TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Her er Samsungs billigste 8K-TV

Samsung Q800T lander i butikkerne til maj og kan blive et af årets mest interessante TV’er.

Af / 30/04/2020 - 08:08
Her er Samsungs billigste 8K-TV

Samsung lancerede deres første 8K-TV’er allerede i 2018, med konkurrenter som LG og Sony lige i hælene. Men indtil nu har der ikke været meget interesse for de barberbladsskarpe skærme. Hvilket egentlig ikke er så underligt: Priserne har været skyhøje, og uden adgang til ægte 8K-indhold kan det også diskuteres, hvor meget udbytte man får af den ekstra opløsning.

I år ser det en tand mere lovende ud for 8K-formatet: Producenterne lancerer et større udvalg af TV’er, der understøtter 8K, hvilket vil bringe priserne ned på et mere spiseligt niveau.

Flere vil understøtte den vigtige HDMI 2.1-standard, der sikrer afspilning af 8K-video fra eksterne enheder. Desuden tager YouTube den nye AV1-codec i brug, som gør det lettere at uploade og afspille video i 8K-kvalitet. Dermed falder nogle vigtige brikker på plads, som vil forbedre adgangen til både TV’er og indhold.

s2
(Foto: Samsung)

Mere overkommelig 8K-model med HDMI 2.1

Samsung har hidtil reserveret den barberbladsskarpe 8K-opløsning til deres absolutte topmodeller, men i år udvider de sortimentet med en ny og billigere modelserie.

Den nye Q800T-serie er en nedskaleret version af flagskibet Q950TS. Q800T må klare sig uden storebrors eksklusive design, og mangler smarte finesser som No Gap-vægbeslag og ekstern One Connect-samleboks. Til gengæld har det et fuldblods 8K-panel med direkte Full Array LED-bagbelysning!

Annonce

Samsung har også bekræftet, at 2020-modellerne (inklusive Q800T) understøtter HDMI 2.1, med vigtige funktioner som 8K 60p, 4K 120p (High Frame Rate/HFR), Variable Refresh Rate (VRR) og Auto Low Latency Mode (ALLM). Det lover godt for fremtidig kompatibilitet med næste generation af spilkonsoller: Både PlayStation 5 og Xbox Series X forventes at tage funktioner i brug, der kræver HDMI 2.1.

s3 1
Så længe du har teknikken i orden, har YouTube overraskende meget 8K-indhold at byde på. (Foto: Audun Hage)

YouTube i 8K

Samsungs 2020-modeller vil også understøtte YouTube-video i det nye AV1-format. For 8K-modellerne betyder det umiddelbar adgang til 8K-indhold gennem den indbyggede YouTube-app.

Lyd & Billede har for nylig fået et frisk testeksemplar af Samsung Q800T ind og kan afsløre, at YouTube i 8K ser virkelig heftigt ud. Det er næsten lidt ironisk: Før var der nærmest ingen 8K-videoer at opdrive, og nu er der pludselig betydelige mængder af indhold tilgængeligt via fjernbetjeningen. Du skal dog være forberedt på at opgradere din internetforbindelse!

Læs også Nyhed: Nu kan du se YouTube i 8K-opløsning Ved hjælp af den nye videokomprimering AV1 bliver YouTube tilgængelig i knivskarp 8K-kvalitet!

Samsung Q800T kommer i en række skærmstørrelser: 65, 75, 82 og 98 tommer. Ikke alle varianter er bekræftet til Norden endnu, men de første modeller kommer på lager i midten af maj.

Prismæssigt er vi stadig i den højere ende, men det står allerede nu klart, at Q800T bliver markant billigere end sidste års 8K-modelserie Q950R. Med vejledende priser, der starter på 30.000 kroner for 65 tommer og 40.000 kroner for 75 tommer, ligger Q800T på omtrent samme prisniveau som sidste års 4K-topmodel, Q90R, da den var ny.

Lyd & Billede har fået både 65 og 75 tommers udgaven af Samsung Q800T ind til test. Følg med for mere fyldig omtale på lydogbillede.dk!

(f. 1981): Journalist. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Han er ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvordan vil næste års OLED-TV'er fra LG se ud?

TV-salget eksploderer

De bedste Black Week-tilbud på TV

Black Week TV 2025: 6 tips til et smart køb

Pas på, Dolby!

Lyd & Billede kårer årets bedste produkter 2025-2026

Bedre billedkvalitet på Disney+

Nu kan du købe Loewes største TV nogensinde - men det koster

Kig op! Her kommer TCL's nye kæmpe TV ind til test

TCL afslører 2026-TV'er: Første RGB MiniLED og 10.000 nit lysstyrke

Vi har set Dolby Vision 2 i aktion - er det værd at vente på?

Her er Hisense 116UX