Xiaomi har længe lavet mobiler i kategorien “god til prisen”, men med Mi 10 Pro går de, samtidig med OnePlus, et trin op til en ægte premiummobil.
Kameraopsætningen kender vi fra Xiaomi Note 10, med et hovedkamera på hele 108 megapixel takket være en sensor fra Samsung, et ultravidvinkelobjektiv og to teleobjektiver. Den største af dem kalder Xiaomi “8 Mp 10x hybridzoom”, men det er i virkeligheden en 5 megapixel sensor, som opskaleres, samt et 3,7x objektiv, hvilket giver 5x effektiv zoom. Indviklet.

App’en
I autotilstand har man hurtig adgang til blitz, HDR, AI samt filtre, mens billedforhold, timer og tilt-shift ligger i en undermenu. Blandt de utallige fototilstande er slowmotion, 108 megapixel, portræt, nat, panorama og pro. Ud over at kunne justere hvidbalance, blænder, lukkertid, ISO samt eksponeringskompensation er der hurtigvalg af objektiv, opløsning, filter og fokuspunkter.
Der er alt, hvad man har brug for, men det er ikke altid der, hvor man ville ønske det. Hvorfor kan man ikke selv vælge, hvad man vil have som hurtigvalg?
Billedkvalitet
Med tanke på, at Xiaomi jo anvender Samsungs billedsensor, er det overraskende, at de faktisk opnår et bedre resultat. Måske skyldes det, at de ikke gør det mere kompliceret end blot at tage gode billeder med en glimrende automatik. De indgår nogle gode kompromiser mellem at bevare detaljer og undertrykke støj, samtidig med at eksponering og hvidbalance er korrekt.
Skulle man klage over noget, så er det, at kameraet indimellem fokuserer “forkert”, og at man kan opleve farvestøj i skyggerne.
Konklusion
Med sin første rigtige high-end-mobil gør Xiaomi alting rigtigt, hvad angår kameraet. De har smart nok købt sensoren fra Samsung, men undladt at tilføje en masse finesser, som ingen efterspørger. I stedet koncentrerer de sig om at få så god en billedkvalitet som muligt med automatiske indstillinger. Det vil sige, præcis hvad størsteparten af forbrugerne vil have.
De når godt nok ikke op på Huawei P40 Pro+ niveau, men prisen er også betydelig lavere. Og mobilen har adgang til flere apps.