Kører om kap på en tankfuld solskin

Lige nu dyster 38 racerbiler om at komme først tværs over Australien. Og de bruger ikke én dråbe benzin. De 3000 km tilbagelægges på ren solkraft.

World Solar Challenge er navnet på et hæsblæsende racerløb, hvor biler fra 22 lande kører om kap tværs over det australske kontinent. Og som om det at tilbagelægge 3000 kilometer gennem det øde, knastørre landskab ikke var udfordring nok, skal løbet gennemføres på ren solenergi.

Der deltager 38 biler i løbet, mange af dem bygget af forskere og studerende på universiteter.

Der dystes i flere klasser. I den ultralette Challenger-klasse gælder det alene om at komme først frem.

Der køres i flere forskellige klasser. Hvor tidligere løb alene har drejet sig om at få en soldrevet bil frem til målstregen hurtigst muligt i “challenger-klassen”, er der i år også kommet en “cruiser-klasse”. Og hvor challenger-bilerne er bygget så lette og spinkle som muligt for at mindske luftmodstanden, indeholder cruiser-klassen fartøjer, som bærer en vis lighed med praktisk anvendelige biler. Det er således et krav, at bilerne i cruiser-klassen har plads til mindst to personer, og at de opfylder sikkerhedskravene til indregistrerede køretøjer i hjemlandet.

Det gælder f. eks. den hollandske bil Stella (billedet øverst), som er verdens første soldrevne firepersoners familiebil.

Starten fra Darwin søndag.

Feltet satte af sted fra Darwin søndag, i 34 graders varme, og fortsætter indtil torsdag, hvor kørerne når Adelaide. Der køres fra 8 til 17 hver dag. Det er dog tilladt at forlænge turen med op til 17 minutter for at nå frem til et mere solbeskinnet sted, hvor bilen kan “tanke op”. I så fald starter bilen tilsvarende senere dagen efter.

Sidste gang, World Solar Challenge blev afviklet, var i 2011. Her måtte løbet imidlertid stoppes før tiden på grund af brande i ørkenlandskabet.

Kilde: ABC.net

 

Les videre
Exit mobile version