Nyhed

Professionel lyd til lav pris

Sennheiser HD 560S er nærmest uhørt billige i forhold til, hvad vi bliver lovet.

Sennheiser lover, at de nye HD 560S giver en meget neutral lyd, der tilfredsstiller lydteknikeres høje krav til lydkvalitet, når de skal mikse deres optagelser. De samme kvaliteter vil selvfølgelig komme musikelskere til gode.

“Med en naturlig og nøjagtig referencelyd, der afslører alle detaljer, suppleret med en enestående lavfrekvent forlængelse, giver hovedtelefonerne en unik lydoplevelse og en følelse af, at man nærmest ikke har noget på hoved og ører.”

Læs også God jul med premium-hovedtelefoner Køb traditionelle hørebøffer for de penge, du havde tænkt dig at bruge på trådløse støjdræbere.

HD 560S er fjerlette

HD 560S vejer ikke meget, kun 240 gram. I kombination med det åbne, åndbare design skulle det give førsteklasses komfort.

De 38 mm store drivere er vinklet lidt bagud, så lyden i højere grad virker, som om den kommer forfra. Ligesom fra et par højttalere. Det samme princip bruges på flagskibsmodellen HD 800 S, som måske har det bedste stereoperspektiv, vi hidtil har hørt fra et par hovedtelefoner.

Sennheiser lover, at de overkommelige hovedtelefoner vil give meget af stereoperspektivet fra et par højttalere, men uden de pladsproblemer, man får med højttalere.

(Foto: Sennheiser)

Til stationær brug

Som de fleste åbne hovedtelefoner er HD 560S ikke beregnet til bærbar brug. Ikke alene bliver lydlækage et problem; impedansen på 120 ohm kan også være lidt problematisk for bærbare afspillere.

Desuden er jack-stikket for enden af ledningen af den store type, altså 6,3 mm. Ganske vist følger der en adapter til 3,5 mm minijack med, men den er nok snarere beregnet til lydkort og stationære forstærkere med lille hovedtelefonudgang.

Pris og tilgængelighed

Med de mange lovord om lyd i referenceklassen er det nærmest sensationelt, at HD 560S ikke koster mere end 1.590 kroner. Hovedtelefonerne er i butikkerne fra den 8. oktober.

Vi har allerede fået Sennheiser HD 560S ind til test og glæder os til at dele vores erfaringer.

sennheiser.com

 

Les videre
Exit mobile version