Lige nu er den talentfulde amerikanske skuespillerinde Elle Fanning i rampelyset som aldrig før – i høj grad takket være alle de priser og nomineringer, der er regnet ned over Trier-filmen Affeksjonsverdi. Fanning (Maleficent: Mistress of Evil) er blandt andet nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle.
I november sidste år havde en anden Fanning-film premiere i biograferne, i en helt anden genre end Affeksjonsverdi.
I Predator: Badlands ser vi Fanning som den kvindelige hovedperson og actionheltinde Thia.
I morgen får den anmelderroste Predator: Badlands endelig premiere på Disney+.
Filmen er den seneste tilføjelse til den langvarige Predator-franchise (som begyndte med Arnold Schwarzenegger i filmen Predator fra 1987) og har premiere på Disney+ i morgen (12. februar).
Predator: Badlands markerer et nyt kapitel i serien, samtidig med at den udvider den etablerede mytologi i universet.

Handlingen udspiller sig på en fjern og dødbringende planet i fremtiden. Her følger publikum Dek (Dimitrius Schuster-Koloamatangi), en ung Predator, der er blevet udstødt af sin egen klan.
Under sin rejse på “Death Planet” møder han Thia (Fanning), og sammen danner de en uventet alliance i jagten på en formidabel modstander.
Historien er en klassisk underdog-fortælling med temaer som overlevelse, identitet og selvopdagelse i centrum.
Filmen introducerer os for en række nye karakterer i Predator-universet. Den er instrueret af Dan Trachtenberg, der tidligere har arbejdet med etablerede genretitler (Prey), og som her tager franchisen i en mere karakterdrevet retning.
Ifølge Disney+ har Predator: Badlands været en kæmpe kommerciel succes internationalt. Med en imponerende global billetindtjening på 185 millioner dollars er filmen den mest indbringende i seriens 39-årige historie.
Den er også blevet godt modtaget af både publikum og anmeldere, med en overraskende høj rating (86 procent) på Rotten Tomatoes.
I forbindelse med premieren gør Disney+ hele Predator-serien tilgængelig for streaming, hvilket giver både nye og gamle seere mulighed for at udforske franchisens udvikling frem til den aktuelle udgave.



































