Kameraet er prissat til 650 dollars, omkring 4.000 kroner plus danske afgifter, og kan hurtigt nærme sig Canon PowerShot G1 X i pris. RX100 skal konkurrere med FujiFilm X10 , Olympus XZ-1 , Canon S100 og nævnte G1 X, men også Nikon P7100 og Samsung EX1 . Som alle stiller i entusiastklassen, hvor funktionsniveaet og billedkvaliteten er højere end på almindelige kompaktkameraer.
Sony RX100 er faktisk det første entusiastkamera fra den kant – i kompaktklassen – siden DSC-V3 fra 2004, men RX100 er på alle måder langt mere spændende.
Kameraet, som måler 102 x 59 x 36 mm og er mindre end P7100 og G1 X, bør nemt kunne gå ned i lommen. Selv om det ikke er så kompakt som S100.
Men det, som gør RX100 spændende, er kombinationen af relativt lysstærk – f1,8-4,9 – Zeiss-optik med rækkevidde fra 28mm vidvinkel til 100mm portræt-tele og en 20,2 megapixels CMOS-billedsensor med større billedflade end alle andre kompaktkameraer. G1 undtaget.
Det betyder, at billedfladen er lige så stor som på et Nikon V1 – 13,2 x 8,8 mm – hvilket giver en overflade på 116 mm2. Sammenlign det med 42 mm2 på S100 og 58mm2 på X10, og det er let at forstå, at Sony-kameraet kan have en fordel i svagt lyd, hvor høje ISO-værdier måske ikke er lige kritisk med hensyn til billedstøj.
For god ordens skyld. Canon G1 X´s billedsensor er 18,7 x 14 mm, og 262 mm2 stor, altså på størrelse med billedsensoren i kompakte systemkameraer fra Olympus og Panasonic.
RX100 har fået tilsvarende menu system som Sonys Alphas spejlreflekser og tak for det. Menuerne fra Sonys kompaktkameraer og NEX-kameraer er ikke meget at prale af.
Skærmen er af traditionel LCD-type, men med Sonys WhiteMagic teknologi, som giver bedre lys og kontrast og med hele 1,22 megapixels opløsning.
Ringen rundt om objektivet kan bruges til at zoome, hvis man føler, det er mere praktisk end at bruge zoomknappen på toppen af kameraet. Ellers kan ringen bruges til en af seks selvvalgte funktioner. For eksempel blændeindstilling.
Kameraet kan selvfølgelig optage HD-video, i full 1080p opløsning, op til 28 Mbs kvalitet og i AVCHD eller MPEG4-format. Det er også muligt at tage stillbilleder i 16:9-format og 17 MP opløsning under optagelse.
RX100 kommer i butikkerne i juli, desværre aner vi i skrivende stund ikke, hvad den danske pris bliver.
Korte fakta:
- 28-100mm f1.8-4.9 Carl Zeiss Vario-Sonnar T* zoom Billedstabilisator ISO-følsomhed på 100-6400 – op til 25,600 med multi-frame støjreduktion
- 10 bps serieoptagelse Stereo mikrofon
- 330 billeders batteritid
- Råfiloptagelse
- Opslåelig blitz
- Programmerbar Fn-knap
- Manuel, halvautomatisk og fuldautomatisk eksponeringskontrol
- HDMI-udgang