Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Længere flyvetid og flere flight-modes

DJI Mavic Air 2 får både 4K-video og 8K-hyperlapse.

Skrevet af / 29/04/2020 - 15:35
Længere flyvetid og flere flight-modes

Dronespecialisten DJI lancerer en ny udgave af Mavic Air. Den kompakte Mavic Air 2 får en ny 48 megapixel ½ tommes CMOS-billedsensor, der optager video i 4K 50 fps med 120 Mbit/s datastrøm. Det giver højere filkvalitet og meget skarpere video end almindelig HD.

Den kan selvfølgelig også optage i 1080p HD, med op til hele 240 fps til slowmotion, og den understøtter HDR (High Dynamic Range), hvis man vælger 4K 30 fps.

Kameraet understøtter desuden hyperlapse med op til 8K-opløsning, men man kan ikke optage 8K på Mavic Air 2.

(Foto: DJI)

Man kan tage stillbilleder i 12 megapixel opløsning samplet fra 48 megapixel, og dronen anvender en treaksers stabilisator – gimbal – for at kompensere for bevægelse, så billederne bliver så skarpe som muligt.

Mavic Air 2 har også en række nye og ikke mindst nyttige flight-modes: Free Movement, Circle, CourseLock og WayPoints, og den kan følge et valgt objekt i flere af indstillingerne.

(Foto: DJI)

Den har fået ekstra sikkerhedsfunktioner, idet den advarer, når den nærmer sig objekter, og den kan indstilles til at stoppe i tide, så den ikke flyver ind i noget.

Nyt er også scenegenkendelse, der tilpasser eksponeringen til motivet, og en særlig fotoindstilling til svagt lys.

Læs også Så let er det at lave dronevideoer Droneflyvning bliver ikke meget lettere eller sjovere end dette.

Den kompakte drone vejer kun 570 gram og leveres med en ny fjernbetjening, og man kan streame til mobilen med DJI’s OcuSync 2.0, som understøtter 2,4 GHz og 5,8 GHz streaming, op til 10 km væk.

Flyvetiden er øget til 34 minutter, og de modeller, der sælges i USA, har fået AirSense, som anvender ADS-B-teknologi fra luftfart til at advare dronepiloten om andre fartøjer i nærheden. Det er dog usikkert, om denne funktion kommer på droner i Europa.

(Foto: DJI)

Pris og tilgængelighed

Prisen på DJI Mavic Air 2 bliver 6.500 kroner – eller 8.000 kroner, hvis man vælger Fly More Combo, der indeholder meget mere udstyr, som vist på billedet ovenfor. Den kommer til salg i maj.

Nedenfor kan du se DJI’s egen promo-video.

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top