I Kina har de 3D-printet et helt lejlighedskompleks

Et kinesisk firma har ved hjælp af en overdimensioneret 3D-printer bygget et hus på fem etager samt en villa på 1.100 kvadratmeter!

3D-print kan bruges til mange ting. Vi har tidligere skrevet om eksperimenter med 3D-printet mad, og her er en historie om en mand fra Minnesota, som har 3D-printet et lille slot, som står i hans baghave!

Men nu beviser et kinesisk firma ved navn WinSun, at 3D-print er kommet så langt, at teknologien også kan bruges i den virkelige verden til for eksempel at bygge villaer eller etage-ejendomme med mange lejligheder.

På en udstilling i Suzhou Industrial Park fremviser firmaet i hvert fald eksempler på begge dele. Både villaen og etage-ejendommen er bygget af store elementer, som WinSun printer af et materiale, som består både af cement og af industriaffald. Selve 3D-printeren er 6,6 meter høj, 10 meter bred og 40 meter lang.

Grundlaget for de 3D-printede huse er tekniske illustrationer udarbejdet i CAD-software, og der er dermed principielt ingen grænser for, hvad man kan bygge ved hjælp af 3D-teknologien. Med tiden håber firmaet derfor også på at kunne 3D-printe i meget større skala og for eksempel bygge skyskrabere eller broer på denne måde.

Les videre
Exit mobile version