Nyhed

Astell&Kern fejrer succes med guldbelagt jubilæumsmodel

Astell&Kern A&ultima SP3000 24K Gold Limited Edition: Den vilde topmodel er blevet lanceret med 24 karat guldbelægning. En kobberversion er også tilgængelig.

Astell&Kern SP3000 24 Gold Limited Edition

Foto: Astell&Kern

Astell&Kerns topmodel indenfor bærbare musikafspillere, A&ultima SP3000 ligger et godt stykke over SP2000T, som denne journalist næsten gik amok over at høre. Prisen var allerede høj der, og endnu højere på SP3000. 24-karat-versionen er derimod i en liga for sig selv med en pris på 40.000 kroner!

Standardversionen af den bærbare afspiller har fået strålende anmeldelser, og vi er ikke i tvivl om, at den lyder fantastisk. Og for at fejre succesen lancerer man nu en ekstra overdådig udgave, der er dækket af menneskehedens mest ædle metal – guld.

(Foto: Astell&Kern)

A&K SP3000 24K Gold har guld på stål

Huset er lavet af 904L-stål af høj kvalitet, det samme materiale, som bruges i den originale SP3000. Men til denne specielle model er der tilføjet et lag af 24 karat rent guld. Det skaber en visuel oplevelse, som afspejler afspillerens eksklusive ydeevne og kompromisløse lydkvalitet.

Guld har flere unikke egenskaber, som gør det velegnet til high-end lydudstyr. Det er skinnende og fint, ja, men det er også korrosionsbestandigt og har en fremragende elektrisk ledningsevne. Ikke at sidstnævnte betyder meget, når alt guldet her er på ydersiden. Og fordi rent 24K-guld er så blødt, giver det også store udfordringer i produktionen.

(Foto: Astell&Kern)

Prosessen

For at skabe den perfekte overflade har Astell&Kern brugt en avanceret vådproces, der aflejrer guldet i et 0,5 mikrometer tyndt lag med en tolerancemargin på kun 20 procent (ikke meget, når laget er så tyndt til at begynde med). Under guldet er der et lag af nikkel, som giver ekstra holdbarhed og glans. Til sidst er der påført en særlig anti-fingeraftryksbelægning for at beskytte den delikate overflade.

Ifølge Astell&Kern er målet med afspilleren at skubbe grænserne for, hvad der er muligt at opnå med en bærbar musikafspiller, både visuelt, taktilt og ikke mindst lydmæssigt.

SP3000 Gold leveres med eksklusivt tilbehør som et læderetui og en trækasse, der er specielt designet til jubilæumsmodellen.

Kobberversionen har lidt mindre “bling”-effekt. (Foto: Astell&Kern)

Kobberudgave

Hvis du synes, at 40.000 kroner er for dyrt, eller at guld er for meget bling, findes der også kobberversionen SP3000 Copper Limited Edition. Med en overflade af 99,98 procent kobber. Den koster det samme som standardfarverne sort og sølv, men er allerede på vej til at blive udsolgt.

Mere info: astellkern.com

Fire farver i alt: Sort, sølv, kobber og guld. (Foto: Astell&Kern)
Les videre
Exit mobile version