“Hver gang vi ser en Google Pixel, mistænker vi, at den kan tilhøre en narkohandler,” udtaler en højtstående leder af antinarko-operationer i Catalonien.
Udtalelsen kommer i kølvandet på flere anholdelser, hvor specialenheder har konfiskeret modificerede Pixel-mobiler fra mistænkte narkohandlere. Det skriver det spanske techmedie Xataka Android.
Fra smartphone til mistænkt
Det catalanske politi har observeret et stigende antal tilfælde, hvor Pixel-enheder bruges til at koordinere narkotransaktioner og andre kriminelle aktiviteter. Ifølge efterforskerne er mobilerne blevet så tæt forbundet med organiseret kriminalitet i regionen, at selve synet af en Pixel-mobil nu vækker mistanke hos betjente på gaden.
Politiets tekniske enheder har måttet udvikle nye metoder for at håndtere de krypterede enheder. Traditionelle dataekstraktionsværktøjer har vist sig ineffektive mod de sikrede mobiler, hvilket har tvunget efterforskerne til at ty til mere proaktive metoder, herunder forsøg på at inficere mistænktes enheder med malware.
Hardware-sikkerhed tiltrækker kriminelle
Pixel-mobilernes popularitet blandt kriminelle skyldes ikke kameraet eller Google-tjenesterne, men hardwarens sikkerhedsfunktioner og muligheden for at installere GrapheneOS. Nyere Pixel-modeller som Pixel 8 og 9-serien bruger avancerede ARMv9 CPU-kerner med memory tagging, der giver ekstra beskyttelse mod hackingforsøg.
Cataloniens politistyrke rapporterer, at efterforskere flere gange har konfiskeret modificerede Pixel-enheder, hvor kameraer, GPS-moduler og mikrofoner er blevet fysisk fjernet. Disse ændringer reducerer risikoen for sporing og omdanner standardmobilen til et dedikeret, sikkert kommunikationsværktøj.
Politiets cyberenheder understreger, at værktøjer som Cellebrite og Grayshift ikke kan bryde sikkerhedsforanstaltningerne på nyere Tensor Pixel-enheder (fra Pixel 6a og frem) med GrapheneOS uden brugerens samtykke eller kendskab brugerens password.
GrapheneOS: Et ekstra lag af sikkerhed
GrapheneOS er bygget på Androids åbne kildekode, men med markant forstærkede sikkerheds- og privatlivsfunktioner. Systemet fjerner som standard alle Google-tjenester og reducerer dermed dataindsamling og sporing.
Operativsystemet beskytter mod exploits, forstærker app-isolation og giver detaljeret kontrol over systemtilladelser. USB-porten kan indstilles til “Kun opladning når låst” for at mindske risikoen for angreb, og netværkstilladelser kan styres individuelt for hver app.
For brugere med ekstreme sikkerhedsbehov tilbyder GrapheneOS også PIN-kodescrambling på låseskærmen og en nødkode til sikker sletning af enheden under tvang.
De catalanske efterforskere har observeret, at kriminelle netværk ofte bruger kombinationen af GrapheneOS med krypterede kommunikationsapps som Signal, hvilket skaber flere lag af sikkerhed, der gør overvågning næsten umulig.
Graphene-udviklere afviser kriminelle hensigter
GrapheneOS-teamet har svaret på de spanske rapporter om systemets brug i kriminelle miljøer. “Europæiske autoritære kræfter og deres medløbere i medierne fremstiller GrapheneOS og Pixel-mobiler som om de er noget for kriminelle. GrapheneOS er imod den masseovervågningsstat, disse mennesker ønsker at påtvinge alle,” skriver teamet på deres X-konto.
European authoritarians and their enablers in the media are misrepresenting GrapheneOS and even Pixel phones as if they’re something for criminals. GrapheneOS is opposed to the mass surveillance police state these people want to impose on everyone.https://t.co/CxWQDCcVpO
— GrapheneOS (@GrapheneOS) July 2, 2025
Udviklerne fastholder, at sikkerhed er et neutralt værktøj. Systemets sikkerhedsfordele gør det attraktivt for journalister, aktivister og personer med høje sikkerhedskrav.