Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

De første hørepropper med tabsfri Bluetooth

NuraTrue Pro er de første trådløse hørepropper med aptX Lossless.

Skrevet af / 05/07/2022 - 18:23
De første hørepropper med tabsfri Bluetooth

NuraTrue Pro er navnet på de helt nye hørepropper fra Nura, som lanceres gennem crowdfunding-kanalen Kickstarter.

Med NuraPhone fik vi de første hovedtelefoner, som tilpasser sig brugerens hørelse. Specielle hovedtelefoner i form af et par ørekopper med indbyggede hørepropper. Musikken kommer fra propperne, mens bassen sendes gennem skallen via ørekopperne. Lige lovlig voldsomt for mange, og derfor kom de næsten trådløse hørepropper NuraLoop som et alternativ – dog på det helt forkerte tidspunkt, for markedet var med hastige skridt på vej mod helt trådløse hørepropper.

Nura fulgte heldigvis trenden og gav os NuraTrue, til anmelderens store begejstring. Lyden efter korrigering var ganske enkelt glimrende, Bluetooth-forbindelsen taget i betragtning.

Bluetooth er komprimeret

Men Bluetooth er og bliver Bluetooth, hvor lyden komprimeres til skyggen af sig selv. Det vil sige, indtil nu. For nu kommer Pro-udgaven endelig, og den største nyhed ved NuraTrue Pro er, at det er markedets første hørepropper med codecen aptX Lossless fra Qualcomm.

aptX Lossless kommer os til undsætning

aptX Lossless har faktisk eksisteret i næsten ti år. Men den var ikke tiltænkt Bluetooth, men Wi-Fi-brug, blandt andet internt hos digitale medier. Den krævede nemlig større båndbredde end de 352 kb/s som Bluetooth-protokollen har afsat til lyd. Ukomprimeret ”CD-kvalitet” kræver egentlig fire gange den båndbredde, men aptX Lossless pakker det sammen med tabsfri kompression.

I de senere år har man formået at manipulere Bluetooth-protokollen til at øge båndbredden for lyd – for eksempel kan Sonys LDAC-codec sende over 900 kb/s over flere datastrømme samtidigt. Med aptX Lossless gør Qualcomm noget lignende. Man har formået at øge Bluetooth-båndbredden til omtrent 1 Mbit/s og dermed sende musik med tabsfri CD-kvalitet (16 bit / 44,1 kHz) trådløst over Bluetooth.

Der, hvor Sonys LDAC ikke er helt tabsfri, men det nærmeste, vi indtil nu er kommet det, hævder Qualcomm ægte lossless-kvalitet med sin codec. Vær opmærksom på, at det ikke er det samme som højopløst, da dette betyder højere end CD-kvalitet, og det er ikke det, Qualcomm hævder.

NuraTrue Pro image 2
NuraTrue Pro. Foto: Nura

NuraTrue Pro – med personlig lyd

Som den første NuraTrue-udgave og alle andre hovedtelefonmodeller fra Nura kan NuraTrue Pro automatisk tilpasse lyden til brugerens ører. Det gøres ved at sende testsignaler ind i øret og måle den reflekterede lyd. Tanken er, at alle brugere endelig skal høre den samme lyd.

Aktiv støjreduktion er også på plads, og Nura har desuden tilføjet 3D-lyd med Dirac Virtuo. Den hævdes at kunne give en nøjagtig placering af instrumenterne i et tredimensionelt lydbillede.

I modsætning til den oprindelige NuraTrue kan Pro-udgaven lades trådløst med Qi-ladere, og Nura-appen har endelig fået equalizer!

Der sidder fire mikrofoner til støjreduktion og samtaler i hver høreprop, deriblandt en knogleledende mikrofon, som opfanger baslyden fra din stemme uden at medtage lavfrekvent støj fra omgivelserne. Smart!

Nuratrue Qi scaled 1 scaled 3
Foto: Nura

NuraTrue Pro – pris og tilgængelighed

Nura har igen valgt Kickstarter som lanceringsplatform for NuraTrue Pro. Målet var 200.000 kroner, men med over 14 millioner kroner er de allerede så rigeligt finansieret. Listeprisen er sat til 329 dollar, altså omkring 2.400 danske kroner før danske afgifter. Men det er fortsat muligt at bestille dem til 219 dollar.

Produktet kan også købes til 2.799 kroner gennem HiFi Klubben, hvor de forventes på lager fra 2. september.

Mere info: nurasound.com

Relaterede artikler

nura nuraphone

Hovedtelefoner tilpasses hørelsen

nuraphone tilpasser lyden til netop din hørelse. Med indbygget subwoofer kan de også slå til med syge mængder af bas.

Læs hele testen

Nura NuraTrue

Intelligente hørepropper

NuraTrue måler din hørelse og skræddersyer lyden, så du hører musikken i alle dens farver.

Læs hele testen

Devialet Gemini

Ægte luksus lige i ørerne

Devialet Gemini er et par hørepropper, som kan stå op imod de allerbedste.

Læs hele testen

Nej, Bluetooth giver ikke cd-kvalitet

Trådløs lyd

Uanset hvad reklamen påstår.

Læs mere
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Med en kilopris som safran

Stax-elektrostater til folkelig pris

Lukkede hovedtelefoner til audiofile

Hovedtelefoner bygget som højttalere

Tjek disse hovedtelefoner fra Focal

Sådan ser Sonos' nye hovedtelefoner ud

Din egen personlige hjemmebio-oplevelse

Latterligt billigt fra HiFiMAN

B&O Atelier Edition i nordlysfarver

Topliste: Hørepropper og hovedtelefoner til påskeferien

Forbedret hørelse med AirPods Pro

Held og lykke med at købe disse

Scroll to Top