Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Eksklusivt

Skandinaviens største hjemmebiograf

I Steens biograf er der plads til alle i byen.

Skrevet af / Opdateret: 28/12/2020 - 13:13 // Først publiceret: 11/06/2014
Skandinaviens største hjemmebiograf

Midt i det jyske søhøjland ligger landsbyen Klovborg. Byen har ingen særlige turistattraktioner. Alligevel valfarter folk hertil fra nær og fjern for at besøge, hvad der bedst kan beskrives som Skandinaviens største hjemmebiograf.

At kalde Klovborg Kino en hjemmebiograf, er teknisk set at bøje sandheden en smule. For med tre sale og seks daglige forestillinger er den fuldt professionel. Men ligesom hjemmebiografer er den produktet af en enkelt mands passion for at vise film.

Klovborg Kino består af tre sale. Den største har plads til 160 gæster.
Klovborg Kino består af tre sale. Den største har plads til 160 gæster.

Og passion er det, der driver værket. Ingen investor ved sine fulde fem ville overveje at opføre en moderne biograf med digital 3D-visning i tre sale i en landsby med godt 500 indbyggere. Den slags gør man udelukkende, hvis man brænder for sagen. Og hvis man har råd til at betragte biografdriften som en hobby.

Drengedrøm måtte vente i 44 år

For Steen Rasmussen er biografen en drengedrøm, der er gået i opfyldelse. Når de andre tiårige drenge tegnede tanks og biler, tegnede Steen biografer og filmprojektorer.

I voksenalderen blev filminteressen dog lagt på hylden, og Steen Rasmussen – der har en teknisk og kommerciel baggrund – startede en maskinfabrik i den lille by Klovborg. Fabrikken gik godt og har bl.a. leveret maskiner til nogle af Danmarks største brødfabrikker. Men drengedrømmen måtte til gengæld vente i 44 år. Indtil fabrikken var solgt, og Steen havde råd til at investere i sin interesse.

De digitale 3D-projektorer fylder hver som to stablede kummefrysere og koster en halv million stykket.
De digitale 3D-projektorer fylder hver som to stablede kummefrysere og koster en halv million stykket.

Steen Rasmussen har gennem årene opbygget en samling af filmkameraer og projektorer. Og han har indrettet en hjemmebiograf på overetagen i den gård, hvor han og han kone, Tineke, bor. Men selv om 26 siddepladser anbringer den i hjemmebiografernes superliga, var det i længden ikke nok for Steen, der beskriver sig selv som mere interesseret i biografteknikken end i film. Der skulle mere til.

“Inden jeg gik i gang med projektet, spurgte jeg min kone, om det var i orden. For jeg viste, at det ville koste meget tid og mange penge,” siger Steen Rasmussen. Heldigvis fik han ja til at bruge en betragtelig del af sparepengene på at gøre sin drøm til virkelighed.

Der skal masser af lys til 3D. Lamperne er på 6500 watt og koster 10.000 kroner stykket. De skal i øvrigt skiftes hver tredje måned.
Der skal masser af lys til 3D. Lamperne er på 6500 watt og koster 10.000 kroner stykket. De skal i øvrigt skiftes hver tredje måned.

Købte tre huse for at få plads

Når man bygger en biograf, starter man med at købe et hus på hovedgaden. Huset udgør nu en del af biografens forhal, hvor man kan købe billetter, slik, kaffe og – selvfølgelig – popcorn. Til at begynde med blev der bygget én biografsal med 160 sæder. Siden er endnu to huse blevet købt, og der er kommet endnu to sale til, med henholdsvis 114 og 94 siddepladser. “For at kunne tilbyde et bredere udvalg af film.”

Første 3D-biograf i Danmark

Det største spring blev taget i 2009, hvor biografen blev digitaliseret. Mens de store, kommercielle biografer overvejede 3D-teknologien og prøvede at forhandle sig frem til en støtteordning for overgangen til digital fremvisning, tog Steen sammen med to andre provinsbiografer i Viborg og Sønderborg branchen på sengen og købte udstyret som de første i Danmark.

Lyden behandles i en professionel Dolby CP650 processor. Under processoren ses det elektroniske delefilter til frontkanalerne.
Lyden behandles i en professionel Dolby CP650 processor. Under processoren ses det elektroniske delefilter til frontkanalerne.

Den første 3D-film, der rullede over lærredet i Klovborg, var Disneys Bolt i februar 2009. Men det kommercielle gennembrud for 3D kom i december samme år, hvor Avatar havde premiere. Pludselig kom folk rejsende fra hele landet for at se film i Klovborg. I løbet af tre måneder solgte Avatar 22.000 billetter, hvilket svarer til en propfuld sal på samtlige forestillinger.

I dag er 3D-biografer ikke længere et særsyn. Men folk kommer stadigvæk til Klovborg fra et stort opland. Og det er heldigt, da landsbyen selv ville have svært ved at fylde biografen op. Med i alt 368 sæder og to daglige forestillinger i hver sal er der mere end plads nok til, at samtlige 564 indbyggere ville kunne gå i biografen hver dag!

Hver sal styres fra et mandshøjt elektronik-rack. Der indgår bl.a. seks forstærkere med en samlet effekt på knap 8 kilowatt.
Hver sal styres fra et mandshøjt elektronik-rack. Der indgår bl.a. seks forstærkere med en samlet effekt på knap 8 kilowatt.

Operahuset i Klovborg

Udvalget af film er en blanding af smalle film og mere folkelige. Da vi besøgte Klovborg, var Oscar-vinderen 12 Years a Slave på plakaten, sammen med LEGO Filmen og Far til fire. Omkring seks gange om året kan man desuden opleve operatransmissioner, sendt direkte til biografen fra de store scener i Europa.

“Lyd- og billedkvaliteten på operaforestillingerne er så høj, at man får mindst lige så meget ud af at se dem her som af at være i selve teatret. Men når man har været til transmission fra La Scala, så er det en brat omstilling at træde ud af biografmørket og stå på hovedgaden i Klovborg,” siger Steen Rasmussen.

Steen Rasmussen viser to af de tre frontkanaler frem. Biograflærredet er akustisk transparent, så de enorme højttalere kan placeres korrekt i forhold til billedet.
Steen Rasmussen viser to af de tre frontkanaler frem. Biograflærredet er akustisk transparent, så de enorme højttalere kan placeres korrekt i forhold til billedet.

Projektorer til en halv million

Udstyret i biografen er også i en anden skala, end vi er vant til at se i hobbybiografer. De tre Barco-projektorer er på størrelse med kummefrysere, og har kostet mellem 500.000 og 700.000 kroner. Stykket. Men så er der med 6500 watt også lysstyrke nok til at få alle detaljer med. Steen understreger, at der i alle salene bruges hvide lærreder, som er teknisk overlegne, men giver mere lys end de sølvlærreder, der bruges i mange kommercielle biografer.

Klovborg er også blandt de relativt få biografer, som bruger Dolbys 3D-briller. Brillerne er dyrere at fremstille end RealD-systemet, der anvendes i de fleste 3D-biografer, men lider ikke af samme tab af lyststyrke som de cirkulært polariserede RealD-briller.

I operatørrummene troner tre mandshøje racks med elektronik til at forsyne de tre sale. I den største af salene leverer seks QSC USA1310-forstærkere tilsammen 8 kilowatt til højeffektive højttalere fra KCS. Med en følsomhed på 100 dB i bassen og 112 dB i diskanten er der rigeligt med effekt. Men lytterummet er også større end de fleste hjemmebiografer. Dekodningen til 5.1 og 7.1 sker i CP650 processorer fra Dolby. Til de tre frontkanaler er der elektronisk deling med et KCS 500 delefilter.

Ca. hver anden måned får Klovborg sit eget operahus. Så sendes der live til biografen fra de største operahuse i Europa. (Foto: Steen Rasmussen).
Ca. hver anden måned får Klovborg sit eget operahus. Så sendes der live til biografen fra de største operahuse i Europa. (Foto: Steen Rasmussen).

4K er rent salgsgas

Opløsningen i projektorerne er 2K, og det er ifølge vores vært rigeligt til et lærred af den størrelse, som bruges i Klovborg. Man skal efter hans opfattelse op i sale på størrelse med CinemaxX, før pixeleringen på lærredet ved 2K-opløsning bliver et problem. Af samme grund har Steen heller ikke meget tilovers for tv-branchens 4K-hysteri i dag, som han betragter som rent salgsgas. Det samme gælder HFR-projektion (Higher Frame Rate) med 48 billeder eller mere i sekundet:

“Man kan godt se det, hvis der panoreres hurtigt med kameraet. Men hvem vil betale for det?” siger Steen Rasmussen.

17 år og 13 millioner

Det har taget 17 år og kostet 13 millioner kroner at skabe Klovborg Kino, som den ser ud i dag. Med omkring 35.000 solgte billetter om året kan biografen løbe rundt, og der er råd til at lønne personalet. Dog ikke Steen selv, som alle årene har arbejdet gratis i sin egen biograf. Og der er heller ikke udsigt til, at investeringen på noget tidspunkt vil tjene sig hjem igen. Men det er heller ikke formålet. Det handler om fornøjelsen ved at vise film.

Steen Rasmussen elsker filmteknik og har drømt om at have sin egen biograf, siden han var dreng. Men der gik 44 år, før han levede drømmen ud. Så gjorde han det til gengæld også i stor stil.
Steen Rasmussen elsker filmteknik og har drømt om at have sin egen biograf, siden han var dreng. Men der gik 44 år, før han levede drømmen ud. Så gjorde han det til gengæld også i stor stil.

Steen Rasmussen har ingen planer om at sælge biografen. Men han er så småt på udkig efter en forpagter, der kan tage sig af de daglige opgaver, så han selv kan drosle lidt ned. Steen Rasmussen er i dag 71 år, og når hans kone fylder 65, planlægger hun at stoppe med at arbejde i biografen. Men Steen vil dog aldrig holde helt op. For som han siger: “Det er ret sjovt.”

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Marshall rocker videre

Du kan ikke købe den herhjemme

Mere prisvenlig hjemmebiograf fra Pioneer

Ny subwoofer til de superrige

Hjemmebio-kraftkarl er inde til test

Nu kommer den endelig

Vildere surroundforstærker fra Denon

"Alle" elsker Dolby

Nyt lydformat vil knuse Dolby Atmos

Januarudsalg på soundbars

Se den lille 4K-projektor

Vil bringe 3D-lyd til "alle"

0
Lyd & Billede
Scroll to Top