Logitech dropper fjernbetjeningerne

Docking-enheder og tilbehør til spilkonsoller forsvinder også.

Få universalfjernbetjeninger er så brugervenlige som Logitechs Harmony-serie. Du slutter den til computeren med USB, finder i en nærmest uendelig indholdsrig database alle de komponenter, du vil fjernstyre, og opdaterer fjernbetjeningen. Ingen bøvl med at indtaste koder eller oplære den nye fjernbetjening ved hjælp af den gamle. Well, det var sjovt, så længe det varede, for Logitech har nu bestemt sig for at stoppe med fjernbetjeninger. Dette efter at Logitech fremlagde regnskaber med lave salgstal.

Med i slipstrømmen følger docking-enheder og spilkonsol-tilbehør. Dock´ene bliver næppe noget savn, her går der alligevel 13 på dusinet, men vi forudser, at der bliver et ramaskrig fra fans af racing-rat til spilkonsoller. Ingen er kendt for at levere så tæt op til high-end rat som Logitech til gode priser.

Men når omsætningen falder med 20 procent i sidste kvartal – højsæsonen – så er det naturligt at gøre noget, og nævnte produkter forsvinder dermed fra markedet fra slutningen af 2013.

Det, Logitech står tilbage med, er i bund og grund pc-højttalere, tastatur og mus, tilbehør til tablets, webkameraer, headsets og ørepropper.

www.logitech.dk

Les videre
Exit mobile version