Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Nothing phone (1) lanceret til uventet lav pris

Kommer med moderate specs, men helt ny og innovativ brugerflade.

Skrevet af / 12/07/2022 - 18:08
Nothing phone (1) lanceret til uventet lav pris

Vi har skrevet spalte op og spalte ned om den kommende smartphone, Nothing phone (1), fra firmaet Nothing, der indtil i dag kun havde lanceret ét eneste produkt, nemlig de gennemsigtige hørepropper Nothing Ear (1). Der var én grund til, at en endnu ikke lanceret mobil fra et nyt tech-firma fik så meget opmærksomhed, og den grund hedder Carl Pei.

Svensk-kinesiske Carl Pei var i sin tid nemlig medstifter af OnePlus, som siden den spæde begyndelse i slutningen af 2013 er blevet et af danskerne mest foretrukne mobilmærker. Pei forlod imidlertid OnePlus i 2020, i forbindelse med at firmaet begyndte et tættere samarbejde med Oppo, en anden kinesisk mobilproducent, der er blandt verdens største.

CarlPei nothingphone1 launch
Carl Pei præsenterer Nothing phone (1) i forbindelse med dagens lancering. (Foto: Peter Gotschalk)

I stedet stiftede Carl Pei teknologi-virksomheden Nothing med det erklærede mål at udfordre markedet og genskabe entusiasmen for teknologi-produkter. I et marked, der vitterligt er blevet en smule kedeligt, er det en nobel hensigt, som i hvert fald fortjener vores opmærksomhed.

Nu er Nothing phone (1) så blevet officielt lanceret. Og selvom vi skal lade det være op til den enkelte læser, om den nye mobil kan genskabe hans eller hendes entusiasme, så er det i hvert fald en kendsgerning, at Nothing prøver at være nyskabende med ders nye smartphone.

nothingphone1 glyph
Carl Pei præsenterer det nye Glyph Interface, der består af 900 LED-lamper på mobilens bagside. (Foto: Peter Gotschalk)

Det gælder først og fremmest den nye brugerflade, som dels består af Nothing OS, firmaets egen grænseflade til Android 12, dels af det såkaldte Glyph Interface.

Bagsiden af Nothing phone (1) er nemlig gennemsigtig, og bag det beskyttende Gorilla Glass 5 finder man 900 små LED-lamper, som kan lyse op i et utal af kombinationer og mønstre.

F.eks. viser en bjælke nederst på bagsiden den aktuelle batteristatus, mens mobilen oplades. Tager man billeder i svagt lys, kan alle LED-lys lyse samtidig ved fuld lysstyrke for at oplyse motivet, hvilket giver en mere jævn belysning end ved brug af blitz.

Bemærkelsesværdigt er det også, at mobilen kommer med ti ringetoner, der er synkroniseret med LED-lysene på bagsiden, så lyset matcher lyden. Da disse ringetoner også kan tildeles bestemte kontakter, er det muligt at se, hvem der ringer, uden at kigge på skærmen, selv om mobilen er sat på lydløs.

Også selve skærmen beskyttes af Gorilla Glass 5, mens rammen er fremstillet af genbrugt aluminium.

nothingphone1 nothingos
Oven på en helt ren Android 12 får brugerne fornøjelse af Nothing OS, der ikke blot er en karakteristisk designet brugerflade, men også byder på forbedret integration med andre elektronikprodukter. Carl Pei nævnede ved lanceringen bl.a. muligheden for at tænde for klimaanlægget i sin Tesla fra sin Nothing phone (1) som et eksempel på integration med produkter fra tredjepartsproducenter. Han lovede masser af yderligere integration med tiden. (Foto: Peter Gotschalk)

Skærmen er fremstillet af fleksibel OLED, selvom den er flad. Ifølge Carl Pei er det for at kunne gøre skærm og ramme fuldstændig symmetrisk, så der er lige stor afstand til kanten af mobilen hele vejen rundt om skærmen.

Skærmen måler 6,55″ og kommer med en opdateringfrekvens på 120 Hz og FHD+ opløsning (2400 x 1080 pixels).

Under skærmen sidder en Snapdragon 778G+ processor, som ifølge Carl Pei er blevet valgt for at give brugerne den bedst mulige balance mellem ydelse og batterilevetid. Selve batteriet er på 4500 mAh. Det kan oplades med op til 33 W, men understøtter også op til 15 W trådløs opladning.

I stedet for at udstyre telefonen med tre eller fire middelmådige kameralinser har Nothing valgt at satse på to solide sensorer, hhv. en 50 Mp vidvinkel fra Sony og en 50 Mp 114° ultravidvinkel fra Samsung.

Nothing phone (1) kan købes fra d. 21. juli. Enten via Nothings egen webside eller hos teleselskabet Telenor samt deres datterselskab CBB.

nothingphone1 skaerm
OLED-skærmen på 6,55″ understøtter også HDR10+. (Foto: Peter Gotschalk)

Vi kender endnu ikke de danske priser, men den mindste version af Nothing phone (1) med 8 GB RAM og 128 GB indbygget lager kommer til at koste USD 399 på det internationale marked. Det svarer til knap 2.800 danske kroner, hvilket er markant billigere end vi havde forventet.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

iPad Pro får to OLED-paneler

Ny iPad Air fås i to størrelser

Nothings designkonkurrence er afsluttet

Sov du over dig i morges? Apple indrømmer, at det var deres skyld!

Tag en digital detox med Nokias nye dumme mobiler

Her er HMD's egne mobiler

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

0
Lyd & Billede
Scroll to Top