Der er kun gået knapt to uger siden Netflix-premieren på den norske monster-katastrofefilm Troll, og nu afslører streaminggiganten, at den har opnået et rekordstort globalt publikum.
Instruktør Roar Uthaug slog igennem med den norske gyser Frit vildt i 2006. I 2015 kom så monsterhittet, katastrofefilmen Bølgen; og selv topfolk i Hollywood spærrede øjnene op.
I Troll kaster han sig over ældgamle norske folkeeventyr og med mytologi som bagtæppe, når vi tager på vaskeægte troldejagt i selskab med den driftige palæontolog Nora (Ine M. Wilmann), den pertentlige stabschef på statsministerens kontor, Andreas, den charmerende macho-kaptajn Kris, samt Noras eremit af en far, folkloristen Tobias Tidemann.
Og noget må Uthaug & co. have gjort rigtigt, for verden rundt har Netflix-abonnenterne taget den norske spillefilm til sig!
Filmen havde kun lige haft premiere, da den begyndt opstigningen på Netflix’ toplister fra land til land. Allerede i løbet af den første uge var filmen den mest populære i bl.a. USA. Samlet set kunne Netflix opsummere premiereugen med, at Troll var alle tiders mest sete ikke-engelsksprogede film.
Totalt nåede Troll op på ret utrolige 76 millioner afspilningstimer den første uge. Nu har Troll slået endnu en imponerende rekord.

Manuset er skrevet af Espen Aukan, og i hovedrollerne finder vi Ine M. Wilmann, Gard B. Eidsvold, Kim Falck, Mads S. Pettersen, Anneke von der Lippe, Fridtjov Såheim og Dennis Storhøi.
Højt oppe i Norges nationalromantiske Dovrefjeld arbejder ivrige ingeniører på et innovativt transportprojekt. Men da en tordnende dynamitsalve affyres, vågner der noget i fjeldets dybeste indre. På sin vej mod slottet efterlader monsteret skræk, kaos, død og fordærvelse i sine gigantiske fodspor …
I løbet af den første uge toppede Troll Netflix-listerne i 87 ud af de 89 lande, som nettjenesten Flixpatrol.com indsamler data til toplisterne fra.
Etter knapt to ugers visning er Troll nu den mest sete ikke-engelsksprogede film på Netflix gennem tiderne!
Ifølge gårsdagens opdaterede seertal fra Netflix fik Troll yderligere 52 millioner timers streaming i sin anden uge, dvs. i alt 128.000.000 streamingtimer globalt de første 12 dage.
Med en sådan udvikling og exceptionel vækst i seertallene kan Troll meget vel holde den unikke rekord i lang tid. Og har man allerede set filmen, så ved man, at der henimod slutningen hintes meget kraftigt om en potentiel opfølger …

I en pressemeddelelse kommenterer Uthaug rekordtallene:
“Jeg havde aldrig troet, at vores norske troldefilm skulle nå så bredt ud over hele verden.”
Producenterne Espen Horn og Kristian S. Sinkerud fra filmselskabet Motion Blur tilføjer:
“Vi er overvældede, ydmyge og glade, men mest af alt stolte, over at verden trykker vores ‘Troll’ til sit bryst.”