TESTS GUIDES FILM & TV HØJTTALERE TV HOVEDTELEFONER HI-FI FOTO SMART HOME HJEMMEBIOGRAF COMPUTER MOBIL GAMING

HD apps til Den nye iPad

Læs her og få et overblik over 15 retina-apps til iPad 3, du ikke må leve foruden.

forfatter
Publiceret 07/06/2012 - 20:33

Skærmen på Den nye iPad kalder Apple en retina-skærm, og med en opløsning på 2048 x 1536 pixel og 264 ppi på den 9,7 tommer store skærm byder tablet-computeren da også på det skarpeste HD-billede i mands minde. Det har en række app-udviklere allerede taget konsekvensen af, og derfor er der nu en masse “retina-parate” apps klar til download i App Store.

Amazon Kindle – Gratis

Vi er mange, der bruger vores iPad som e-bogs-læser, og med den nye retina-skærm er læseoplevelsen blevet kraftigt forbedret. Apple har sin egen iBooks app med tilhørende online-boghandel, men vi synes, at Amazon med deres Kindle app er det, du skal vælge, hvis du kun må have en enkelt e-bogs-læser app med på en øde ø. Bøger, magasiner og aviser, som du har købt i Kindle, bliver synkroniseret til alle enheder, hvor du har app’en installeret, men den største fordel er Amazons gigantiske udvalg.

 

Flipboard – Gratis

Det her er måske den bedste app til iPad nogensinde. Med Flipboard gør du din Facebook-væg, dine Twitter og RSS feeds, dine foretrukne nyhedsmedier og alt muligt andet mellem himmel og jord til lækre magasinsider, som du kan bladre igennem, som sad du i en strandstol med en paraply i din cocktail og et blad på glittet papir mellem hænderne. Lige så lækkert ser Flipboard nemlig ud, og så er kombinationen af nyhedsmedier og sociale medier lige i øjet.

 

Evernote – Gratis

Det ultimative note-værktøj er ikke en overdreven betegnelse for Evernote, som du naturligvis kan bruge til at tage noter og lave to-do-lister, som så bliver synkroniseret og holdt up-to-date på alle de enheder, hvor du har installeret app’en – i øvrigt uanset om vi taler om din computer, en smartphone med Android eller Windows Phone eller din elskede iPad. Evernote kan naturligvis integreres med Facebook og Twitter, så du kan dele dine noter med netværket, og du har også mulighed for at diktere noter eller at bruge iPad’ens kamera og integrere billederne i dine noter.

 

GarageBand – 30 kroner

Så er det tid til at lukke din indre musiker ud. Man skal være meget umusikalsk for ikke at kunne få mange timer til at gå med GarageBand, som lader dig spille på en række forskellige instrumenter og tilmed fungerer som et lille lydstudie, så du kan komponere dine egne melodier. Den nyeste iPad-version ser bedre ud end nogensinde, og desuden har Apple tilføjet nye instrumenter som f.eks. Smart Strings, så du på nul-komma-nul-fem kan lyde som et helt strygeorkester. Og hvem kunne ikke tænke sig det?

 

iMovie – 30 kroner

Har du lyst til at redigere video i HD-kvalitet med dine bare fingre? Så er iMovie lige noget for dig. Så kan du lynhurtigt trylle de ferieoptagelser, du har lavet med din iPad (eller optagelserne af en unboxing, en forelæsning eller et møde), om til en fiks lille film, hvor der er skåret ind til benet og tilsat både lydeffekter, musik og overgange. Nyt i version 1.3, som kom samtidig med Den nye iPad, er bl.a. muligheden for at lave lækre filmtrailers samt at overføre en sang fra GarageBand og bruge den i iMovie.

 

Twitter – Gratis

Følg med, når mediefolk, popstjerner, politikere og alle mulige andre deler deres tanker med deres “followers” og “tweeter” små beskeder på maksimalt 160 tegn. Du kan også selv få en skare af folk, der følger dig og dine tanker, og det er både hurtigt og nemt at komme i gang. Twitter er endnu ikke slået så stort an i Danmark som i USA, men hvis du allerede er på Facebook, så er Twitter et genialt supplement. Den nye HD app til iPad ser bedre ud end nogensinde og giver dig det perfekte overblik både over dine egne og de andres tweets.

 

Remote – Gratis

Hvis du har al din musik liggende i iTunes, er det bare at slå Deling i Hjemmet til, så kan du fjernstyre computeren eller din Apple TV, hvis du har sådan en, ved hjælp af denne app. Brugerfladen er helt magen til iTunes på computeren, men forskellen er, at du nu kan tænde og slukke for musikken, sætte film i gang på tv’et eller sammensætte spillelister uden at forlade sofaen.

 

Solar Walk – 18 kroner

Her kommer Den nye iPads retina-skærm for alvor til sin ret. Solar Walk er simpelthen Solsystemet på din iPad. Med app’en kan du navigere rundt fra planet til planet, og du kan komme helt tæt på. Svæver du f.eks. over Jorden, kan du se satellitterne følge deres bane rundt om kloden, og også dem kan du zoome helt ind på og se, hvordan de ser ud på nært hold. Detaljerigdommen er med andre ord enorm. Via AirPlay kan du spejle app’ens billede på din tv-skærm, og hvis tv’et understøtter det, kan du sågar fræse rundt i universet i 3D. Intet under, at denne app blev kåret af Apple som en af årets bedste apps både i 2010 og i 2011.

Angry Birds Space HD – 18 kroner

Det må ikke være nemt at følge op på en så stor succes, som Angry Birds uomtvisteligt har været. Men de finske udviklere fra firmaet Rovio har gjort forsøget, og resultatet, Angry Birds Space HD, er imponerende godt. Spillet ser selvfølgelig knaldgodt ud på en højopløste retina-skærm – man får mere fornemmelsen af interaktiv animation end af pixels og computergrafik – og gameplay’et har fået et lille twist, som gør, at man sagtens kan spille Space-versionen, selv om man måske er blevet lidt træt af det “gamle” Angry Birds.

Asphalt 6: Adrenaline HD – 6 kroner

Racerbilspil er noget, man åbenbart skal have liggende på sin iPad, og det siger sig selv, at spil af denne type kommer til at se ti gange mere lækre ud på Den nye iPad. Ikke kun på grund af retina-skærmen, men også på grund af den nye A5X processor, som ifølge Apple skulle yde fire gange mere end Nvidias Tegra 3 processor, der ellers er det ypperste inden for grafik-hardware på bærbare enheder. Om denne påstand holder vand, vil vi lade andre afgøre, men hvorom alting er, så betyder den nye processor, at grafikken afvikles langt hurtigere end tidligere, samt at iPad’en nu ganske overbevisende kan vise effekter som skygger, lys, røg, refleksioner osv. Og det er helt på sin plads, når man spiller Asphalt 6, som er et spil, hvor det drejer sig om at køre hurtigt og smadre de andre. Her er fart på, og det gælder om at holde tungen lige i munden, men det hele kører smukt og glidende, og app’en er et tydeligt tegn på, at Apple satser stort på at gøre iPad til folks foretrukne mobile spilkonsol.

Pulse News – Gratis

Hvis Flipboard gør din iPad til et lækkert, glittet magasin, så gør Pulse News din yndlings tablet-computer til en no-bullshit telegramtjeneste, der giver dig nyhedsoverblikket på nul-komma-nul-dut. Skærmbilledet er delt op i vandrette rækker, og i hver række kan du tilføje et nyhedsmedie. Resultatet er et skakbræt af nyhedsmedier og historier, som giver et hurtigt overblik og er nemt at navigere rundt i. Eneste svaghed er, at danske medier glimrer ved deres fravær. Skal du have et dansk medie med i Pulse News, er du nødt til at abonnere på mediets RSS feed via Google Reader og så tilføje denne som nyhedsmedie i Pulse.

Skitch – Gratis

Med deres Galaxy Note, der er en sjov kombination af en smartphone og en tablet-computer, gør Samsung et stort nummer ud af muligheden for at annotere – dvs. tegne på og tilføje tekst til – eksisterende indhold, såsom websider, kort og billeder. Men som man siger: “There’s an app for that,” og på din iPad hedder den Skitch. Den er udviklet af firmaet bag Evernote, og med denne app kan du altså bruge fingrene til at tegne og skrive oven på snart sagt hvad som helst, du måtte have af indhold på din iPad. Selvfølgelig kan du via app’en derefter dele det annoterede indhold med vennerne på Facebook og Twitter.

Vimeo – Gratis

YouTube er ikke den eneste streaming-videotjeneste på internettet. Vimeo er en værdig konkurrent, og især Vimeos app til iPad er et kig værd. Den understøtter selvfølgelig den nye retina-skærm, hvilket er lig med masser af flotte HD-videoer, og så kan du bruge app’en til at uploade, redigere og forvalte dine egne videoer på Vimeo direkte fra iPad’en.

Sky Gambler: Air Supremacy – 30 kroner

Hvis du kun skal købe ét spil til din nye iPad i år – og ikke din mave er for følsom – så køb Air Supremacy. Her får du for alvor at se, hvad Den nye iPad kan præstere i grafikafdelingen, og samtidig får du et af de bedste kampflyspil, vi nogensinde har set. Spil klassikere som Deathmatch, Capture the Flag og Defend the Base online med vennerne, og nyd samtidig synet af grafik, der byder på hidtil usete effekter (på iPad), som når solens stråler bryder igennem skyerne og reflekteres af regnens sidste vanddråber, eller varmepulsen fra jetmotorerne, når du træder sømmet i bund og bryder lydmuren. Det skal ses, før man forstår, hvor flot det er.

Denso – Gratis

Det her er ikke en japansk app, der træner dig i kunsten at lave sushi og kata på samme tid, selv om navnet måske lyder sådan. Det er derimod en app, der gør det samme for dine video-feeds, som Flipboard og Pulse News gør for dine nyheder og sociale netværk. Med Denso kan du skabe dine egne videokanaler ved at kombinere feeds fra dine Facebook-, Twitter- og Google Reader-sider, og så kan du abonnere på kanaler fra Reddit, TED, CNN, Rotten Tomatoes, Engadget og mange, mange flere. Med Denso er du simpelthen konstant opdateret om de nyeste videoer fra dine venner og dine yndlingskanaler, og i den nyeste version understøtter app’en såmænd også AirPlay, så du kan afspille videoer på dit tv via Apple TV og lade app’en køre i baggrunden, så du kan surfe, chatte eller skrive e-mails imens.

Kommentarer

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments
Bedste iPad Air til dato Den nyeste iPad Air gør næsten iPad Pro rangen stridig som markedets bedste tablet. Desværre er skærmen stadig baseret på gammel teknologi.
En æra er forbi 21 års iPod-historie er nået til vejs ende. Apple producerer ikke flere eksemplarer af iPod Touch.
Sony lancerer ny topmobil til entusiasterne Den nye Android-smartphone fokuserer især på video og fotografi.
Praktisk oplader og stativ til hjemmekontoret Oplader mobil og hørepropper, og passer på dine hovedtelefoner.
Bliv en bedre golfspiller Garmin vil hjælpe dig med at ramme topformen på greenen.
Sådan kan du prøve Nothings nye brugerflade Nothing phone (1) kommer først til sommer, men interesserede kan prøve den nye brugerflade til Android allerede nu. Læs hvordan her.
Følg Lyd & Billede
Send this to a friend