Huawei har i dag lanceret tre nye smartwatches ved et arrangement i Berlin: Watch 5, Watch Fit 4 og Watch Fit 4 Pro. De nye smarte ure kommer i tyndere design, med nye materialer og forbedrede sportsfunktioner.
Watch 5 med fingerspids-sundhedsteknologi
Huawei Watch 5 bliver flagskibet i sortimentet og introducerer det, som producenten kalder ‘Multi-sensing X-TAP-teknologi’. Teknologien med det mundrette navn skal ifølge Huawei muliggøre sundhedsmålinger ved at brugeren placerer fingerspidsen på uret. Den kinesiske producent garanterer, at du kan få adgang til ni forskellige typer sundhedsdata, heriblandt puls, EKG og iltmætning, på under 60 sekunder.

Uret leveres i modsætning til forgængerne i to størrelser: 42 mm og 46 mm. 42 mm-modellen er fremstillet af 904L rustfrit stål. 46 mm-varianten benytter titanium, som Huawei hævder er 45% lettere og næsten dobbelt så stærkt som rustfrit stål. Begge modeller har safirglas som beskyttelse.
Watch 5 har et cirkulært design med en roterende krone og en fysisk knap. De nye farver inkluderer Sand Gold og Purple. Remme fås i titanium, fluoroelastomer og kompositversioner.

Det nye smartwatch er udstyret med eSIM til opkald uden smartphone. Batterilevetiden angives til 4,5 dage for 46 mm-modellen og 3 dage for 42 mm-varianten i standardtilstand. I batterisparetilstand kan levetiden forlænges til henholdsvis 11 og 7 dage, forsikrer Huawei.
Watch Fit 4-serien med fokus på udendørssport
Watch Fit 4-serien har til gengæld et rektangulært design med afrundede kanter. Standard-modellen måler 9,5 mm i tykkelse og vejer 27 gram. Pro-versionen er endnu tyndere med sine 9,3 mm og en vægt på 30,4 gram.
Pro-modellen adskiller sig med premium-materialer: safirglas, titanium-bezel og et aluminiumskabinet i flykabine-kvalitet. Skærmen har ifølge producenten en maksimal lysstyrke på 3.000 nit. Dette skal sikre læsbarhed i direkte sollys, lover Huawei.

Watch Fit 4 Pro tilbyder specialiserede sportsfunktioner. Modellen leveres med funktioner til professionelt trailløb, dykning ned til 40 meter og golffunktioner med adgang til over 15.000 baner. Et nyt barometer er tilføjet til måling af højdemeter under aktiviteter som bjergbestigning.
Begge ure understøtter vandsport med rutesporing til syv aktiviteter, heriblandt sejlads og stand-up paddleboarding.
Batterilevetiden angives til 10 dage ved normal brug.
Sundhedsfunktioner og forbindelsesmuligheder
Både Watch 5 og Watch Fit 4 Pro benytter Huaweis såkaldte TruSense-system til sundhedsmålinger. Watch Fit 4-serien tilbyder heldags-overvågning af pulsvariation (HRV) og registrering af vejrtrækningsafbrydelser under søvn. Watch Fit 4 Pro inkluderer EKG-måling, hvilket standard-modellen ikke har.
Urene understøtter nye bevægelsesgenkendelser. En dobbelt-swipe eller dobbelt-tap kan ifølge Huawei bruges til at håndtere opkald, styre musikafspilning eller fjernbetjene mobilkameraet.
Pris og tilgængelighed
Alle tre smartwatches er tilgængelige i Danmark fra i dag.
Huawei Watch 5 har vejledende priser fra 3.399 til 4.799 kroner afhængigt af størrelse og remmateriale.
Watch Fit 4 kommer med en vejledende udsalgspris på 1.299 kroner, mens Watch Fit 4 Pro lander på 2.199 kroner.
https://consumer.huawei.com/dk/