Nyhed

Ny generation af 4K-projektorer fra Sony

Sony afslører tre nye avancerede projektorer med 4K, HDR og kanonstærk lysstyrke!

Mens 4K nærmest er blevet standard på TV-fronten, som ovenikøbet går i retning af 8K, er der stadig kun et begrænset udvalg af hjemmebioprojektorer med 4K-opløsning.

Sony er blandt de få producenter, der tilbyder såkaldte native 4K-projektorer, hvor selve billedchippen også har 4K-opløsning (de fleste anvender Pixel Shift). Derimod har deres projektorer savnet ordentlig håndtering af video i HDR-kvalitet, især sammenlignet med konkurrenten JVC. Det agter Sony nu at gøre noget ved!

 

Sony VPL-VW590ES/790ES

De nye modeller VPL-VW590ES og 790ES erstatter de nuværende 570/770ES-modeller og skal ifølge Sony være kraftigt forbedret på flere områder, men altså især når det gælder visning af HDR-video.

Sony VPL-VW590ES. (Foto: Sony)

590ES anvender en standardlampe med 1800 lumen, mens storebror 790ES bruger en laserlyskilde for endnu højere lysstyrke (2000 lumen) samt længere levetid. Begge har fået opgraderet billedprocessering i form af den nye videoprocessor X1, som vi kender fra Sonys TV-modeller.

Sony VPL-VW790ES. (Foto: Sony)

Her er nogle af nyhederne på 2020-modellerne:

Dynamic HDR Enhancer: Ved hjælp af regnekraften i den nye X1-processor opnår projektorerne angiveligt bedre håndtering af HDR-videomateriale. Billedprocessoren analyserer hver enkelt scene for at levere optimal kontrast og fremhæve lyse partier, samtidig med at detaljerne bevares i mørke områder. Den dynamiske kontrast har også fuld kontrol over iris og lysstyrke.

Digital Focus Optimizer: Denne finurlige funktion skal vistnok kompensere for optisk nedbrydning af linsen og bevare skarpheden over hele billedet/lærredet.

Sony Reality Creation-teknologi: X1-processoren kan både forbedre ægte 4K-indhold og opskalere Full HD-indhold ved at analysere billedet og sammenligne det med en indbygget database. En velfungerende teknik, som vi kender fra tidligere Sony-modeller.

Sony VPL-GTZ380. (Foto: Sony)

VPL-GTZ380: Ny ultra high-end-model

Selv om Sonys nye projektorer virker heftige nok, blegner de lidt i sammenligning med topmodellen VPL-GTZ380. Det er Sonys hidtil sejeste projektor til hjemmebiograf, men hvis du spørger os, virker den mere møntet på rigtige biografer! Og når du ser prisen, får du nok også lyst til at opkræve entré …

Læs også Sony VPL-VW760ES Teknologi fra de bedste professionelle biografprojektorer i et produkt, der er kompakt nok til hjemmebrug. Mød verdens billigste 4K-laserprojektor!

Med en ekstrem lysstyrke på hele 10.000 ANSI lumen kan den fylde selv et 4-5 meter bredt lærred med et lysstærkt og kontrastrigt billede. Den er baseret på en ny 0,74 tommers 4K SXRD-billedchip og har en nyudviklet tredobbelt laserlyskilde. Billedprocesseringen styres af den endnu kraftigere X1 Ultimate-processor, som vi kender fra Sonys high-end TV-modeller, her optimeret til projektorbrug.

 

Hvad med os prisbevidste?

Desværre ser det ikke ud til, at Sony lancerer nogen ny 4K-projektor i budgetklassen lige med det første. Den p.t. billigste model, VPL-VW270ES (39.990 kroner), får ingen erstatning foreløbig og forbliver dermed den billigste model.

Læs også Biografskærm i stuen Samsungs nye biografprojektorer kan stå helt tæt på væggen og give et billede på op til 130 tommer.

Pris og tilgængelighed

De nye Sony-projektorer bliver tilgængelige i løbet af september. Danske priser er endnu ikke bekræftet, men priserne i euro er som følger:

Sony VPL-VW590ES: 6.999 euro
Sony VPL-VW790ES: 11.999 euro
Sony VPL-GTZ380: 79.999 euro (!)

Kilde: Sony Professional

 

Les videre
Exit mobile version