At USA har bandlyst Huawei og anden kinesisk teknologi, er en gammel nyhed. Google er blevet tvunget til at afslutte samarbejdet, hvilket igen har tvunget den kinesiske mobilgigant til at satse på deres egen app-butik, AppGallery.
Det har dog været muligt at opdatere Android på eksisterende Huawei-telefoner og -tablets, der kom på markedet, før restriktionerne blev annonceret i maj 2019, såsom P30 Pro. Det skyldes en midlertidig generel tilladelse.
Android-opdateringer afsluttes for Huawei
Men det var indtil torsdag den 13. august. Da løb timeglasset ud for smuthullet, og derfor er support og opdateringer fra amerikanske teknologiselskaber som Google nu også forbudt til eksisterende udstyr.
“Vi fortsætter med at arbejde sammen med Huawei, i overensstemmelse med myndighedernes forskrifter, for at levere sikkerhedsopdateringer og opdateringer til Googles apps og tjenester på eksisterende enheder, og vi vil fortsætte med at gøre det, så længe det er tilladt,” sagde Google i februar.
Fredag sagde en Google-talsmand til Washington Post, at det var den midlertidige generelle tilladelse, der havde gjort det muligt for virksomheden at levere opdateringer til eksisterende enheder. Han uddybede ikke yderligere.
Skifte til AppGallery?
Det betyder, som vi forstår det, at alle ejere af Huawei-mobiler med Android operativsystem nu ikke længere får opdateringer og fejlrettelser på deres produkt. Efterhånden som apps ikke længere understøtter din Android-version, eller telefonen begynder at opføre sig ustabilt, kan en løsning være at installere AppGallery.
Opdatering 17.08.2020 kl 16.00:
Efter den oprindelige publicering af sagen i Norge har vi fået en opdatering via e-mail fra Huawei Norge:
“Huaweis smartphones med Google præinstalleret kan stadig downloade og opdatere apps fra Google Play som sædvanlig. Huawei vil fortsat tilbyde Android-systemopdateringer og -tjenester,” skriver Anders Bigseth, der er kommunikationsdirektør i Huaweis norske afdeling.
Han skriver videre: “Alle tilgængelige Huawei-PC’er kan fortsat anvende Windows og få adgang til relevante tjenester. Software, der ikke er fra Microsoft, kan installeres og bruges som normalt.”
Ifølge Huawei selv skal det med andre ord betyde, at deres Android-telefoner fortsat vil få opdateringer. Vi har dog en følelse af, at det sidste ord ikke er sagt i denne sag.
Oprindelig kilde: Washington Post
Jeg har en Huawei mate 20 pro min mobil er ved at skranter
den lader ikke op rigtig så er der nogle ting der ikke funger hva gør jeg så