TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
☀️SOMMERTILBUD☀️ LB+ Total 6 uger for bare 6 kroner!

Nyhed

Nothing Phone (3) lanceret med Snapdragon 8s Gen 4 og periskopkamera

Nothing har lanceret Phone (3) med topprocessor og tredobbelt kamerasystem til priser fra 6.599 kroner.

Af / 01/07/2025 - 19:20
Nothing Phone (3) lanceret med Snapdragon 8s Gen 4 og periskopkamera

Tech er blevet kedelig. Alle smartphones ligner hinanden og kan det samme.

“Derfor tog vi os god tid. Efter to års fokuseret udvikling er Phone (3) vores svar: et flagskib, der er bygget til at få teknologi til at føles personlig igen.” Det sagde Carl Pei om Nothings nyeste smartphone, der netop er blevet præsenteret i London, hvor L&B Home er til stede.

Nothing Phone (3) er nemlig den første nye flagskibsmodel fra den engelske tech-virksomhed siden Phone (2) fra 2023. Den nye model drives af Qualcomms Snapdragon 8s Gen 4-processor, hvilket ifølge Nothing skal gøre Phone (3) dobbelt så hurtig som sin forgænger.

Carlpei phone3 colours
Nothing topchef og grundlægger, Carl Pei, præsenterer Nothing Phone (3) i London. (Foto: Peter Gotschalk)

Periskoplinse og 4K-video på alle kameraer

På mobilens bagside finder vi et nyt kamerasystem, som består af et hovedkamera med 1/1,3″ sensor og optisk billedstabilisering, et ultravidvinkelkamera med 114 graders synsfelt samt et periskopkamera med 3x optisk zoom. Periskoplinsen kan bruges til makrobilleder fra 10 cm afstand og tilbyder desuden op til 60x AI-zoom, lover Nothing.

Alle fire kameraer, inklusive frontkameraet på 50 Mp, kan optage 4K-video ved 60 fps med optisk billedstabilisering. Nothing har udviklet sin egen billedbehandlingssoftware kaldet TrueLens Engine 4, der skal forbedre skyggedetaljer og fremhæve naturlige farver. Ultra XDR-video optager hvert billede med dobbelt eksponering for at balancere lys og skygger.

Annonce
Nothing Phone (3)
(Foto: Peter Gotschalk)

Glyph Matrix erstatter LED-mønstre

Nothing Phone (3) introducerer en ny version af virksomhedens karakteristiske Glyph Interface. De tidligere LED-mønstre, der oplyste bagsiden med lysstriber i forskellige former, erstattes således af Glyph Matrix – et cirkulært LED-display med 489 individuelle dioder.

Det nye system kan vise animerede piktogrammer og fungerer sammen med en dedikeret knap på bagsiden. Formålet er ifølge producenten at flytte notifikationer væk fra hovedskærmen. Glyph Matrix kan vise caller ID og tilbyder forskellige såkaldte Glyph Toys, herunder ur, batteri-indikator og små spil.

Nothing Phone (3)
(Foto: Peter Gotschalk)

AI-funktioner i Nothing OS 3.5

Phone (3) er født med Nothings egen brugerflade, Nothing OS 3.5, som er baseret på Android 15, og byder på flere AI-baserede funktioner. Essential Space samler screenshots, notater og andre informationer ét sted via en dedikeret knap på siden af mobilen. Funktionen organiserer og husker det gemte indhold.

“Flip to record” optager og transkriberer møder ved at vende mobilen om, mens Essential Search fungerer som et universelt søgefelt for kontakter, filer og generelle spørgsmål – samt alle de gemte informationer i Essential Space. Flip to record understøttes kun på engelsk ved lanceringen, og Nothing kan ikke svare på, om og i givet fald hvornår funktionen bliver tilgængelig på f.eks. skandinaviske sprog.

Nothing Phone (3)
(Foto: Peter Gotschalk)

Premium-skærm og nyt design

Mobilen kommer med en 6,67″ AMOLED-skærm med 1,5K-opløsning (2800 x 1260 pixel) og dynamisk opdateringsfrekvens op til 120 Hz. Den maksimale lysstyrke når 4500 nit ved HDR-indhold.

Forsiden beskyttes af Gorilla Glass 7i, mens den transparente bagside anvender Gorilla Glass Victus. Nothing Phone (3) er IP68-certificeret og leveres i sort og hvid.

Nothing Phone (3)
(Foto: Peter Gotschalk)

Silicium-karbon batteri og hurtigopladning

Batteriet på 5150 mAh anvender silicium-karbon teknologi, som skal give 10 procent bedre energidensitet end forgængeren, garanterer Nothing. Mobilen understøtter 65 watt hurtigopladning og 15 watt trådløs opladning.

Producenten lover fuld opladning på 54 minutter og 50 procent batteri på 19 minutter. Batterilevetiden skulle række op til to dage under normal brug.

Læs også TEST: CMF by Nothing Phone 2 Pro Nothing fortsætter succesen med opgraderet budget-flagskib, der byder på telefoto-kamera, AI-funktioner og ekstrem lysstyrke til en pris, der ikke burde være mulig.

Hukommelse og opdateringer

Nothing Phone (3) leveres i to konfigurationer: 12 GB RAM med 256 GB lager eller 16 GB RAM med 512 GB lager. Begge versioner anvender LPDDR5X RAM og UFS 4.0-lager.

Virksomheden lover fem store Android-opdateringer og syv års sikkerhedsopdateringer. Android 16 og Nothing OS 4.0 forventes i tredje kvartal 2025.

Nothing Phone (3)
(Foto: Peter Gotschalk)

Pris og tilgængelighed

Nothing Phone (3) kan forudbestilles fra 4. juli og kommer i butikkerne 15. juli. Modellen med 12 GB RAM og 256 GB lager koster 6.599 kroner, mens versionen med 16 GB RAM og 512 GB lager sælges til 7.399 kroner. Mobilen bliver tilgængelig hos bl.a. Elgiganten og på Nothings hjemmeside.

Udover Nothing Phone (3) lancerede techvirksomheden også hovedtelefonerne Nothing Headphone (1), som techvirksomheden har udviklet i samarbejde med ærkebritiske KEF. Dem kan du læse om hos Lyd & Billede.

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Samsungs nye foldbare med endnu mere AI og langt slankere design

OnePlus udvider sortimentet: Nord 5, Nord CE 5 og nyt 43 mm Watch 3 lanceret

Spansk politi mistænker Pixel-brugere for at være narkohandlere

Først Huawei, nu OnePlus?

Nothing lancerer intet mindre end sin dyreste mobil nogensinde

WhatsApp får AI-funktioner uden at læse dine beskeder

Apple åbner iPhone for konkurrenter til AirDrop

Fairphone 6 lanceret i Google-fri udgave

AI fylder næsten ingenting på nettet

Adobes billed-AI i mobilen

Spændende OnePlus-nyheder på vej

Android 16 er her allerede