De af os, der husker originalen, kender forstærkeren som særdeles velspillende. Trods sin beskedne effekt på 20 watt pr. kanal præsterede den lille forstærker at drive ganske store højttalere uden at tabe pusten. Det vil sige, indtil den blev så varm, at den simpelthen døde. Gerne efterfulgt af den umiskendelige duft af sveden transistor.
Da Musical Fidelity lancerede den lille A1 i 1984, var den lidt af en sensation. Bag konstruktionen stod Tim de Paravicini, som gik bort for nylig. Han byggede en ganske enkel integreret forstærker med en 160 VA ringkerne-transformator, som forsynede fire 10.000 uF-kondensatorer med strøm.
Konstruktionen kørte i ren klasse A, i hvert fald 99 procent af tiden. Med klasse A undgår man switch-forvrængning, eftersom transistorerne altid er ‘på’. Ulempen er ineffektiv drift og varme, meget varme. Faktisk så meget, at den første generation havde en tendens til at koge over og dø. Det hjalp ikke, at forstærkeren benyttede kabinettet som køleribbe. Problemet blev ikke løst, før forstærkeren senere fik bedre køling.
Forstærkeren blev trods indkøringsproblemer en succes. Musical Fidelity producerede cirka 200.000 eksemplarer af A1, bl.a. en jubilæumsversion, som kom i et begrænset oplag i 2008.
Under high-end-messen i München for nylig præsenterede Heinz Lichtenegger en helt ny udgave af A1. Stadig med klasse A-udgangstrin, en pladespillerindgang til både MM- og MC-pickup, og derudover kun analoge indgange.
Effekten er øget til 25 watt, og konstruktionen er moderniseret med bedre komponenter, heriblandt polypropylen-kondensatorer, et bedre APLS RK volumenpotmeter og en ny ringkernetrafo.
Forstærkeren er en lillebitte smule større, men ligner originalen til forveksling, både udvendig og indvendig. Den bruger stadig kabinettet som køleribbe. Den nye A1 leveres også med en enkel fjernbetjening.
Prisen er opgivet til 1.600 euro.
Jeg sætter min gamle A1 til med jævne mellemrum. Den spiller stadig fantastisk – og det er særligt dejligt på en kold vinterdag 🙂