For få uger siden kom den stærke 4. sæson af kultserien Stranger Things. Sæsonen er opdelt i to dele, og del II kommer på Netflix den 1. juli.
Allerede nu kan du se den første teaser-trailer:
I 4. sæson befinder vi os i 1986, og vennegruppen er blevet betragtelig udvidet siden 1. sæson – og nu også fysisk adskilt efter de dramatiske begivenheder, der kulminerede i 3. sæson. Joyce (Winona Ryder) har taget sine sønner samt Eleven og er flyttet til det solrige Californien for at få en frisk start. Men nissen flytter med, som man siger …
På tidslinjen er det kun seks måneder siden afslutningen på 3. sæson og den dramatiske kamp i shoppingcenteret Starcourt, omend det er tydeligt, at skuespillerne er næsten tre år ældre. Vennegruppen er få dage fra det længe ventede spring break, men high school-livets ubekymrede tilværelse er ikke så ukompliceret for den komplicerede Eleven – eller Jane, som hun nu hedder.
Eleven bliver mobbet, chikaneret og frosset ud, men i alle de breve, hun har skrevet til sin kæreste, Mike, og sendt af sted til Hawkins, romantiserer hun det “glamourøse” liv i Californien. Da de genforenes, brister boblen.
Om tre uger får vi at se, hvordan det ender!