Den opdaterede udgave af Monitor A.N.C. har stadig den fede klang, som Marshall er kendt for, men Monitor II A.N.C. skal lyde mere afbalanceret, og den aktive støjreduktion skal være forbedret.
Hovedtelefonerne er trådløse og understøtter stemmestyring med Google Assistant, og de har en knap til at slå støjreduktionen til og fra.
God batterilevetid
De skal kunne klare 30 timers afspilning på en opladning – eller 45 timer, hvis man ikke bruger den aktive støjreduktion. Det er også muligt at få fem timers spilletid med kun et kvarters opladning, hvilket burde være nok til de fleste flyrejser.
Bløde, omsluttende puder, lukkede ørekopper og en vægt på 320 gram skal efter sigende give behagelig bærekomfort, hvilket er vigtigt, når man skal have dem på i længere tid.
Læs også: Topopgør blandt støjdræbere
Stemmestyring og EQ
En knap på det ene ørekop aktiverer stemmestyringen, og man kan starte og stoppe afspilningen og få oplæst tekstbeskeder på telefonen.
Det er også muligt at vælge imellem forskellige equalizer-indstillinger via Marshall-app’en på telefonen, så man selv kan bestemme, hvor meget bas man f.eks. vil have.
Pris og tilgængelighed
Marshall Monitor II A.N.C. leveres med en bæretaske, USB-ladekabel og en ledning til kablet afspilning. Hovedtelefonerne vil koste ca. 2.400 kroner og er i salg fra den 17. marts.
Test kommer.