Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

MateBook X Pro bliver endnu bedre

Huawei opdaterer endnu engang populær bærbar, der er en skamløs kopi af Apples MacBook.

Skrevet af / 26/02/2020 - 16:01
MateBook X Pro bliver endnu bedre

Da Richard Yu, CEO for Huawei Consumer Business, i mandags lancerede kinesernes møgdyre foldbare smartphone, Huawei Mate Xs, havde han også en række andre nye produkter med på scenen.

Herunder en ny, opgraderet udgave af Huawei MateBook X Pro, der kom på markedet for første gang i 2018 og som vores anmelder kaldte en skamløs, men god kopi af Apples MacBook.

Sidste års MateBook X Pro-model kom ikke til Danmark, men det gør den nye model, lover Tina Banzhaf, som er Senior PR & Communications Manager for Huawei i Danmark.

Og der er noget at glæde sig til. I vores anmeldelse af 2018-modellen skrev vi bl.a. at “du får en rejsevenlig tynd og lækker maskine i aluminium med et fremragende tastatur og en flot stor skærm. Der er masser af indbygget lagerplads og en hurtig CPU til at drive det hele.”

For så vidt angår den nyeste model, lægger Huawei stor vægt på muligheden for at arbejde flydende på tværs af enheder.

Takket være Huaweis såkaldte Multi screen Collaboration, der udspringer af Huawei Share funktionen, kan man trække filer fra sin smartphone til computeren og generelt skabe et samspil mellem de to enheder. Man kan derfor også bruge MateBook X Pro’s keyboard, kamera, mikrofon og mus med sin smartphone.

Fordi 3K-skærmen har en screen-to-body ratio på hele 91%, sidder webkameraet gemt i tastaturet. (Foto: Peter Gotschalk)

Opdaterede specifikationer

Huaweis nye pc kommer med en 10. generation Intel Core-processor i to varianter: i7-10510U og i5-10210U. Kombineret med en NVIDIA GeForce MX250 GPU, der kører på 2GB GDDR5.

Den nye pc vejer som forgængeren blot 1,33 kg og har en livvidde på 14,6 mm.

Skærmen i den nye MateBook X Pro er 13,9” i 3:2 format med 3K-opløsning (3000 x 2000 pixels, 260 ppi).

Pris og tilgængelighed

Den nye MateBook X Pro kommer i farven grå og vil kunne købes hos Elgiganten og Power fra slutningen af maj. Den kommer i to varianter til hhv. 14.999 kroner (med Intel i7, 16 GB RAM, 1 TB SSD) og 13.999 kroner (Intel i5, 16 GB RAM, 512 GB SSD).

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

1 kommentar til “MateBook X Pro bliver endnu bedre”

  1. Arne Møller

    Vides det om det amerikanske forbud mod brug af Google Apps vil ramme f.eks Google Maps på nye PC’er fra Huawei?

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top