Af størrelse er Sonos One næsten identisk med Play:1, men udseendet er blevet lidt mere anonymt, så den lettere kan smelte ind i indretningen. Knapperne på oversiden har måttet vige for touch-betjening til at starte og stoppe afspilningen og skrue op og ned for lydstyrken.
Installationen er som sædvanlig latterligt let. Man vælger at tilføje en ny højttaler i app’en, trykker på parringsknappen på bagsiden, og så dukker den op. Man kan parkoble to styk for at få et lille stereosæt. Eller bruge to som baghøjttalere i en lille hjemmebiograf sammen med Playbase eller Sonos Playbar, gerne med en Sub oveni.
Ligesom forgængeren Play:1 lyder One vanvittig godt i forhold til størrelsen. Vi har prøvelyttet til dem begge side om side. Ligesom storebror har den en åben og varm gengivelse, der gør, at det meste musik lyder behageligt. Selv ved relativt høj volumen. Måske lyder den endda lidt mere klart og fyldigt, omend der er ikke den store forskel.
På alle områder, hvor man kunne tænke sig en Play:1, kan Sonos One helt klart erstatte den.

Konklusion
Hvem kunne tænkes at købe en Sonos One, som den ser ud i dag? Alle dem, der har gået og luret på en Play:1, kan også vælge One, da den ikke er dyrere. Alle dem, der ved, at de gerne vil have en smart-højttaler, som lyder bedre end de tilsvarende fra Amazon og Google. Og alle dem, der gerne vil kunne spille musik via AirPlay 2 fra deres Apple-enheder.
For Sonos One er den eneste smart-højttaler hidtil, der rent faktisk lyder godt med musik.