Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Svinedyre Dan D’Agostino-forstærkere bliver endnu bedre

Teknologi fra flagskibsserien Relentless drypper ned på Momentum-forstærkerne fra high-end-producenten Dan D’Agostino.

Skrevet af / 31/12/2021 - 17:30
Svinedyre Dan D’Agostino-forstærkere bliver endnu bedre

Der er forstærkere, så er der high-end-forstærkere, og så er der ultra high-end-forstærkere. I den sidste kategori finder vi Dan D’Agostino, der for længst har forladt Krell – som han var med til at stifte – og som nu producerer hi-fi under eget navn.

Intet, der bærer hans navn, er billigt, og vi skrev tidligere i år, at effektforstærkerne i Progression-serien blev opgraderet med helt nye kredsløb og bedre udgangstrin.

Hvor stereotrinet S350 koster 35.000 euro, er stykprisen på monoforstærkeren M550 30.000 euro (man har brug for to af slagsen). Så nej, det er ikke billigt.

Og det bliver dyrere endnu. For nu er tiden kommet til at pudse Momentum-serien lidt op.

Læs også Spektakulær og svinedyr D’Agostinos nye forforstærker koster lige så meget som en Mercedes.

Nye Momentum

Stereoforstærkeren Momentum S250 og monoforstærkeren Momentum M400 er kendt for at være noget af det bedste på hi-fi-markedet. Men da ægte high-end ikke kender nogen grænser, så findes der også den endnu dyrere flagskibsserie Relentless allerøverst i hierarkiet. Hvad siger du til en monoforstærker til over to millioner kroner parret? Eller en forforstærker til halvanden million?

Ikke at vi på Lyd & Billede er ukendt med dyr hi-fi. F.eks. mono-rørforstærkerne The Lars Type Two: 37 watt til næsten en halv million kroner …

Dan D’Agostino har brugt erfaringerne fra udviklingen af Relentless og lader nu teknologien dryppe ned på Momentum-serien. De nye forstærkere hedder Momentum S250 MxV (stereo) og Momentum M400 MxV (mono, artikelbilledet), hvor tallet repræsenterer effekt målt ved 8 ohm.

Dan D’Agostino Momentum S250 MxV. (Foto: Dan D’Agostino)

Hvad er blevet opgraderet?

I MxV-versionerne af forstærkerne er alle de vigtigste dele blevet opgraderet: Ny strømforsyning samt nyt indgangstrin, driver-trin og udgangstrin.

Et nyt kredsløbsdesign på transformatoren skal give over 50 procent øget strømtilførsel med samme størrelse. Den ekstra strøm betyder mere overskud ved særlig dynamiske passager i musikken.

Indgangstrinet har også fået et helt nyt kredsløbsdesign, og vi ser også mere avancerede komponenter både i driver-trinet – som regulerer strømmen til effekttransistorerne – og i udgangstrinet.

Nye bipolære transistorer skal levere ti gange mere strøm end de oprindelige. Højere båndbredde giver bedre kontrol både i basområdet og i topfrekvenserne, med lavere forvrængning i begge ender af frekvensskalaen til følge.

De nye forstærkere opererer med klasse A-drift i et større effektområde, da de nye kredsløb og forbedrede køleribber gør, at forstærkerne kan tåle meget mere varme.

Udgangstransistorerne er hentet fra Relentless-serien, og antallet er også steget, hvilket betyder, at hver af dem belastes mindre, så hele udgangstrinet nu fungerer mere effektivt. Resultatet er ifølge Dan D’Agostino en “rigere, mere dynamisk og intim præsentation uanset musiktype”.

Transistorerne er blandt de hurtigste på markedet og har en enorm båndbredde på hele 69 MHz.

Som alle D’Agostino-forstærkere har Momentum S250 MxV og Momentum M400 MxV separate, direkte koblede balancerede kredsløb. Den mest nøjagtige kredsløbsplatform, som det er muligt at lave, ifølge producenten.

Læs også Technics R1 Men prisen er også det halve kongerige.

Priser og tilgængelighed

Men så var der lige det med priserne. Lad os bare sige, at vi håber, du har fået en klækkelig julebonus … Vi taler nemlig om 49.990 euro for stereoforstærkeren Momentum S250 MxV, mens stykprisen for monoforstærkeren Momentum M400 MxV er 44.990 euro.

Distributør i Norden er Audionord.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Nu kan du linke til alle musiktjenester på én gang

Endelig en prisvenlig Roon-streamer!

En DAC i samuraiernes fodspor?

Denne lille boks kan gøre dine gamle B&O-højttalere "trådløse"

Den ultimate forstærker

High-end forforstærker med moderne streaming

McIntosh opdaterer forforstærkeren

Kompakt hi-fi i stilrent design

Lenco bejler til vinylelskere

Pladespiller til sheiker og baroner

Astell&Kern: Musikafspiller i guld!

1500 gæster så hi-fi i København

0
Scroll to Top