Guide til Dolby Atmos Elevation

Er det muligt at få ægte Atmos-oplevelser uden højttalere i loftet?
forfatter

Lyd, der omgiver os, er ikke længere nok. Nu skal vi også have lyd ovenfra, hvilket Dolby gjorde klart, da de løftede biografoplevelsen til nye højder med lydformatet Atmos i 2012.

Men selv om ægte tredimensionel lyd er meget populært i biograferne, har det ikke været let at overtale folk derhjemme til at fylde rummet med endnu flere højttalere. Håbet er at omgå problemet ved at indfælde kanalerne direkte i fronthøjttalerne, og nogle højttalerproducenter er hoppet på den bølge.

 

Hvad er Atmos?

Surround-sound i hjemmebiografen er ikke noget nyt. Det har længe været en kendsgerning, at en rigtig hjemmebiograf har brug for en centerhøjttaler, to foran og to bagved plus en subwoofer til bas-effekter. Så fik vi 6.1 lyd med en ekstra centerhøjttaler bagi, hvilket siden er udvidet til 7.1 med to par baghøjttalere.

Princippet om 360 graders lyd er med andre ord slået grundigt fast. På det seneste er lyden så også gået i luften. Ved hjælp af højttalere i loftet over lyttepositionen får man et højdeperspektiv på lydsporet og en mere præcis og omsluttende “boble” af lyd, hvor loftshøjttalerne er med til at binde lydbilledet sammen på en mere realistisk måde.

Atmos åbner for en mere præcis udbredelse af lydeffekterne i et tredimensionelt rum. Objekter i lydbilledet lyder mere, som om de hænger i luften, i stedet for at lyden kommer fra de enkelte højttalere.

 

Annonce

Hvorfor vil vi have det?

Når man først har hørt, hvordan Dolby Atmos løfter biografoplevelsen og gør den mere realistisk, så vil man have mere. Og det er fedt, at man kan få den samme oplevelse derhjemme!

Der er ikke så mange Atmos-titler tilgængelige på Blu-ray endnu, men stadig flere er på vej, og tro os: Har du først oplevet den tredimensionelle boble af lyd, vil du ikke vende tilbage.

Jack Fisher Homes | 2015 Northern Wasatch Parade of Homes

Udfordringer med Atmos

Men det er ikke så ligetil. Det mest oplagte problem er, at mange vægrer sig ved at fylde rummet med endnu flere højttalere.

Yderligere to eller fire loftshøjttalere oven i en fuld surround-opsætning er ikke kun noget, der tærer på budgettet – det er også en stor udfordring at integrere i mange hjem, især de mere minimalistiske. Derfor er Atmos gerne forbeholdt dem, der er så heldige at have et dedikeret hjemmebiografrum og dermed kan holde dagligstuen fri for de mange kasser.

Selve installationen er en anden udfordring. Man kan indfælde højttalerne i loftet og dermed gøre dem rimelig usynlige. Men monteringen er ikke nogen nem opgave, og det er ofte nødvendigt at lægge et nyt gips- eller træloft uden på det eksisterende for at muliggøre en skjult højttalerløsning. En professionel installatør bliver hurtigt den nemmeste udvej. Men ikke den billigste.

 

Virtuelle højdekanaler

Det er her, Atmos-klargjorte fronthøjttalere – Atmos Elevation – kommer ind i (lyd-)billedet. I stedet for at montere ekstra højttalere i loftet er Atmos-kanalerne indfældet i toppen af fronthøjttalerne. Højttaler-elementerne peger skråt opad, og ideen er, at lyden projiceres op i loftet og derefter reflekteres ned mod lytteren.

Annonce

Resultatet er, at det lyder, som om lyden kommer ovenfra, uden at man fysisk skal installere højttalere i loftet.

 

Udfordringer med virtuel Atmos

Men man kan ikke bare vinkle lyden op mod loftet og håbe, at den kommer ned igen det rigtige sted i ét stykke. For det første vil der altid være noget lyd, der lækker fremad fra højttalerne, uanset hvor meget de er vinklet. Det kan potentielt ødelægge illusionen af højde.

Dette problem har Dolby taget højde for i udviklingen af delefilteret, der ud fra psykoakustiske modeller hæver lyden ved 7,5 kHz og sænker den omkring 12 kHz. Det gør, at den lyd, der kommer direkte forfra, føles som om den kommer ovenfra. Spørgsmålet er, hvordan det fungerer, når den direkte lyd blandes med den, der reflekteres fra loftet. Filteret vil nemlig påvirke al lyd – reflekteret såvel som direkte.

Et andet aspekt blev påpeget af Arcams produktchef, Andy Moore, da jeg besøgte virksomheden i en anden sammenhæng i januar: “Det første, jeg tænker, er: Hvilken slags materialer har man i loftet? Der er ikke to lofter, der er ens. Og hvad hvis man har skrå lofter? Det kan umuligt blive godt.”

Annonce

Ud over at forskellige lofter reflekterer lyd forskelligt, er der udfordringen med spredning af lyden. Når lyden rammer loftet, vil den reflekteres ned på lytteren på flere forskellige tidspunkter. I modsætning til loftsmonterede højttalere, som er langt mere præcise og dermed rammer øret mere faserigtigt.

 

Hvordan fungerer det i praksis?

Med alt dette i tankerne er vi spændt på, hvor godt Atmos Elevation-højttalerne fungerer i praksis. Vi er før blevet overrasket, bl.a. af enkelte soundbars, der ud fra de samme principper næsten giver indtryk af surround-lyd. Og det er trods alt Dolby, vi taler om. Virksomheden står bag flere banebrydende lydteknologier – og det var dem, der gav os surround-sound til at begynde med. En seriøs laboratorievirksomhed som Dolby vil næppe sende noget på markedet, der ikke fungerer.

 

Det skal du bruge

For at få Dolby Atmos og DTS:X skal du bruge en receiver, der kan afkode disse formater. Selve Blu-ray-afspilleren behøver ikke at understøtte dem, da formaterne er indlejret i det digitale signal på disken. Mange moderne receivere understøtter begge formater.

(Foto: Producent)
Onkyo TX-RZ900 er blandt de receivere, der understøtter Dolby Atmos og DTS:X. Testet i Lyd & Billede #2 2016. Foto: Onkyo

Desuden skal man selvfølgelig have højttalere til formålet. Vælg to eller fire Atmos-højttalere afhængigt af dit behov, og hvad din surround-receiver/forstærker er specificeret til.

Der findes forskellige løsninger. Du kan selvfølgelig bare installere helt almindelige surround-højttalere i loftet, eller du kan indfælde særlige loftshøjttalere mere diskret. Eller – som vi har diskuteret – vælge fronthøjttalere med indbyggede Atmos-kanaler. Der findes også separate Atmos-højttalere, som kan placeres løst oven på fronthøjttalerne.

Annonce

De krav, Dolby stiller til professionelle Atmos-højttalere, er at de skal kunne tåle et lydtryk på 105 dB og gå ned til 80 Hz. Lydtrykket bliver sjældent så højt derhjemme, men det er rart at vide.

Du kan bruge højttalere specielt til indfældning i loftet. F.eks. fra SpeakerCraft eller Sonance. Foto: SpeakerCraft
Du kan bruge højttalere specielt til indfældning i loftet. F.eks. fra SpeakerCraft eller Sonance. Foto: SpeakerCraft
Eller gøre, som vi har gjort: Sæt et par on-wall højttalere fast i loftet. Her er MartinLogans Motion SLM fastgjort med velcro, men det er ikke en løsning, vi kan garantere for – selv om de nu har siddet i to år!
Eller gøre, som vi har gjort: Sæt et par on-wall højttalere fast i loftet. Her er MartinLogans Motion SLM fastgjort med velcro, men det er ikke en løsning, vi kan garantere for – selv om de nu har siddet i to år!
Blandt fronthøjttalere med indbyggede Atmos-kanaler er der f.eks. Klipsch RP-280FA. Her er der brugt ekstra tyk skumgummi for at absorbere den lyd, der lækker lige fremad, så det meste af lyden går op i loftet. Foto: Klipsch
Blandt fronthøjttalere med indbyggede Atmos-kanaler er der f.eks. Klipsch RP-280FA. Her er der brugt ekstra tyk skumgummi for at absorbere den lyd, der lækker lige fremad, så det meste af lyden går op i loftet. Foto: Klipsch
Der findes også løse Atmos-højttalere, som placeres oven på fronthøjttalerne, f.eks. KEF R50. De lækker selvfølgelig en del lyd direkte fremad, og det vil næppe fungere lige så godt. Foto: KEF
Der findes også løse Atmos-højttalere, som placeres oven på fronthøjttalerne, f.eks. KEF R50. De lækker selvfølgelig en del lyd direkte fremad, og det vil næppe fungere lige så godt. Foto: KEF

Ægte atmosfæriske lydoplevelser kræver også passende kildemateriale. Stadig flere Blu-ray-udgivelser kommer nu med Dolby Atmos. Bl.a. har Mad Max: Fury Road, Mission: Impossible – Rogue Nation og Bølgen alle Atmos-lydspor. DTS:X er indtil videre i mindretal, med Ex Machina som en af meget få titler.

Film uden Dolby Atmos og DTS:X kan også “opskaleres” til disse formater i surround-processoren, med større eller mindre held.

Annonce
Mad Max: Fury Road, Mission: Impossible – Rogue Nation og Bølgen har alle Atmos-lydspor, og flere film er på vej. Foto: Producenterne
Mad Max: Fury Road, Mission: Impossible – Rogue Nation og Bølgen har alle Atmos-lydspor, og flere film er på vej. Foto: Producenterne

 

Dolby har konkurrence

Dolby får selvfølgelig ikke lov til at være ene om at give os lydoplevelser i 3D. DTS har lanceret deres eget system til loftshøjttalere, nemlig DTS:X. Men indtil videre er denne producent ikke gået med på at indfælde højdekanalerne i fronthøjttalerne – såkaldte Elevation-højttalere.

Der findes også et tredje 3D-lydformat, nemlig Auro-3D, men det har mere karakter af en kuriositet. Det kræver en helt anden højttaleropsætning, hvor loftshøjttalerne er placeret direkte over de enkelte gulvhøjttalere, og er dermed ikke foreneligt med Dolby Atmos’ højttalerplacering. Da der kun forventes få udgivelser med Auro-3D, er det ikke noget, vi anbefaler at investere i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Geir Gråbein Nordby

(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.
Annonce
Annonce

Læs også