Nu er Huawei nummer 3

En rapport fra analyseinstituttet IDC slår fast, at den kinesiske mobilproducent, Huawei, nu er den tredjestørste leverandør af smartphones i verden.

Analyseinstituttet IDC har udgivet en rapport, som tager temperaturen på verdens mobilmarked med udgangspunk i fjerde kvartal 2012, og det er interessant læsning for den kinesiske producent, Huawei. Kineserne har nemlig overhalet mobilproducenter som Sony, Nokia og RIM (Reseach In Motion, som producerer Blackberry) og er med en global markedsandel på 4,9 procent nu den tredjestørste leverandør af smartphones på verdensplan.

Verdens største producent af smartphones er Samsung med en markedsandel på 29 procent, mens Apple med 21,8 procent sidder tungt på andenpladsen. Ranglisten er baseret på antallet af leverede enheder, ikke omsætning.

IDC bemærker i analysen, at en anden kinesisk mobilproducent, ZTE som ikke har den store tilstedeværelse i Danmark, også befinder sig blandt de fem største producenter i verden, og alt i alt tegner det et billede af, at de kinesiske producenter nu bliver taget alvorligt på det globale marked.

– Begge virksomheder har opnået større markedsandele ved at fokusere på massemarkedet, men i den seneste tid fokuserer de begge på mere avancerede enheder. Herudover har både Huawei og ZTE presset citronen med industrielt design med større skærme og en tyndere formfaktor såvel som innovative applikationer og brugeroplevelser, udtaler Ramon Llamas fra IDC.

Ifølge IDC’s rapport er det samlede, globale mobilmarked vokset med 1,9 procent, hvis man sammenligner fjerde kvartal 2012 med det samme kvartal i 2011.

Kilde: TechCrunch

Les videre
Exit mobile version