet til en computer. Batteriet er Sonys NP-FZ100, som vi kender fra andre alfa-kameraer, og her oplyses det, at der tages 430 billeder mellem hver opladning. Efter min erfaring er det et konservativt skøn; dobbelt eller tæt på det dobbelte er slet ikke urealistisk.
8K med beskæring
Med den samme billedsensor, som vi kender godt fra a7R IV, kommer det ikke som nogen overraskelse, at billedkvaliteten er upåklagelig. Jeg brugte Sonys FE 50 1.2 GM, som jeg kender fra tidligere test, og den nye Sony FE 24-70mm F2.8 GM II. En ny konstruktion, rent optisk, i et lettere og mere handy format.
At påstå, at den skuffede sammen med a7R V ville være en lodret løgn, for billedkvaliteten her er blandt de allerbedste på markedet i dag.
Opløsningen på 60 Mp giver som forventet ekstrem detaljeskarphed med et enormt dynamisk område, men specielt farvegengivelsen er den bedste hidtil fra noget Sony-kamera. Jeg holder stadig en knap nede på gengivelsen af rødt på jpegs fra Canon EOS R5 og på Nikon Z7 II, når det kommer til neutrale hudtoner, men dette her er så godt, som det nok kan blive, på denne side af mellemformatkameraer som Fujifilm GFX 100S.
Sammenlignet med forgængeren har a7 R V lidt bedre kontrol over billedstøj ved høj ISO. Du kan finjustere op til 6400 eller 12800 uden alvorlige problemer, selv ved store forstørrelser.
Selvom a7R V ikke primært henvender sig til hverken bloggere eller professionel videooptagelse, har den på papiret mange af de funktioner, der skal til.
Vælger du video i enten 8K24p eller 4K60p kvalitet, får du 1,24x beskæring af billedområdet. Det er i sig selv ikke så slemt, men du får også en anden ting, du ikke vil have: Rolling shutter. Geléeffekten er tydelig ved panorering under optagelse, og det er bedst at vælge 4K-optagelse ved 30 eller 25p, og 10-bit 4:2:2, med S-Log3 og Sonys S-Cinetone taget fra de professionelle kameraer. Så får du faktisk meget høj videokvalitet, og forskellen mellem 8K og 4K video vist på Sonys knivskarpe 8K TV – Z9K – er ikke så stor, som man måske skulle tro.
Konklusion
Sony a7r V er et fantastisk kamera og det bedste til meget. Især med hensyn til billedkvalitet, som er den hidtil højeste på de fuldformat-kameraer, vi har testet, ved siden af Nikon Z9. Dette er det bedste kamera til fotografer, der har brug for ekstrem opløsning, med kontrolleret farvegengivelse og billedfiler med et stort dynamisk område. Portræt- og studiefotografer vil blive henrykte over filkvaliteten af råfilerne fra kameraet, og landskabsfotografer kan gøre ting med billeddynamikken, som de ikke har kunnet før. For bryllupsfotografer vil den vildt gode autofokus give endnu flere skarpe billeder, med en detaljeskarphed, der viser svigermors tårer, og får brudeparret til at græde med. Videokvaliteten er helt afhængig af de rigtige kameraindstillinger, men gør man det rigtigt, kommer bryllupsvideoerne også til at se helt fantastiske ud.
Læs videre med LB+
Efterårs tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i en måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer