Selvom vi må vente mange måneder endnu på Apples kommende iPhone 18-serie, og selvom den amerikanske producent endnu ikke har bekræftet noget officielt, dukker der løbende læk op med detaljer om de kommende modeller. Flere læk fra amerikanske og kinesiske kilder afslører nu detaljer om Apples planer for iPhone 18-serien.
Denne artikel vil blive opdateret løbende i takt med, at vi hører om nye, troværdige rygter!
Opdelt lancering i to faser
Apple planlægger ifølge rygterne en markant ændring af sin traditionelle lanceringstidsplan med iPhone 18-serien. I stedet for at præsentere alle modeller samtidig i september, introducerer Apple for første gang en tofaset udrulning. iPhone 18 Pro, iPhone 18 Pro Max, iPhone 18 Air og den første foldbare iPhone lanceres i september 2026, mens de billigere modeller, iPhone 18 og iPhone 18e, først følger i foråret 2027. Strategien ligner den opdeling, vi har set fra flere kinesiske producenter, hvor flagskibsmodellerne prioriteres først.
iPhone 18 Pro og Pro Max: Nyt design?
Pro-modellerne får ifølge The Information den mest markante designændring siden introduktionen af Dynamic Island. Frontkameraet flyttes fra midten af skærmen til øverste venstre hjørne i et lille punch hole-udskæring, hvilket skaber et asymmetrisk design. Ændringen skyldes, at Apple implementerer Face ID under skærmen, hvor TrueDepth-sensoren placeres under displayet. Dynamic Island forsvinder dermed helt på iPhone 18 Pro-modellerne, hvilket giver en renere skærmoplevelse.
Der er dog modstridende rygter om denne ændring. Display-analytiker Ross Young mener, at Dynamic Island blot bliver mindre, og Bloomberg’s Mark Gurman rapporterer det samme. Den kinesiske leaker Instant Digital hævder derimod, at Dynamic Island forbliver i sin nuværende størrelse, og at hverken under-skærm Face ID eller under-skærm-kameraet debuterer næste år.
Probably 3 stages:
2026 – smaller notch as some under panel Face ID elements remain in the notch rather than transparent under the panel.2028 – all under panel Face ID elements except the selfie camera are hidden under the panel without a notch. Selfie camera remains separate…
— Ross Young (@DSCCRoss) June 23, 2025
Skærmstørrelserne forbliver uændrede på 6,3 tommer for så vidt angår iPhone 18 Pro og 6,9 tommer for iPhone 18 Pro Max’ vedkommende. Det overordnede design minder om iPhone 17 Pro-modellerne med titaniumramme og tre bagkameraer arrangeret i en trekantet opstilling på et kamera-plateau. Dog opgives det totonede look på bagsiden til fordel for et mere ensartet udtryk, hvor forskellen mellem Ceramic Shield 2-glasset og aluminiumsrammen minimeres.
iPhone 18 Pro Max bliver tykkere end sin forgænger og vil veje cirka 243 gram, hvilket gør den til den tungeste iPhone til dato – cirka tre gram tungere end iPhone 14 Pro Max, der i øjeblikket holder rekorden. Den øgede tykkelse skyldes sandsynligvis et større batteri.
Hvad angår farver, tester Apple ifølge rygter tre nye nuancer: bordeaux, brun og lilla. En bordeaux-finish vil være første gang, Pro-modellerne tilbydes i en rødlig tone, bortset fra den lysere (PRODUCT)RED på tidligere enheder. Apple har aldrig udgivet en iPhone i en ægte brun farve, mens iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max tidligere var tilgængelige i Deep Purple.
A20 Pro-chip med 2 nanometer-teknologi
iPhone 18 Pro-modellerne får Apples A20 Pro-chip, der fremstilles med TSMCs 2 nanometer-proces. Overgangen til 2 nanometer øger transistortætheden, hvilket lover op til 15 procent højere ydeevne og cirka 30 procent bedre energieffektivitet sammenlignet med A19-serien i iPhone 17.
Med TSMCs nye WMCM-teknologi integreres hukommelsen direkte på chippen sammen med processoren, hvilket giver tættere integration og bedre ydeevne. Dette bør bidrage til hurtigere ydelse til både generelle opgaver og Apple Intelligence samt længere batterilevetid fra forbedret energieffektivitet. Desuden bliver A20 Pro-chippen mindre, hvilket frigiver plads til andre komponenter indeni mobilen.
Dog kan produktionsomkostningerne blive væsentligt højere. TSMC har ifølge rygter meddelt Apple, at prisen på 2 nanometer-chips er mindst 50 procent højere end 3 nanometer-processorer på grund af produktions- og udstyrskompleksiteten. De høje omkostninger kan betyde, at 2 nanometer-chips begrænses til de dyreste iPhone 18-modeller. Nogle rygter antyder, at Apple kun fremstiller high-end versioner af sin 2 nanometer-chip, mens andre kilder hævder, at Apple planlægger både 2nm A20 og A20 Pro chips, hvor iPhone 18 får A20, og iPhone 18 Pro får A20 Pro.

C2-modem erstatter Qualcomm
Apple indbygger sit næste generations C2-modem i iPhone 18 Pro-modellerne ifølge Macrumors, der citerer analytikeren Jeff Pu. C2 afløser C1-modemet, som debuterede i iPhone 16e som Apples første eget mobilmodem, og C1X-modemet i iPhone Air, som skulle være op til to gange hurtigere end C1. C2 forventes at levere hurtigere hastigheder, forbedret energieffektivitet og understøttelse af mmWave 5G i USA – en funktion, der manglede på C1 og C1X. Modemet er en del af Apples langsigtede strategi om at reducere afhængigheden af Qualcomm, som i øjeblikket leverer 5G-modemer til resten af iPhone-serien.
Der er desuden rygter om, at iPhone 18 Pro-modellerne kan få fuld 5G-internetforbindelse via satellit, ikke blot begrænsede nødfunktioner som på nuværende modeller. Funktionen ville give fremtidige iPhones adgang til fuld internetforbindelse via satellit i stedet for kun nødfunktioner.
Hvis Apple når 2026-målet, vil de første enheder med 5G-satellit-internet sandsynligvis være iPhone 18 Pro, iPhone 18 Pro Max og den længe rygtede foldbare iPhone. Apple samarbejder med Globalstar om sine iPhone-satellitfunktioner, men der findes i øjeblikket ingen tjeneste, der leverer fuldstændig 5G-satellit-internet direkte til en smartphone.
Variabel blænde på hovedkameraet og ny Samsung-sensor
En af de mest interessante kameraforbedringer er variabel blænde på 48 Mp hovedkameraet. Ifølge rygter fra Weibo-baserede leaker Digital Chat Station får hovedkameraet – af Apple kaldet Fusion-kameraet – på begge iPhone 18 Pro-modeller variabel blænde, hvilket vil være et nybrud for iPhone. Et variabelt blændesystem justerer fysisk linseåbningen og tillader mere lys ind til optagelser i svagt lys eller indsnævrer åbningen til lysere scener og dybere dybdeskarphed.
Alle iPhone-modeller fra iPhone 15 Pro til iPhone 17 Pro har en fast blænde på ƒ/1.78, hvor linsen permanent er indstillet til sin bredeste indstilling. Med en variabel linse får iPhone 18 Pro-brugerne mulighed for manuelt at skifte blænden, ligesom på et DSLR-kamera. Det betyder mere kontrol over dybdeskarphed og mulighed for skarpere fokus på motiver eller blødere baggrundssløring.
Exclusive: Samsung is currently developing a “3-layer stacked” image sensor in a PD-TR-Logic configuration for Apple.
This sensor is more advanced than Sony’s existing Exmor RS, and I believe it cannot be ruled out as a potential candidate for the main sensor.
Samsung is…
— Jukan ✈️Semicon Japan (@jukan05) January 1, 2025
Derudover arbejder Samsung ifølge læk på en ny tre-lags stacked image sensor til iPhone 18. Sensoren, der refereres til som PD-TR-Logic, integrerer tre lag af kredsløb, hvilket kunne forbedre kameraets responstid, reducere støj og øge det dynamiske område. Lækket kommer fra en kilde kendt som Jukanlosreve, der hævder, at sensoren udvikles specifikt til Apples 2026 iPhone-serie. Sony har længe været Apples eneste billedsensor-leverandør, så Samsungs indtræden vil være et stort skift i iPhones kamera-forsyningskæde.
Frontkameraet opgraderes desuden til 24 Mp mod nuværende 18 Mp på iPhone 17 Pro, hvilket er en betydelig forøgelse. Alle iPhone 18-modeller får angiveligt 24 Mp frontkameraer.
Forenklet Camera Control-knap
For at spare penge forenkler Apple Camera Control-knappen på iPhone 18-modellerne. Den nuværende Camera Control-knap på iPhone 17-serien registrerer både lette berøringer og hårde tryk gennem to forskellige sensorer under overfladen.
Ifølge den kinesiske kilde Instant Digital fjerner Apple det ene sensorlag og bevarer kun tryksensoren, som skal håndtere alle knappens funktioner. Den nuværende løsning er dyr at producere og resulterer i mange kostbare reparationer
iPhone 18 Air fortsætter
Til trods for tidligere rygter om det modsatte, fortsætter Apple angiveligt med iPhone Air-serien i 2026. iPhone 18 Air lanceres i september 2026 sammen med Pro-modellerne. Den næste Air-model anvender formentlig samme formfaktor som den nuværende iPhone Air med opdateret chip, nyt modem og andre forbedringer under overfladen.
Apple lancerer første foldbare iPhone
Den mest spændende rygte er, at Apple er klar til at lancere firmaets første foldbare iPhone, ligeledes i september 2026. Navnet på den foldbare smartphone er endnu ukendt.
Ifølge lækkede oplysninger, åbner den første foldbare iPhone som en bog, hvilket betyder, at den har en mindre ydre skærm og en større, bredere foldbar skærm. Designmæssigt ligner den altså Google Pixel Fold 10 og Samsung Galaxy Z Fold 7.
Den ydre skærm vil angiveligt blive på 5,3 tommer, mens den foldbare skærm kommer til at måle 7,7 tommer. Den foldbare iPhone vil være blot 4,5-4,8 mm slank i udfoldet tilstand (afhængigt af, hvilket rygte man stoler på), mens tykkelsen bliver på 9 mm, når mobilen er foldet sammen.
Med en ydre skærm på kun 5,3 tommer bliver den foldbare iPhone væsentligt mere kompakt end Samsung Galaxy Z Fold 7, hvis ydre skærm måler 6,5 tommer. Den foldbare iPhone-skærm får desuden samme 4:3-format som iPad.
Rammen fremstilles i en kombination af titan og aluminium. Titan bruges til de mest belastede dele for at forhindre bøjning, mens aluminium anvendes andre steder for bedre varmespredning og lavere vægt. Skærmen fremstilles af ultratyndt glas fra Samsung.
Den ydre skærm får et almindeligt punch hole-kamera, mens den indre skærm anvender under-skærm-kamera-teknologi. Frontkameraet opgraderes til 24 Mp, hvilket er markant højere opløsning end de under-skærm-kameraer, der findes på Android-mobiler i dag. Bagkameraet består af to linser: et 48 Mp hovedkamera og et 48 Mp ultravidvinkelkamera. Der bliver ingen telelinse, hvilket minder om kameraopsætningen på nuværende iPhone-modeller.

Ingen synlig fold
Apple har ifølge rygterne arbejdet intensivt på at eliminere den synlige fold i skærmen, som ses på de fleste foldbare mobiler. Hængslet fremstilles i en kombination af titan, rustfrit stål og flydende metal, hvilket skulle minimere folden og forbedre holdbarheden. Netop arbejdet med at fjerne den synlige fold er angiveligt grunden til, at det har taget Apple så lang tid at udvikle en foldbar iPhone.
Den foldbare iPhone får sandsynligvis Touch ID i sideknappen i stedet for Face ID. Apple planlægger altså ikke at bruge under-skærm Touch ID.



